Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Guide

Brug kameraet i Samsung Galaxy S20 Ultra til alt!

Har man netop købt den spritnye og møgdyre Samsung Galaxy S20 Ultra – eller overvejer man stadig sit køb – og er kameraet højeste prioritet, så er denne guide obligatorisk læsning.

Skrevet af / 13/03/2020 - 18:43
Brug kameraet i Samsung Galaxy S20 Ultra til alt!

Kameraet på Samsung Galaxy S20 Ultra er det vildeste mobilkamera, vi har prøvet. Det var i det store og hele konklusionen på vores test af Samsungs nye monstermobil, som du måske allerede har læst.

Men selv om vi kom godt omkring kameraet i testen, har det stadig mange, mange funktioner, som vi enten ikke havde plads til at nævne, eller som vi aldrig fik prøvet, mens mobilen var på testbænken.

Det er kameraet, der gør, at Samsung Galaxy S20 Ultra stikker helt af. Mobilen har fire objektiver, inklusive DepthVision ToF-linsen, men det absolut vildeste er S20 Ultras almindelige vidvinkelobjektiv på vanvittige 108 megapixel (f/1.8 med optisk billedstabilisering)!

Pointen er selvfølgelig ikke, at kameraet skal tage billeder på 108 megapixel. I stedet kombinerer kameraet ni pixels til én pixel (også kendt som “pixel binning”), hver gang der tages et billede, hvilket åbner op for et ocean af muligheder. Bl.a. kan man fotografere et større motiv for derefter i efterbehandlingen (i mobilens Galleri-app) at zoome ind på et bestemt udsnit og så croppe billedet.

Det nye billede bliver også højopløst og ultraskarpt, ligesom det er utrolig nemt at bruge crop-funktionen i Galleri-app’en. Her har Samsung virkelig fundet på noget genialt, selv om man lige skal huske, at de originale 108 megapixel billeder typisk fylder 30 megabyte på mobilens lager. Desuden kan kameraet kun fange 108 megapixel billeder i 4:3-format, da det er den almindelige vidvinkel, som gør alt arbejdet.

Et andet vigtigt cirkustrick er den nye zoomfunktion, som Samsung har døbt “Space Zoom”. På Galaxy S20 Ultra indebærer det, at man på papiret kan forstørre sit motiv op til 100 gange!

Hele herligheden fungerer ved hjælp af en blanding af optisk zoom (kameraet har en 48 megapixel telelinse med 4x optisk zoom), 10x digital zoom og kunstig intelligens for resten. Alt over 10x zoom foregår nemlig reelt ved, at den store optik med 108 megapixel kommer på arbejde, og der så forstørres og beskæres i det store billede.

Frontkameraet er på 40 megapixel, men også her kan billeder i maksimal opløsning kun tages i 4:3-format. Tager man selfies i vidvinkel- eller ultravidvinkelformat, falder megapixel-antallet til hhv. 6 og 9 megapixel.

Imidlertid er netop kameraet for mange brugere blandt de vigtigste grunde hvis ikke dén vigtigste grund til at købe en smartphone, der er så dyr som Samsung Galaxy S20 Ultra. Derfor var det en oplagt idé at følge op på vores test med en guide, som giver et overblik over (næsten) alle kamerafunktionerne i Samsungs nye monstermobil. Både dem, som Samsung gerne fortæller om op og ned ad døre og stolper, og de lidt mere obskure, der ikke får ret meget opmærksomhed.

Derfor har vi simpelthen prøvet (næsten) dem alle sammen, og en komplet gennemgang af både foto- og videofunktionerne kan du læse herunder:

Foto

108 megapixel

Med den primære vidvinkellinse kan man tage enorme billeder, som fylder 108 megapixel. Man kan fotografere et større motiv for derefter i efterbehandlingen (i mobilens Galleri-app) at zoome ind på et bestemt udsnit og så croppe billedet. Det nye billede bliver også højopløst og ultraskarpt, ligesom det er utrolig nemt at bruge crop-funktionen i Galleri-app’en.

Originalbilledet af Luxor-templet i Egypten blev taget i 108 megapixel opløsning. Desværre er det blevet nedskaleret af vores webside. (Foto: Peter Gotschalk)
Her er første motiv hentet ved at croppe det øverste billede. En moské, som er bygget oven på det oldgamle tempel. (Foto: Peter Gotschalk)
Et andet udsnit af det samme ultrahøjopløste billede. (Foto: Peter Gotschalk)

Ultravidvinkel

Samsung Galaxy S20 Ultra kommer med en 120 graders 12 megapixel f/2.2 ultravidvinkel med optisk billedstabilisering. Som nævnt i faktaboksen kan det desværre ikke lade sig gøre at tage 108 megapixel billeder med dette objektiv.

