Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Xpeng præsenterer deres hidtil største SUV

Xpeng G9 er på størrelse med Audi e-tron og Tesla Model X. Med god rækkevidde, masser af udstyr som standard, og et meget fordelagtigt prisniveau.

Skrevet af / 27/10/2022 - 21:58
Xpeng præsenterer deres hidtil største SUV

Xpeng afslørede i dag en næsten færdig version af den nye familie-SUV model G9. En stor fempersoners SUV på knap 5 meter, med 551 hk, hvis man vælger Performance-versionen med firehjulstræk (330 hk for baghjulstræk). Dette er Xpengs første bil, der ikke er udviklet til det kinesiske marked, men fra bunden til et internationalt marked. Ikke mindst har man skelet til Norge, hvor kunder efterspørger anhængertræk og firehjulstræk.

Bilen oser premium hele vejen. Her finder du ikke hård plast nogen steder, tværtimod finder du kunstigt nappa-læder næsten overalt. Og et stort panoramatag på 1,7 kvadratmeter.

Forsæderne er ventilerede og selvfølgelig varme. Bagsæderne kan også varmes, men er ikke ventilerede. Det opvarmede rat er naturligvis også standard.

Xpeng G9 front
Xpeng G9. Foto: Geir Gråbein Nordby

Massage

Massagefunktion er indbygget i alle sæder, også i ryggen, og jeg må sige, at den masserede ryggen ret godt. Meget bedre end den lignende massage i NIO ES8, som er en anden kinesisk SUV af samme størrelse. Du kan også forlænge siddedelen af ​​sædet både foran og bagpå, og dermed give støtte til langbenede personer. Især passagersædet foran er en drøm at sidde i, med passende stressfri egenskaber.

Xpeng G9 passenger seat
Specielt passagersædet i Xpeng G9 er super-cool. Ventilerede sæder foran, plus opvarmning bagtil. Foto: Geir Gråbein Nordby

Imponerende lydsystem

Vi bed særligt mærke i Dynaudio-systemet, med i alt 28 højttalere placeret rundt om bilen. Den indeholder seks “butt-kicking” baskanaler i forsæderne, for at ryste rumpen lidt ekstra, når basrytmerne brager. Systemet har også såkaldt 5D-lydgengivelse, hvilket betyder, at der udover lyd og raslen også kommer luft fra ventilationsanlægget i takt med filmlyden. Det forudsætter godt nok, at filmen er en 5D-udgivelse med vind-effekter indkodet i lydsporet – som endnu ikke ligefrem er almindeligt, og som vi ikke forventer at se på Netflix foreløbig. Men der er helt sikkert nogle demoer, du kan downloade.

Xpeng-G9-Dynaudio-speaker-2-989x556 Xpeng-G9-Dynaudio-speaker-989x556 Xpeng-G9-Dynaudio-subwoofer-989x556
<
>
Dynaudio lydsystem med 5D-lyd. Foto: Geir Gråbein Nordby

Store skærme

Førerkabinen i Xpeng G9 er centreret omkring to store 15″ infotainmentskærme ved siden af hinanden, foruden en lidt mindre førerskærm. Sidstnævnte er også relativt stor. Skærmen yderst til højre har et privat synsfelt, som forhindrer føreren i at se ind. Tanken er, at man ikke skal forstyrres under kørslen, hvis passageren ser en film eller sport på sin skærm. Smart, og noget vi også har set i Hongqi E-HS9, bare omvendt. Der var det passageren, der ikke får førerens skærm at se, i hvert fald da vi fik prøvekørt en tidligere version af den (test af den færdige version kommer snart), hvilket er et mere pudsigt valg.

Dørene er rammeløse, hvilket både er en flot designdetalje, men det skulle også være bedre i forhold til vindstøj ved højere hastigheder. Bilen har desuden mulighed for luftaffjedring, som automatisk kan hæve frihøjden fra 14,5 til knap 20 cm. Bilen vil også automatisk sænke bagenden, når du åbner bagagerummet, for at gøre på- og aflæsning lettere.

Xpeng G9 screens
Foto: Geir Gråbein Nordby

Parkeringsassistent og 360-kamera

Bilen leveres med parkeringsassistent og 360-kamera som standard, og oversigtsbilledet på skærmen vil så vise bilen som gennemsigtig, så du kan få et bedre overblik over omgivelserne. Subaru Solterra og Toyota bZ4X har samme feature. G9 har også en summon-funktion, så den kan køre ind og ud af eksempelvis en trang garage.

I alt 15 sikkerhedssystemer skal arbejde sammen for at sørge for en sikker biltur.

