TomTom var engang kongen af GPS-navigation til bilen, men forsvandt nærmest i glemslens tåger, da Google Maps og lignende tjenester blev tilgængeligt på alles smartphone sammen med Apple CarPlay og Android Auto. Nu forsøger det hollandske firma sig med et nyt produkt, der skal gøre det sikrere og mere fokuseret at køre bil.
Advarer om fotofælder og andre ubehageligheder
Tom by TomTom er en lille trådløs enhed, der måler 48 x 48 x 14,7 mm og monteres i bilen. Enheden forbindes via Bluetooth til den gratis TomTom-app på førerens smartphone og starter automatisk, når bilen sættes i gang.
Tom advarer om kommende faste fotofælder, mobile fælder og fartkontroller af den fastlagte kurs med både lyd- og visuelle advarsler via en LED-kant rundt om enheden. Derudover får føreren besked om trafikpropper, vejarbejde, ulykker og havarerede køretøjer. Selv genstande på vejen, farlige forhold og spøgelsesbilister bliver markeret, før man støder på dem, lover TomTom.
Enheden advarer også om pludselige stilstande, uventede opbremsninger og farlige køer for at hjælpe føreren med at undgå en farlig situation. Tom er kompatibel med Apple CarPlay og Android Auto.

Fællesskab af 600 millioner enheder
Tom drives af TomTom-app’en og trækker på data fra et globalt fællesskab af 600 millioner forbundne TomTom-enheder af forskellig slags. Brugerne kan selv bidrage til at opdatere systemet med tre enkle bevægelser: Et enkelt tryk på enheden registrerer en fotofælde, dobbelt tryk markerer en fare på vejen, mens man kan afvise falske fotofælder. De delte opdateringer gøres tilgængelige i realtid for andre bilister i fællesskabet.
Batteriet holder cirka en måned og oplades via USB-C. I pakken følger Tom-enheden, USB-C-kabel, USB-A-adapter, bilholder og brugervejledning. Der kræves en smartphone med Android 12 eller højere, eller iOS 18 eller højere for at parre Tom med TomTom-app’en.
Pris og tilgængelighed
Tom by TomTom blev lanceret i begyndelsen af oktober og kan købes – bl.a. via TomToms webside – til en pris på 599 kroner. Der er ingen abonnementsgebyrer forbundet med brugen af enheden.