Man får det hele med, når man bruger kameraets ultravidvinkelobjektiv. (Foto: Peter Gotschalk)

Live Focus

Samsung kalder deres bokeh-funktion for Live Focus. En bokeh-effekt betyder i praksis, at selve billedets motiv står skarpt, mens baggrunden er sløret. Men med Samsung Galaxy S20 Ultra kan man også gøre andre ting ved baggrunden end blot at sløre den. F.eks. bibeholde motivet i farver, mens baggrunden bliver sort-hvid. Med Galaxy S20 Ultra kan man tage Live Focus-billeder både med det primære kamera og med frontkameraet.

En klassisk statue i parken bag Winter Palace. Hun står skarpt, mens baggrunden er sløret. (Foto: Peter Gotschalk)
Statuen er i farver, mens baggrunden nu både er sløret og i sort-hvid. (Foto: Peter Gotschalk)
Den gamle journalist står skarpt, mens Hatshepsut-templet, også kendt som Djeser-Djeseru, er sløret i baggrunden. (Foto: Peter Gotschalk)
Samme motiv, men nu med søjlerne og statuerne i baggrunden holdt i sort-hvid. (Foto: Peter Gotschalk)

Space Zoom

Har nogen brug for at kunne zoome 100 gange ind på sit motiv? Måske en paparazzi-fotograf, men for de fleste andre er funktionen meningsløs. Samsung har alligevel udstyret Samsung Galaxy S20 Ultra med såkaldt Space Zoom, der kan zoome op til 100 gange ind på sit motiv. Det ser som ventet ikke godt ud, men med 4x optisk zoom eller 10x digital zoom bliver resultaterne rigtig gode. Se bare på billederne herunder.

Her er templet i Luxor fotograferet på helt almindelig vis uden zoom. (Foto: Peter Gotschalk)
Nu kommer vi tættere på. Med 4x optisk zoom får vi taget et glimrende billede af obelisken ved templets indgang. (Foto: Peter Gotschalk)
Med 10x digitalzoom kommer vi så tæt på, at vi tydeligt kan se hieroglyfferne. (Foto: Peter Gotschalk)
Med 30x zoom kommer hieroglyfferne helt tæt på, og motivet er stadig forholdsvis skarpt. (Foto: Peter Gotschalk)
Men med hele 100x zoom stikker det helt af, og det færdige resultat bliver uskarpt og ubrugeligt. (Foto: Peter Gotschalk)

Single Take

Single Take er en funktion opfundet til dem, der ikke kan bestemme sig. Man trykker på knappen og bevæger mobilen lidt frem og tilbage i retning af motivet, og så bruger kameraet de fleste af sine funktioner på én gang til at tage en masse forskellige billeder og små videoer af det samme motiv.

Sådan ser resultatet ud i kamera-app’en, når man har brugt Single Take-funktionen. Alle billederne bliver gemt enkeltvis i Galleri-app’en. (Foto: Peter Gotschalk)
Her er et par af resultaterne af vores Single Take-optagelse i parken bag Winter Palace-hotellet i Luxor. Det første eksempel viser det gamle luksushotel fra bagsiden. (Foto: Peter Gotschalk)
Mens det andet eksempel er et panoramafoto af selve parken. En oase midt i det egyptiske virvar. (Foto: Peter Gotschalk)

Nat

Nattemodus er ikke nogen ny funktion, men den fungerer alligevel imponerende godt på Samsung Galaxy S20 Ultra. Funktionen har set væsentlige forbedringer i forhold til Galaxy S10. De færdige billeder bliver således både lysere og mere detaljerede end med forgængeren.

Nilen fotograferet fra en båd i bælgravende mørke. (Foto: Peter Gotschalk)

Panorama

I sig selv er panoramafunktionen ikke noget specielt for Samsung Galaxy S20 Ultra, men de færdige billeder profiterer af kameraets evne til at skabe gode billeder selv under svære lysforhold.

Panoramafoto af templet for Hatshepsut taget i direkte modlys på en dag, hvor solens stråler bankede ned fra en skyfri himmel. (Foto: Peter Gotschalk)

Mad

Selvfølgelig skal markedets måske bedste mobilkamera også have en særlig funktion til fotos af mad. Hvad skulle man også ellers poste på Instagram?

Sådan forskønner man sit madbillede i kamera-app’en. Man kan bl.a. vælge, om farvetonen skal være varm eller kølig. (Foto: Peter Gotschalk)
Det færdige resultat er et sandt mesterværk. (Foto: Peter Gotschalk)

Video

8K-video og 8K Video Snap

Samsung Galaxy S20 Ultra kan også optage video i 8K-opløsning. Ideen med 8K-video er lidt den samme som med billeder i 108 megapixel opløsning. Med 8K Video Snap kan brugeren nemlig tage stillbilleder fra sin 8K-video, og da det resulterende foto har en størrelse på hele 33 megapixel, har man med 8K-video altså mulighed for både at lave video i høj kvalitet, der vil stå skarpt på enhver skærm, og samtidig skabe højopløste stillbilleder i efterredigeringen.

