Komikeren Steve Martins comeback fik stående ovationer fra kritikerne og opnåede skyhøje seertal på streamingtjenesten Disney+.
Serien var (med undtagelse af Billy Lynns hjemkomst) komedielegenden Steve Martins første rolle i en større film/serie i 10 år.
Only Murders In the Building er en legende krimiparodi på true crime-podcasts, hvor to fornemme herrer, Steve Martin (Charles) og Martin Short (Oliver), er fast overbeviste om, at deres nabos tilsyneladende selvmord er et mord.
De komiske forviklinger øges, da de ældre herrer får selskab af den initiativrige Selena Gomez (Mabel).

Den umage venne-trio har en mistanke om, at morderen er en af ejendommens lejere, og de ser muligheden for at lave en meget lokal podcast om det indviklede mordmysterium.
Kun få dage efter finaleafsnittet af sæson 3 har Disney+ nu annonceret, at Only Murders In the Building returnerer til streamingtjenesten med en fjerde sæson.
I tredje sæson fik trioen selskab af stjerneskuespillerne Meryl Streep og Paul Rudd, da de efterforskede et mord i forbindelse med et Broadway-show.
Serien er blevet godt modtaget af både kritikere og publikum og har vundet en række priser, ligesom den er blevet nomineret til to Emmy’er.
Serieskabere er John Hoffman (Grace & Frankie) og Steve Martin – som også figurerer som manuskriptforfattere. De to herrer er sammen med Short og Gomez desuden producenter af Only Murders in the Building.
Disney+ har til dato hverken offentliggjort en premieredato, eventuelle nye skuespillere eller et resumé af handlingen for den fjerde sæson.
Som de fleste andre serier er den sandsynligvis blevet forsinket på grund af de strejker, der har lammet Hollywood i år – så forvent ikke en premieredato før næste efterår.
