Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Guide

Mesh-netværk

Forventningen om, at dine trådløse devices bare fungerer, indfries kun med et ordentligt mesh-netværk.

Skrevet af / 10/02/2021 - 14:35
Mesh-netværk

Netflix er frosset. Sonos-højttaleren må stå et sted, hvor du egentlig ikke vil have den, for det er den eneste måde, den har dækning fra routeren på. At få kontakt med den såkaldte smarte støvsuger fra mobilen fungerer kun halvdelen af gangene. Det er situationer, som mange nok vil kunne genkende …

Det handler om kommunikation, og for at dine opkoblede devices kan kommunikere, har de brug for trådløs dækning. Alle lejligheder større end en etværelses kan have trådløse blinde pletter, og det er endnu værre, hvis væggene er af murværk.

netflix browsing

Selv bor jeg over flere etager, og løsningen var længe at have en router på hver etage. TV’et på overetagen var forbundet til et andet trådløst netværk end lydanlægget i stueetagen. Det fungerede okay, selv om det var irriterende at skulle skifte mobilen over til et andet netværk manuelt, når man gik fra én etage til en anden.

Så fik jeg den første smart-højttaler fra Google hjem, og alting blev forandret. Problemet opstod, da jeg ville bruge højttaleren til at styre flere af mine smarte dimser. Den kunne kun styre de produkter, der var koblet til det samme netværk som den selv, hvilket skabte problemer.

Hvis du vil styre smart-produkter gnidningsløst, skal de være forbundet til et fælles knudepunkt. Man skal have ét fælles netværk, ikke flere forskellige. Men hvordan gør man det, når routeren ikke dækker hele hjemmet?

Selv om det er af forrige generation (Wi-Fi 5), er Google Nest Wifi et simpelt mesh-netværk, der giver god stabilitet og desuden indbygget højttaler med stemmestyring. Billigt er det også. (Foto: Google)

Et mesh-netværk er svaret

Til det har du brug for et mesh-netværk, også kaldet et maskenetværk. Sådan et består af en hovedrouter og en eller flere trådløse satellitter kaldet nodes. Mens routeren er tilsluttet hovedcentralen med et netkabel, har nodes kun brug for strøm, fordi de kommunikerer med routeren via Wi-Fi.

Nodes placeres i områder, hvor routeren ikke kan nå på egen hånd. Sammen fungerer de som ét netværk med et meget større dækningsområde, end man får fra en enkelt router.

Læs også Morgendagens netværk til en spiselig pris Endelig et Wi-Fi 6 mesh-netværk, som de fleste har råd til. Er det så bare at spænde sikkerhedsselen og gøre klar til super nethastigheder?

Hvor mange nodes er nødvendigt?

Hvor stort et mesh-netværk du har brug for, afhænger af, hvor mange blinde pletter du har. Et større hjem har sandsynligvis flere blinde pletter end et lille, og et murstenshus har flere end et træhus.

Hvis du har et udendørs område med overvågningskamera eller en robotplæneklipper, der skal sluttes til netværket, skal du selvfølgelig sørge for, at netværket når derud. Så kan det være, at du har brug for en ekstra node i vindueskarmen så tæt på udendørsområdet som muligt.

Når mange gadgets i et smart-hjem skal arbejde sammen, er et godt mesh-netværk nærmest en nødvendighed.

Mange er ikke altid det bedste

Router og nodes sender signaler frem og tilbage hele tiden. Hvis det er muligt, bør routeren kun have dækning til én node, som så igen kommunikerer videre til en anden.

F.eks. hvis du bor i et hus med tre etager, skal routeren enten stå i kælderen eller på overetagen med en node på hver af de andre etager. Så slipper routeren for at holde forbindelse til to nodes og udveksle oplysninger frem og tilbage unødvendig mange gange. Se på det som en stafet, hvor en node overtager der, hvor routeren når sin grænse, og hvis det ikke holder med én node, så placerer du en node der, hvor rækkevidden for den første aftager.

Det er en vigtig tommelfingerregel, og det betyder, at det ikke handler om at have så mange nodes som muligt i et mesh-netværk. De kan nemlig ødelægge det for hinanden. Det er bedre med færre nodes placeret korrekt.

Sådan finder du den optimale placering

Det kan selvfølgelig ske, at du har to eller flere blinde pletter, der har brug for hver sin node, og hvor begge nodes er placeret inden for routerens dækningsområde. Som regel går det fint, men du risikerer at halvere hastigheden på netværket. Det øger også risikoen for, at netværket fryser og har brug for genstart.

 

ruter plassering
For at få den bedste dækning skal routeren stå i et åbent landskab og ikke skjult i en reol eller et skab.

