Anmeldelse: The Little Mermaid

Selveste H.C. Andersen skulle være den eventyrforfatter, der skabte en ny guldalder for animationsafdelingen hos The Walt Disney Company.

Med Den lille havfrue (The Little Mermaid) fik Disney et kæmpe hit hos anmeldere såvel som hos publikummerne – og en række klassikere (Skønheden og udyret, Aladdin, Løvernes konge, Klokkeren fra Notre Dame) fulgte efter som perler på en snor.

I de senere år har Disney gjort endnu en guldgrube ud af at genskabe sine animerede klassikere til live action spillefilm.

Live action-film som Løvernes konge, Alice i Eventyrland, Skønheden og udyret, Askepot og Dumbo er alle blevet store box-office-hits; altså ikke så mærkeligt, at underholdningsgiganten stadig giver fuld gas til dette projekt.

 

Men hvor flere af filmene har fået tilført noget nyt, og er blevet præsenteret i  fascinerende form som spillefilm, fejlede Disney efter vores mening kraftigt med nyindspilningen af Pinocchio, hvor de faktisk endte med at fjerne meget af det eventyrlige og unikke, som den originale animationsfilm bød på. Men nu er dette års med længsel ventede nyindspilning af klassikeren Den lille havfrue tilgængelig på Disney+ – og den er faktisk en af de bedre live action film.

Ariel (Halle Bailey) er den yngste datter af den mægtige kong Triton (Javier Bardem). En egenrådig, eventyrlysten og rebelsk teenager, der længes efter at udforske mere af verdenen end universet under havoverfladen. Efter at have reddet prins Eric fra et skibbrud, falder han hovedkulds for den gådefulde unge kvinde – men kan en havfrue virkelig eksistere på land?

Den lille havfrue befinder sig i en slags hybridkategori blandt de nye live action spillefilm. Den følger i høj grad opbygningen og plottet fra den originale film, men alligevel har den foretaget en række små ændringer, der fornyer og moderniserer historien om den unge havfrue, der drømmer om at komme op på landjorden, og leve blandt de eksotiske mennesker.

Den tydeligste ændring fra tegnefilmen (og Andersens historie) er helt klart, at vi nu har en mørkhudet kvinde i hovedrollen.

Allerede længe før den første trailer blev frigivet, skabte filmen en storm af diskussioner på nettet og på sociale medier, hvor nogle råbte vredt op over en sort (!) hovedrolleskuespiller (Halle Bailey), og klistrede mærkatet “woke!” på genindspilningen.

Unge Bailey har vi absolut intet at udsætte på. Hun har en guddommelig sangstemme, en unik tilstedeværelse og mestrer den komplekse rolle med glans og dygtighed. Da filmen nu er sat i Caribien, virker hudfarven slet ikke mærkelig, og er ikke noget, man tænker over efter de første fem minutter.

De skønne musiknumre (komponeret af Alan Menken og Howard Ashman) svinger stadig lystigt, og med små ændringer føles de stadig friske og originale, og vækker følelserne som de skal. Selv under vand formår instruktøren Rob Marshall (Chicago, Into the Woods) at levere overbevisende musikalske numre, der står fuldt på højde med det bedste, Broadway har at byde på.

Som sædvanlig er skurkerollen (ofte) den mest saftige og interessante i en Disney-film – og det gælder også for Den lille havfrue. Havheksen Ursula (Melissa McCarthy) har mere end én høne at plukke med den pompøse Triton, og ser muligheden for at stige til magtens top, når den unge Ariel er villig til at sælge sin krop (stemme) og sjæl for at blive et menneske.

McCarthy er helt vidunderlig skurkagtig som det dybt kyniske og magtbegærlige havmonster, og hun vil utvivlsomt give mareridt til de yngste i husstanden.

Men udover hende, kong Triton og den livlige Sebastian, er mange af figurerne desværre ret forglemmelige, og virker bare som statister.

Noget af det, den originale animationsfilm virkelig formåede, var visuelt at genskabe havet, bølgerne og livet under vand på en næsten magisk måde. Og efter at have set den første trailer, var vi en smule skeptiske omkring den nye version; men også på dette område er genindspilningen lykkedes godt; havfruer, havmænd og fisk ser alle naturlige ud i denne utroligt smukke undervandsverden – langt væk fra det dårlige håndværk, vi fik præsenteret i Aquaman.

 

Spillefilmen er betydeligt længere end tegnefilmen, blandt andet på grund af nogle nye musiknumre (skrevet af Lin-Manuel Miranda); de er helt okay, men tilføjer hverken figurerne eller dramaturgien noget særligt bemærkelsesværdigt. Nogle af scenerne trækker også unødigt ud.

Ariel fremstår mere som en egenrådig heltinde i 2023-versionen, uden at det virker påtaget politisk korrekt (girl-power), mens prinsen stadig er stereotyp og relativt én-dimensionel. Vi ville dog ønske, at skaberne havde udforsket Ariels farverige søskendegalleri mere, da det indeholder potentiale for konflikter og drama.

Vi kan konkludere med lettelse, at live action filmen står solidt på egne ben, tilføjer noget nyt til historien (og ‘moderniserer’ den nænsomt), og genskaber de gode stemninger og minder fra tegnefilmen. Så vi ender på 4 knaldstærke stjerner.