Anmeldelse: Westworld, 4. sæson

Efter to års coronapause er en af de mest nyskabende, fascinerende, banebrydende, filosofiske og ofte dybt forvirrende serier, Westworld, endelig tilbage på skærmen.

Sæsonens tagline er “Adapt or Die”, og det skal vise sig at være en forholdsvis rammende beskrivelse.

Med 4. sæson udvikler Westworlds univers og narrativ sig yderligere, samtidig med at serieskaberne nikker anerkendende til seriens rødder. Og endnu en gang bliver vi overrasket over manuskriptforfatternes mange twists og uventede drejninger.

https://youtu.be/2l4tuNYvPa4

Fortiden gentager sig

Efter den nærmest altudslettende massakre, der var kulminationen på 2. sæson, slap nogle af “værterne” (hyperavancerede menneskelige robotter udstyret med kunstig intelligens) ud i den virkelige verden. Der ventede en kamp for overlevelse og for ikke at blive indhentet af det magtfulde konglomerat Delos, hvor The Man in Black/William (Harris) og hans svigerfar, James Delos, og derefter hans svoger, Logan Delos, kynisk trak i trådene.

I 3. sæson mødte hovedpersonen Delores (Wood) krigsveteranen Caleb (Paul) i en sæson, der udviklede sig i en mere actionfyldt retning. Da 4. sæson sparkes i gang, laver vi et spring i tid frem til 2050 og møder igen gamle kendinge fra fortiden.

Delores er blevet civilist og arbejder for et stort spilfirma i New York, hvor hun skriver baggrundshistorier til karakterer i computerspil. Hun bliver forfulgt af en gal mand, der hævder, at hun styrer hans liv, og at hun står bag alt det onde, der sker ham. Hun selv har også svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed i en hverdag, der stadig gentager sig.

Maeve (Newton) har lavet en “Jason Bourne” og er gået i skjul ude i en skov. Men fortiden indhenter hende på brutal vis, og endnu en gang må hun bekæmpe det, der skabte hende og hendes “art”. Hun genforenes med Caleb, og sammen rejser de tilbage til Westworld-parken, hvor westerntemaet nu er opgivet til fordel for en tro kopi af forbudstidens swingende Chicago. Rammerne er nye, og personerne har ændret sig, men historien er mere eller mindre den samme.

Bernard (Wright) er ikke død (nu venter vi bare på et gensyn med danske Sidse Babett Knudsen!) og begiver sig ud på en farefuld rejse, ledsaget af nogle Mad Max-lignende guerillasoldater, for at afdække det grandiose komplot, der truer hele menneskeheden.

Menneske vs. kunstig intelligens

Når den er bedst, formår Westworld på overbevisende vis at stille de helt store spørgsmål: Hvorfor er vi her? Hvad er forskellen på medfødt og tillært (kunstig) viden/erfaring? Hvad er egentlig virkeligt? Hvad sker der, hvis maskinerne bliver klogere end deres skabere? Og, ikke mindst, har vi egentlig en fri vilje?

Disse eksistentielle spørgsmål har tidligere været temaer for klassikere som Blade Runner, A.I., The Island, I, Robot og Ex Machina, og tematikken er også stærkt til stede i 4. sæson, som handler om menneskers og maskiners magt over samfundsudviklingen og over enkeltindivider. Hvem af personerne der er maskine, og hvem der er menneske, bliver efterhånden mere tilsløret og flydende, og plottet kompliceres yderligere af konstante spring i tid.

Humoren er kulsort, besk og bidende – bedst repræsenteret af den helt igennem kyniske Man in Blacks ord og handlinger; her herligt eksemplificeret ved et forfriskende slag golf med en lige lovlig selvsikker vicepræsident. Ed Harris er en klippe af en skuespillerlegende og skildrer endnu en gang den mest karismatiske og gådefulde person i dette spændende univers.

Halvvejs i sæsonen (mere har pressen ikke fået adgang til) er Dolores desværre nærmest reduceret til en biperson. Vi krydser fingre for, at hun får en mere fremtrædende rolle, for i denne omgang er det Maeve, der er den ubestridte actionheltinde og svinger sværdet.

Den eneste underudviklede figur er det Tessa Thompson i rollen som Charlotte Hale, der står for. Hendes motiver er mildt sagt diffuse, og Thompson formår heller ikke at gøre hende til en særlig interessant skurk.

Banebrydende og kompliceret

Kombinationen af et innovativt og banebrydende plot, mesterligt fotografering, intelligente dialoger, banebrydende scenografi og skuespillerpræstationer i top giver os endnu en gang et pletskud. Nogle vil nok hævde (ikke helt uberettiget), at manuskriptet er nærmest bevidst forvirrende og overkompliceret, men det er klart at foretrække frem for en tanketom serie uden substans og dybde.

Noget af wow-faktoren fra 1. sæson er desværre forsvundet, men Westworld er stadig i stand til at vippe dig af pinden både handlingsmæssigt og mentalt. Actionsekvenserne er af høj standard, og dramaturgien flyder fint – her vil du garanteret aldrig falde i søvn foran TV’et!

I en tid, hvor bl.a. Elon Musk og afdøde Stephen Hawking har advaret om, at kunstig intelligens kan betyde enden på menneskeheden, kommer Westworld ind i debatten som en knytnæve. Formålet er primært at underholde, men undervejs bliver vi også mentalt udfordret af dette fascinerende univers, hvor det ofte er lige så svært at skelne robot fra menneske som fiktion fra virkelighed.

Hvis det er længe siden, du har set 3. sæson, vil vi klart anbefale en genopfriskning, før du sætter dig i lænestolen og logger ind på HBO Max, for det er ikke ligefrem letbenet popcornunderholdning, serieskaber Jonathan Nolan (bror til Christopher Nolan) & Co. byder på. Ikke desto mindre præmierer vi endnu en gang serien med fem stjerner (anmeldelsen er baseret på de første fire ud af otte afsnit).

Første afsnit af 4. sæson af Westworld har premiere på HBO Max den 27. juni.