Videoen herunder er oprindeligt optaget i 8K, men det understøtter vores webside desværre ikke. Derfor har vi nedskaleret den til Full HD.

Billedet her er så et såkaldt 8K Video Snap fra videoen. Som man ser fremstår motivet skarpt og detaljeret. (Foto: Peter Gotschalk)

SuperSteady

En lækker, lille videofunktion er SuperSteady, som Samsung har forbedret til lanceringen af Galaxy S20-serien. I de to videoer herunder, der er taget fra en motorcykel, ser man den ret tydelige forskel på en video optaget uden (den øverste) og med (den nederste) SuperSteady aktiveret.

Uden SuperSteady

Med SuperSteady

Live Focus Video

Denne funktion blev lanceret sammen med Samsung Galaxy Note 10. Der er helt enkelt tale om video-optagelser med bokeh-effekt – sløret baggrund – og det virker fint både med det primære kamera og med frontkameraet, som man kan se i de to eksempler herunder.

Primært kamera

Frontkamera

Hyperlapse

Med Samsung Galaxy S20 Ultra kan man nemt lave hyperlapse-videoer altså optage video med en lav framerate, hvorefter det færdige resultat afspilles med normal framerate og som noget helt nyt for Galaxy S20 Ultra kommer hyperlapse-funktionen med en særlig nattetilstand, som eksponerer hvert enkelt billede ekstra længe. Sidstnævnte funktion er f.eks. velegnet til at filme trafikken om natten. Man kan se to eksempler herunder.

Dag

Nat

Zoom-In Mic

Ligesom Live Focus Video blev denne funktion introduceret med sidste års Samsung Galaxy Note 10. Zoom-In Mic lader brugeren zoome ind på en bestemt lydkilde, når man optager video. Når kameraet har identificeret lydkilden, vil motivet ikke blot stå skarpt på billedet; også lyden vil blive forstærket, mens baggrundsstøjen bliver dæmpet. Se et eksempel, hvor vi sneg os med på en lytter fra lang afstand, da en guide fortalte om Hatshepsut-templet.

Slowmotion

Samsung Galaxy S20 Ultra er virkelig langsom. I det mindste når det gælder de slowmotion-videoer, som kameraet kan optage. Der optages nemlig i 1080p-opløsning i 240 fps, hvilket indebærer, at hastigheden på det, man optager, reduceres fire gange, da den normale afspilningshastighed i Full HD-opløsning er 60 fps. Se et eksempel herunder.

AR-Zone og Bixby Vision

Ud over de klassiske kamerafunktioner – altså foto og video og diverse effekter – har Samsung også udstyret kameraet i Galaxy S20 Ultra med diverse smarte features, der er baseret på henholdsvis Augmented Reality og kunstig intelligens.

AR-Zone er en samling forskellige funktioner, der lader brugeren bruge kameraet til at kombinere virkeligheden med det virtuelle, mens Bixby Vision gør det muligt på forskellig vis at få flere oplysninger om omgivelserne gennem kameraet.

Nogle af funktionerne i AR-Zone er ret praktiske, mens andre er ret fjollede. (Foto: Peter Gotschalk)

Opdag

Med Opdag funktionen i Bixby Vision peger man simpelthen sit kamera på f.eks. et måltid mad, og så kan den kunstige intelligens fortælle brugeren, hvad man spiser, og hvor mange kalorier retten har.

Her har vi peget kameraet på en tallerken med spaghetti bolognese, hvilket Bixby Vision korrekt genkender. (Foto: Peter Gotschalk)

AR Emoji-kamera

Man kan give sig selv kaninører eller hundesnude med denne funktion. Eller bare gemme sig helt bag en sjov maske med AR Emoji-kameraet.

Vi gamle tech-journalister er nogle dinosaurer. Her på udflugt til templet i Karnak. (Foto: Peter Gotschalk)

Der blev ikke plads til …

Selv om denne oversigt over kamerafunktionerne i Samsung Galaxy S20 Ultra allerede er rigelig lang, så er der masser af funktioner, som vi ikke fik plads til i denne artikel. Dels et hav af yderligere AR-Zone- og Bixby Vision-funktioner (man kan f.eks. scanne vinetiketter med Bixby Vision, mens AR-Zone bl.a. kan 3D-scanne fysiske objekter eller lade brugeren virtuelt prøve de nyeste solbriller fra RayBan), men også nogle mere seriøse muligheder, som det ville gå for vidt at komme ind på her. Det gælder især Pro- og Pro Video-tilstandene, der lader brugeren styre kameraindstillinger som ISO, fokus og hvidbalance manuelt.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

USB-C-revolutionen, du ikke vil gå glip af!

Guide: Apple Arcade, Google Stadia, Netflix Games, Xbox Cloud Gaming

Din Samsung Galaxy er en vaskeægte lommecomputer

Lyd & Billede
Scroll to Top