Anmeldelse: The Unforgivable

Desværre er det ikke alt, som glimter, der er guld – heller ikke fra streaming-giganten Netflix’ store egenproduktion.

For 20 år siden gik en politiaktion ad helvede til i et landdistrikt uden for millionbyen Seattle. Familiefaren Slater havde begået selvmord, og den lokale sherif kom med en stor, velbevæbnet styrke for at smide de to døtre Ruth (Bullock) og Emily (Nelson) ud. Tingene eskalerede, sheriffen blev skudt og dræbt, og Ruth blev idømt 20 år bag tremmer.

 

Vi spoler frem til nutiden, hvor Ruth skal prøve at stable et nyt liv på benene efter at være blevet løsladt. Dog stadig med “POLITIMORDER” nærmest tatoveret i panden, hvilket ikke mindst hendes tilsynsværge (Morgan) konstant minder hende om.

Ruth får et ydmygt værelse i byens Chinatown, et job som fiskerenser og frivillig snedker, og med tiden en mandlig bejler. Men hendes ultimative mål er at blive genforenet med sin søster, som blev overdraget til børneværnet efter sheriffens død.

Det viser sig at være utrolig svært, idet plejeforældrene gør alt, hvad de kan, for ikke at rive op i den smertefulde fortid, og det juridisk system modarbejder hende. Derudover kompliceres Ruths hverdag af, at sheriffens to redneck-sønner ikke kan slå sig til tåls med, at deres fars morder er blevet lukket ud i det fri.

Det er en sejtflydende og usædvanlig søgt og konstrueret historie, instruktør Nora Fingscheidt har skabt med dette remake af den britiske TV-serie Unforgiven (ikke at forveksle med Clint Eastwood-klassikeren af samme navn). Den har skam sine kvaliteter, men de overskygges i den grad af stereotype personer, en dramaturgi, der snørkler sig af sted, og et lidet troværdigt plot.

Sandra Bullock vandrer hele filmen zombieagtigt rundt med et konstant sammenbidt, følelsesløst stenansigt, der efterhånden nærmest kammer over i det parodiske. Vi er udmærket klar over, at filmprisjuryerne har for vane for at belønne skuespillere, som spiller simple mennesker, der kæmper med tilværelsen (eklatant eksemplificeret ved “Simple Jack” i Tropic Thunder), men der må da være en grænse …

Det hjælper heller ikke, at sheriffens enfoldige sønner er en tand for parodiske, eller at vi har meget svært ved at tro på, at advokaten (D’Onofrio), der nu bor i huset, hvor drabet skete, tilfældigvis vil hjælpe hende. Og så har vi ikke engang nævnt den søgte søde musik, der opstår mellem Ruth og hendes kollega Blake (Bernthal). The Unforgivable prøver så hårdt at være noget større og mere, end den egentlig er.

Der er ingen grænser for, hvilke lidelser af bibelske proportioner Ruth skal udsættes for, før hun får sin forløsning. På vejen dertil vakler Fingscheidt mellem hævn-, drama- og thrillergenren – alt sammen med en umiskendelig smag af billig 1980’er-film akkompagneret af overspil og langhårede dialoger.

The Unforgivable er faktisk flot fotograferet, den har (glimtvis) nogle medrivende scener og et klimaks, der formår at overraske. Men som helhed er det en film, du sagtens kan styre uden om. Der er meget bedre kvalitetsunderholdning at finde på Netflix i julen, f.eks. den glimrende Don’t Look Up eller, for Bullock-fans, Bird Box. To stjerner.