Xpeng G9 privacy view
Chaufføren får ikke lov til at se på passagerskærmen. Foto: Geir Gråbein Nordby

Hurtigopladning

Det nuværende tal for hurtigopladning er 300 kW, men vi fik indtryk af, at det kunne ende med at blive højere endnu. Den indbyggede oplader er på 11 kW med tre faser. Okay, det er så ikke 22 kW, men det er en væsentlig forbedring i forhold til andre kinesiske biler, der kun klarer enfaset opladning med maksimalt 7,4 kW.

Xpeng G9 Graabein
Sådan smiler man, når man får masseret sin dårlige ryg. Foto: Geir Gråbein Nordby

Voksent bagagerum

Bagagerummet på Xpeng G9 er opgivet til at være på 620 liter fra gulv til hattehylde. Det er så det rum, der er over dobbeltbunden. Under det øverste bagagerumsgulv er der yderligere 40 liter, hvor du kan opbevare ladekabler, værktøj og en førstehjælpskasse.

Har du brug for mere bagageplads, får du yderligere 71 liters plads under motorhjelmen.

75 kilo på taget, mindst 1500 på krogen

Har du brug for endnu mere plads, kan du montere en tagboks med en maksimal belastning på 75 kilo, og anhængertrækket, der er fuldmotoriseret, kan bære “minimum 1.500 kilo”. Her kan der med andre ord være endnu mere last, men det er endnu uvist, hvornår bilen bliver typegodkendt.

Xpeng G9 trunk
Foto: Geir Gråbein Nordby

“Hey, Xpeng!”

Man kan indstille på mange nyttige ting via stemmestyringen, som kan vækkes med en kommando. Og så er det jo rart at kunne udtale navnet rigtigt. Hvis du siger Ekspeng, er det forkert. Jeg troede indtil nu, at det var Sjaupeng, men en kinesisk repræsentant fra firmaet kunne oplyse mig, at det på kinesisk hedder Sjaopång. Men det er ikke dét, stemmestyringen reagerer på i Europa. Her skal du i stedet sige “Hey, Ekspång”! Man lærer så længe man lever…

Bilen har fire-zone stemmestyring, og vurderer hvor du sidder, når du taler til den. Hvis passageren bag føreren beder om at skrue op for sædevarmen, vil kun den zone blive opvarmet.

Selvopblæsende madras

Skal du sove meget i bilen, er det godt at vide, at du kan vælge en madras som ekstraudstyr. Vælger du sovetilstand i app’en, klappes bagsæderne automatisk ned, og en madras, der er fastgjort bagpå bagsædet, bliver automatisk pustet op og rullet ud. Sgu’ smart!

Xpeng G9 rear angle 2
Foto: Geir Gråbein Nordby

Stor, men prisen er god

Med en længde på 4,9 meter og en bredde på 1,94 er G9 en stor SUV, på størrelse med eksempelvis Tesla Model X, Audi e-tron, NIO ES8 og BYD Tang. Den er større end Skoda Enyaq, Volkswagen ID4, Tesla Model Y og Ford Mustang Mach-E, men burde stadig være meget konkurrencedygtig til prisen.

Nøjagtig hvad prisen bliver, fik vi ikke at vide; kun at vi vil blive “positivt overrasket”. Så må vi se, hvad de mener med dét, når prisen engang bliver afsløret.

Xpeng G9 headlight
Foto: Geir Gråbein Nordby

Rækkevidde

Xpeng G9 er endnu ikke WLTP-godkendt, men det anslås, at 98 kWh-batteriet vil give en rækkevidde på 520 km for Performance-versionen med firehjulstræk, og 570 km for Long Range-versionen med baghjulstræk. I alt vil der være tre eller fire varianter, du kan vælge imellem, med forskellige udstyrsniveauer og ydeevne, hvilket vil påvirke rækkevidden forskelligt.

Vægten på Performance-versionen forventes at blive på 2.360 kilo, mens den mere nedtonede baghjulstrukne version havner på 2.240 kilo.

Xpeng G9 rear angle
Foto: Geir Gråbein Nordby

Xpeng G9: Tilgængelighed

Xpeng G9 skal kunne bestilles fra andet kvartal af 2023, og levering forventes allerede i tredje kvartal samme år.

Mere info kommer snart på heyxpeng.com.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyeste version med facelift: Tesla Model 3 Performance

Toyota Mirai: Et sandt mareridt

Ny Mini-model på vej

Topløs og toplækker fra Maserati

Snart kører Mercedes EQS endnu længere

Alfa Romeos første elbil

Tesla Model Y med 600 km rækkevidde

Fuldstændigt vanvid

Xpeng afslører el-SUV for folket

Her er der plads nok

Snart kan du lynlade hos Ford

Så meget bedre er den nye Porsche Taycan?

0
Lyd & Billede
Scroll to Top