Nyhed

Computex 2023: MSI bejler til erhvervskunderne

MSI kender vi for deres heftige gamingcomputere, men nu vil de også have en bid af businesskagen.

MSI kender vi først og fremmest som producent af gamingcomputere. Men den taiwanesiske computerproducent har de seneste år fået appetit på andre dele af markedet, navnlig de kreative professionelle, der har behov for masser af grafiske muskler, men hellere vil have skærme med 4K-opløsning i stedet for lynhurtig skærmopdatering.

Vi har også set maskiner til hjemmekontoret, i form af den gennemfornuftige Modern-serie. Men det var alligevel overraskende at se den nye MSI Commeciall 14H, der er en ren kontormaskine. Den har hverken blinkende RGB-lys eller lynhurtig 3D-grafik.

MSI Commercial 14H er en kontormaskine, der ikke ville få os til at løfte et øjenbryn, hvis ikke lige den kom fra spilspecialisten MSI. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B Home)

Faktisk har MSI holdt kortene så tæt ind til kroppen, at Commercial-serien også kom som en overraskelse for MSIs produktspecialist, der viste os rundt på standen. Han hørte først om serien få uger før Computex 2023.

Hardware var en Intel Core i7-processor og en 14-tommers FHD+ skærm (1920 x 1200 pixels) og integreret Intel Iris Xe-grafik. Det er ikke specifikationer, der får gamingfans op af stolene. Men den virkede solid nok, og med kabinet i genbrugsmaterialer er den grøn nok til at komme gennem nåleøjet. Det bliver lidt spændende at se, om MSI kan få fodfæste på et så konkurrencepræget marked. En ganske nyttig detalje var en indbygget NFC-læser til chipkort eller mobiltelefon.

MSI Creator Z17 er en noget kraftigere maskiner, der henvender sig til en grafiske profesionelle. Vi har testet en tidligere udgave af Z17, men modellen er naturligvis opdateret. En fiks detalje var pennen, der kunne skrive på både skærm og papir – uden at skifte skrivestift!

Creator Z17 med QHD-grafik og pen. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B Home)

Prestige-serien består af ultrabooks i luksusklassen. Her præsenterede MSI Prestige 13 EVO A13M, der en studiebærbar i kridhvidt magnesiumkabinet. Vægten var 10 gram under det magiske kilo.

Prestige 13 EVO er en fiks lille studiecomputer i mælkehvidt magnesiumkabinet. Uden gamimgfeatures, men bare 990 gram let. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B Home)
Les videre
Exit mobile version