Anmeldelse: Thirteen Lives

I sommeren 2018 var der vel næppe et menneske i besiddelse af et TV eller en mobiltelefon, som ikke fulgte det intense grottedrama i Thailand minut for minut.

Baggrunden var, at et thailandsk fodboldhold med drenge i alderen 11-16 år i forbindelse med en fødselsdagsfejring søgte ly for monsunregnen i den enorme Tham Luang-grotte. For at slippe væk fra den stadig stigende vandstand klatrede drengene og deres træner længere og længere ind i mørket – samtidig med at grotten blev fyldt med regnvand og alle potentielle udveje blev spærret.

 

Flere end 5.000 personer fra 17 lande var involveret i den massive redningsaktion. Håbet om at finde drengene svandt, som tiden gik og regnen fortsatte med at øse ned. Guvernøren tog nu et drastisk skridt og tilkaldte et britisk eliteteam med speciale i grottedykning, til stor irritation for de thailandske SWAT-styrker.

Og efter 14 dage fandt Rick Stanton (Viggo Mortensen) og John Volanthen (Colin Farrell) utroligt nok alle drengene i live over 6,5 kilometer inde i dybet!

For at nå frem til dem måtte de svømme gennem trange, mørke gange fyldt med grumset regnvand i næsten seks timer. Det store spørgsmål var nu, hvordan i al verden man skulle kunne fragte de 12 spinkle, unge og fuldstændig uerfarne dykkere og deres træner tilbage til friheden – en seks timer lang og farefuld færd.

Instruktør Ron Howard er nok bedst kendt for Da Vinci Mysteriet, men har også store film som Apollo 13, Et smukt sind, Backdraft og Willow på CV’et. Han er velbevandret i det mellemmenneskelige drama, og fuldstændig ligesom med Apollo 13 ved vi jo alle, hvordan Thirteen Lives ender. Howard og hans team har formået at lave en seværdig og momentvis spændende fortælling om den dramatiske redningsaktion. Men filmen mangler alt for ofte nerve.

Det er til at begynde med uvant og temmelig kunstigt at høre veteranerne Mortensen og Farrell med overdreven britisk accent, men det bærer vi over med. Desværre lykkes det aldrig den sindige Farrell at få frygten og kompleksiteten frem i karakteren. På det plan lykkes Mortensen langt bedre. Stanton er da også den lidt mere kyniske skeptiker og pessimist-realist af de to; et udryk, som klæder den lidt nonchalante Mortensen.

Den fortsatte magtkamp mellem briterne, som er lidt for bedrevidende, og det thailandske militær udpensles i unødvendig grad og føles efterhånden noget konstrueret.

På det tekniske plan er filmen glimrende. Klip og billeder fører os med ind i det kulsorte mørke og får det nu og da til at løbe koldt ned ad ryggen. Men efterhånden daler den dramaturgiske spænding lidt, og selve redningsaktionen bliver for repeterende og teknisk. Over to timers spilletid er også for langt i forhold til den måde, historien præsenteres på.

Alt i alt en seværdig film, der giver interessant og uddybende information om et drama, som er uden sidestykke i nyere tid, og som alle var optaget af for nogle år siden (selv Elon Musk følte behov for at træde til – og dummede sig …). Men Howards film fungerer næsten bedre som en dokumentar end som et portræt af de virkelige personer. 4 små stjerner.

Thirteen Lives var oprindelig sat til at få biografpremiere, men bliver nu udelukkende udgivet på Amazon Prime Video den 5. august.