Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: The Unforgivable

Ulidelig lidelseshistorie

Sandra Bullock prøver at gøre sine hoser grønne hos Oscar-akademiet.

Publiceret 26/12/2021 - 17:00
The Unforgivable
Tor Aavatsmark

Desværre er det ikke alt, som glimter, der er guld – heller ikke fra streaming-giganten Netflix’ store egenproduktion.

For 20 år siden gik en politiaktion ad helvede til i et landdistrikt uden for millionbyen Seattle. Familiefaren Slater havde begået selvmord, og den lokale sherif kom med en stor, velbevæbnet styrke for at smide de to døtre Ruth (Bullock) og Emily (Nelson) ud. Tingene eskalerede, sheriffen blev skudt og dræbt, og Ruth blev idømt 20 år bag tremmer.

 

Vi spoler frem til nutiden, hvor Ruth skal prøve at stable et nyt liv på benene efter at være blevet løsladt. Dog stadig med “POLITIMORDER” nærmest tatoveret i panden, hvilket ikke mindst hendes tilsynsværge (Morgan) konstant minder hende om.

Ruth får et ydmygt værelse i byens Chinatown, et job som fiskerenser og frivillig snedker, og med tiden en mandlig bejler. Men hendes ultimative mål er at blive genforenet med sin søster, som blev overdraget til børneværnet efter sheriffens død.

Læs også Alle de nye streaming-titler i december Disse film og TV-serier kan du streame i julemåneden.

Det viser sig at være utrolig svært, idet plejeforældrene gør alt, hvad de kan, for ikke at rive op i den smertefulde fortid, og det juridisk system modarbejder hende. Derudover kompliceres Ruths hverdag af, at sheriffens to redneck-sønner ikke kan slå sig til tåls med, at deres fars morder er blevet lukket ud i det fri.

(Foto: Netflix)

Det er en sejtflydende og usædvanlig søgt og konstrueret historie, instruktør Nora Fingscheidt har skabt med dette remake af den britiske TV-serie Unforgiven (ikke at forveksle med Clint Eastwood-klassikeren af samme navn). Den har skam sine kvaliteter, men de overskygges i den grad af stereotype personer, en dramaturgi, der snørkler sig af sted, og et lidet troværdigt plot.

Sandra Bullock vandrer hele filmen zombieagtigt rundt med et konstant sammenbidt, følelsesløst stenansigt, der efterhånden nærmest kammer over i det parodiske. Vi er udmærket klar over, at filmprisjuryerne har for vane for at belønne skuespillere, som spiller simple mennesker, der kæmper med tilværelsen (eklatant eksemplificeret ved “Simple Jack” i Tropic Thunder), men der må da være en grænse …

Det hjælper heller ikke, at sheriffens enfoldige sønner er en tand for parodiske, eller at vi har meget svært ved at tro på, at advokaten (D’Onofrio), der nu bor i huset, hvor drabet skete, tilfældigvis vil hjælpe hende. Og så har vi ikke engang nævnt den søgte søde musik, der opstår mellem Ruth og hendes kollega Blake (Bernthal). The Unforgivable prøver så hårdt at være noget større og mere, end den egentlig er.

The Unforgivable_7 The Unforgivable_6 The Unforgivable_5 THE UNFORGIVABLE: JON BERNTHAL as BLAKE. CR: KIMBERLEY FRENCH/NETFLIX © 2021 The Unforgivable_10 The Unforgivable_9 The Unforgivable_3 The Unforgivable_2
<
>
(Foto: Netflix)

Der er ingen grænser for, hvilke lidelser af bibelske proportioner Ruth skal udsættes for, før hun får sin forløsning. På vejen dertil vakler Fingscheidt mellem hævn-, drama- og thrillergenren – alt sammen med en umiskendelig smag af billig 1980’er-film akkompagneret af overspil og langhårede dialoger.

Læs også Jordens hysteriske undergang Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence har store problemer med at overbevise USA’s præsident om, at dommedag er nær, i denne beske komedie.

The Unforgivable er faktisk flot fotograferet, den har (glimtvis) nogle medrivende scener og et klimaks, der formår at overraske. Men som helhed er det en film, du sagtens kan styre uden om. Der er meget bedre kvalitetsunderholdning at finde på Netflix i julen, f.eks. den glimrende Don’t Look Up eller, for Bullock-fans, Bird Box. To stjerner.

Karakter
The Unforgivable

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 10. december 2021
  • Instruktion: Nora Fingscheidt
  • Med: Sandra Bullock, Emma Nelson, Vincent D’Onofrio, Jon Bernthal, Richard Thomas, Viola Davis, Will Pullen, Tom Guiry, Rob Morgan
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2021
  • Tid: 1:52 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top