Wi-Fi 6 er redningen

Problemet med, at routeren får for mange ting at holde fast i på én gang, bliver dog stadig mindre. I 6. generation, altså Wi-Fi 6 (også kendt som ax), er der sket en dramatisk forbedring i forhold til Wi-Fi 5 (ac). De kommunikerer begge på 5 GHz båndet, men med Wi-Fi 6 kan hver antenne kommunikere over flere datastrømme simultant.

Resultatet er 50 procent højere teoretisk hastighed end Wi-Fi 5 (9,6 mod 6,1 Gbit/s). Det er den samlede hastighed for hele netværket; i praksis vil man maksimalt få 500-600 Mbit/s på en enkelt enhed med Wi-Fi 5, mens jeg selv har oplevet tættere på 1 Gbit/s med Wi-Fi 6.

Højere kapacitet

Årsagen er, at Wi-Fi 6 kommunikerer langt mere effektivt. Hvis Wi-Fi 5 skal kommunikere frem og tilbage med datastrømme samtidig, er der brug for mange antenner – en til hver strøm. Men Wi-Fi 6 kan sende og modtage flere strømme samtidig på hver antenne.

Forestil dig en firespors motorvej med en høj fartgrænse. Normalt glider det fint, men i morgen- og eftermiddagsmyldretiden stopper det til. Forestil dig så, at du øger antallet af baner til otte eller endda 12, men uden at øge antallet af biler på vejen. Det er Wi-Fi 6.

Grænsefladen kaldes MU-MIMO (Multiple User, Multiple Input, Multiple Output), og det gør desuden, at en Wi-Fi 6 mesh-router i langt højere grad kan tackle at tale med flere nodes samtidig. På det seneste har vi også fået Wi-Fi 6e med samme teknologi, men med et nyt bånd, nemlig 6 GHz.

Efterhånden som vi får produkter, der understøtter dette, vil vi få fordelen af meget mindre støj på Wi-Fi-netværket. Fordi naboens trådløse produkter ikke er på samme frekvens og skaber støj og interferens. Endnu …

mesh speeds speedtest
Brug Speedtest på mobilen, gå rundt i huset og mål hastigheden. Der, hvor den er lav, har du brug for dækning med en node.

Sådan får du det optimale mesh-netværk

De fleste routere og mesh-routere finder selv frekvensen med mindst mulig støj, når du sætter dem op. Men nogle gange fejler de, og derfor kan det være en god idé at scanne netværket for støj.

Det er ikke lykkedes os at finde nogen iOS-apps præcis til formålet, men Android-brugere kan bruge Wifi Analyzer. Når du finder kanalen med mindst støj, kan du gå ind i routerens opsætning på din mobil eller PC og manuelt skifte til den.

Det vigtigste er dog nok at finde den bedste fysiske placering til dine nodes. Det gøres ved at slutte mobilen til routeren og derefter gå rundt i huset med telefonen. Tjek hastigheden forskellige steder i huset med Speedtest for Android eller iOS. Dér, hvor hastighederne er lavest, er omtrent dér, hvor du placerer en node. Bare sørg for, at noden faktisk har dækning fra routeren.

Netgear Orbi RBK752 AX4200
Netgear Orbi AX4200 er blandt de mest stabile mesh-netværk, før det virkelig begynder at koste. (Foto: Netgear)

Køb ikke det billigste

Uanset hvor meget ny teknologi der findes i det mesh-netværk, man vælger, er vores erfaring, at man bør styre uden om de billigste produkter. Især hvis man vil bruge så lidt tid som muligt på optimering og placering. Vi er blevet skuffet over de billigste Wi-Fi 6-produkter og imponeret over de bedste Wi-Fi 5-produkter.

Kvalitet er vigtigt, uanset hvad. Et netværk med en dyrere router og bedre nodes med kraftigere antenner og mere tolerance over for støj og interferens vil opføre sig mere stabilt. Så er det heller ikke så afgørende med optimal placering af router og nodes. Hvis du vil have et mesh-netværk, der fungerer under alle omstændigheder, så læs nogle tests på forhånd og være villig til at slippe nogle slanter.

Det kan lyde dyrt at skulle betale 4.000-5.000 kroner for en router og en enkelt node. Men det er bedre end at betale 2.000 kroner og sidde med et netværk, der ikke fungerer, som du vil. Og så måtte bide i det sure æble, købe et dyrere mesh-netværk og bruge timer på at genstarte alle sine 20-30 smarte devices for at forbinde dem til et nyt netværk. Kvalitet koster. Altid.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vælg den intelligente havevander til ferien

Dit smarte hjem bliver nemmere med Matter

Bliver køkkenet smartere eller bare dyrere?

Lyd & Billede
Scroll to Top