Audio-Technica fejrer 60 år, uden fyrværkeri eller fanfare. I stedet lancerer de jubilæumsprodukter, såsom pladespilleren AT-LP2022, og denne: AT-MC2022.
Hvilket er en high-end moving coil pickup, eller mere korrekt; dual moving coil pickup.
For AT-MC2022 er nemlig bygget lidt anderledes end normalt for MC pickup’er.

Dem, der kender indersiden af en pickup, vil se, at denne ikke er helt som de fleste andre. Nålearmen er lavet af et stykke kunstig diamant, og to spoler – en for hver kanal – er placeret 45 grader over ophænget, for at opnå den lavest mulige vægt af det bevægelige element. Magneten er placeret bagpå, og samme grundprincip findes også i den langt mere overkommelige ART20.

Den tynde nålearm er kun 0,22 mm, formet som et firkantrør, og i den anden ende sidder en 56 x 3 µm line contact diamant.
Alt er konstrueret i en kombination af titanium og et blødt gummilignende polymateriale, der dæmper resonanser.
Pickup’en har gevindskruehuller, og passer fint i lette til medium tunge tonearme.

Specifikationerne er stort set identiske med ART20. Pickup’en vejer 9,6 gram, og leverer 0,55 mV. Den skal kunne belastes med op til 100 Ohm, den indre modstand er 12 Ohm, og den trives bedst ved 1,8 grams stifttryk.
Compliance er 25 x 10e-6 cm/dyne statisk og 15x10e-6cm/dyne dynamisk.
MC2022 leveres i en æske af valnøddetræ med skruer i fire længder og et lasergraveret jubilæumslogo. Alt er pakket ind i tyndt japansk Echizen Washi papir.
Prisen er angivet til 10.000 euro.
