Dell Technologies lancerer en ny serie af flagskibs-laptops, kaldet Dell Premium, der overtager pladsen fra XPS-serien efter mere end tre årtiers historie. De nye Dell 14 Premium og Dell 16 Premium-modeller beskrives – ikke overraskende – som værende designet til brugere med behov for høj ydeevne, intelligent AI og et moderne design.
XPS: Tre årtiers fokus på høj ydeevne
XPS-serien, en forkortelse for “Xtreme Performance System”, blev først lanceret af Dell i 1993. Serien blev oprindeligt udviklet for at imødekomme et behov for computere med høj ydeevne. I 2005 undergik XPS-mærket en fornyelse for at konkurrere med high-end gaming-PC’er, herunder mærker som Alienware (som Dell opkøbte året efter). Gennem årene har XPS-modellerne været bærbare (og også stationære) computere i den spidse ende af markedet. Især XPS 13-modellen i dens mange inkanationer har modtaget priser for sit design.
Design og Skærme
Dell Premium-laptops fortsætter med at prioritere skærmoplevelsen. Modellerne kommer med større skærmstørrelser: Dell 14 Premium har en 14,5-tommers skærm, og Dell 16 Premium tilbyder en 16,3-tommers skærm. Begge modeller er udstyret med Dells meget smalle InfinityEdge-rammer.
Maskinerne kan fås med OLED-skærm i op til 4K-opløsning og en variabel opdateringshastighed på 120Hz. Brugere kan vælge en strømbesparende 2K LCD-skærm, der tilbyder op til 20 timers streaming af indhold på Dell 14 Premium og op til 27 timers streaming på Dell 16 Premium på en enkelt opladning. De anvendte materialer omfatter CNC-aluminium og Gorilla Glass 3, hvilket bidrager til et holdbart og letvægtsdesign.

Ydeevne og Effektivitet
De nye Dell Premium-bærbare er udstyret med de seneste Intel Core Ultra 200H-serie CPU’er. Med Copilot og Windows 11 som en integreret del af de nye bærbare, er Premium-serien forberedt til fremtidige AI-assistentfunktioner.

Dell 16 Premium fås med Intel Core Ultra 9-processorer og mulighed for op til Nvidia GeForce RTX 5070-grafik. Thunderbolt 5-forbindelse tilbyder op til 120 Gbps for multitasking og understøttelse af op til fire 8K-skærme.
Dell 14 Premium fås med op til Nvidia RTX 4050-grafik.
Pris og tilgængelighed
De første konfigurationer af Dell Premium-serien er nu tilgængelige. Vi har ikke fået oplyst en dansk pris endnu, men Dell 14 Premium starter ved USD 1.650 (ca. 10.500 kroner plus moms), og Dell 16 Premium med Nvidia RTX 5060-grafik starter ved USD 2.670 (ca. 17.000 kroner plus moms).
Yderligere konfigurationer, herunder Dell 16 Premium med Intel Arc-grafik, GeForce RTX 5050 og GeForce RTX 5070, vil være tilgængelige snart.