Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Heftig 32 tommers OLED-monitor fra Asus

Asus OLED PA32DC er verdens første OLED-computerskærm med indbygget automatisk kalibrering. En monitor for feinschmeckere!

Skrevet af / 06/09/2021 - 21:52
Heftig 32 tommers OLED-monitor fra Asus

Verdens måske sejeste 4K-computerskærm – hvis fulde navn er Asus ProArt Display OLED PA32DC – er verdens første OLED-skærm med indbygget kolorimeter for perfekt kalibrering.

Man kan bruge den medfølgende ProArt 2.0-software eller en hvilken som helst tredjeparts-software, man vil, f.eks. CalMAN eller Light Illusion ColourSpaceCMS. Det indbyggede kolorimeter kan programmeres til at tjekke farvegengivelsen noget nær så ofte, man ønsker.

Men det fedeste ved skærmen er, at det er en rendyrket OLED-skærm, hvilket betyder perfekt sortniveau og et uendelig meget større kontrastomfang, end nogen LCD-skærm kan opvise. Det inkluderer også Asus’ egen high-end-monitor PA32UCX-K med Mini-LED IPS-panel.

Asus ProArt Display OLED PA32DC kan stå på en stander eller på små fødder. (Foto: Asus)

Begrænset lysstyrke, men perfekt sort

OLED-panelernes største svaghed er en noget begrænset maksimal lysstyrke. Derfor har PA32DC den laveste VESA-certificering for HDR, nemlig DisplayHDR 400. Det betyder, at den maksimale lysstyrke er over 400 nit (cd/m2), men lavere end 500 – som er det næste trin på VESA-listen. Til sammenligning er PA32UCX-K certificeret med DisplayHDR 1000, hvilket betyder, at den maksimale styrke er over 1000 nit.

HDR på en OLED-skærm er alligevel noget helt andet end med et LCD-panel, som næsten alle andre skærme anvender, hvad enten teknologien så hedder IPS, TFT eller TN.

Gråtoner, der er “næsten sorte”, er nemlig meget blege på en LCD-skærm. Hvis lysstyrken er for lav, ser skyggerne flade ud og står ikke nok i kontrast til højlysene. Løsningen er at øge lysstyrken og dermed øge kontrasten mellem skygger og højlys. Derfor skal en LCD-skærm gerne have over 1000 nit for at fungere optimalt med HDR-effekter.

En OLED-skærm vil derimod fungere glimrende med 400 nit, fordi højlysene står i kontrast til et uendelig dybt sortniveau – som kun er begrænset af det omgivelseslys, der reflekteres i skærmen.

Læs også For pokker, sikke en billedkvalitet! ASUS PA32UCX med Mini-LED er til professionelle og er kort sagt den bedste PC-skærm, jeg har set. Men heller ikke den er perfekt.

OLED PA32DC har 99 procent af DCI-P3

Billedet på PA32DC måler 31,5 tommer diagonalt, og ud over perfekt sort dækker den et stort 10 bit farveområde.

99 procent af det store farverum DCI-P3 dækkes, og kombineret med 1.000.000:1 kontrast burde det betyde et fantastisk arbejdsværktøj for professionelle billedbehandlere. Uanset om det er til video eller stillbilleder. Men så med særlig vægt på video, da det jo er en HDR-skærm.

Ikke et ord om pris og tilgængelighed

Asus skriver ikke noget om prisen på skærmen, men billig bliver den garanteret ikke. Den omtalte topmodel med Mini LED-panel, PA32UCX-K, koster omkring 23.000 kroner, og der er ingen grund til at tro, at OLED-monitoren bliver billigere.

Vi får heller ikke noget at vide om, hvornår den bliver tilgængelig, men da vi henvendte os til Asus for at få produktet til test, fik vi at vide, at de forventer at få deres første testeksemplar “om et par måneder”. Altså inden udgangen af november, hvis vi er heldige.

Asus OLED MQ13AH er verdens første 13 tommers bærbare OLED-skærm. (Foto: Asus)

Flere fede skærme

Asus har også lanceret andre fede skærme, såsom verdens første bærbare OLED-skærme i form af OLED MQ13AH og OLED MQ16AH. De måler henholdsvis 13 og 15,6 tommer diagonalt, og begge har Full HD-opløsning (1920 x 1080).

Vi skal heller ikke glemme den bærbare 14 tommers superbredformatskærm PA147CDV eller den nye bærbare projektor ZenBeam E2, som har fået fordoblet lysstyrken i forhold til forgængeren ZenBeam E1 og desuden har fået en kraftigere forstærker på lydsiden – 5 watt mod tidligere 2.

Læs hele pressemeddelelsen her (på engelsk)

pa4 pa5 pa6
<
>
Asus ZenBeam E2 er en bærbar LED-projektor med 300 lumen og indbygget højttaler med 5 watt forstærkerkraft. (Foto: Asus)
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Chromebooks med flere kræfter

Indret hjemmet med IKEA-AI

Mange skærmfunktioner til få kroner

Logitech-sæt bygger bro mellem arbejde og privatliv

AI flytter ind i ThinkPad'en

Dell-bærbare med AI

HP-laptops er blevet smartere

Apple opgraderer Macbook Air

Glasklar PC-skærm med AI

Der er en ny AI i byen

Arbejdsro på kontoret

Verdens første stationære PC fundet i et gammelt hus

0
Lyd & Billede
Scroll to Top