Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Aquaman

Are you kidding me?!

Vi ved ikke helt, hvilken genre vi skal placere Aquaman i – actionkomedie eller rendyrket (ufrivillig) parodi.

Publiceret 11/05/2019 - 18:21
Aquaman
Tor Aavatsmark

Mens Marvel-universet producerer superheltefilmperler på rad og række, har DC større problemer med kvaliteten og den økonomiske succes. Med undtagelse af Wonder Woman har der været langt mellem guldkornene, og Aquaman er endnu en misere.

Den muskuløse Jason Momoa (kendt som Daenerys Targaryens ægte- og voldtægtsmand i Game of Thrones) iklæder sig gylden dragt og trefork for at redde menneskeheden fra de syv stammer, der styrer den store verden under havets overflade.

Som uægte søn af dronning Atlanna (Kidman), der havde en romance med et menneske, vokser han op med uanede kræfter. Men han har holdt sig fra det våde element, indtil prinsesse Mera (Heard) beder ham om at indtage sin retmæssige plads på tronen for at sikre, at undervandfolket ikke udrydder menneskeheden …

Efter ti minutter sidder vi lamslået i lænestolen, usikre på, hvad der er, vi overværer. Et drama? En kærlighedshistorie? Komedie? Actionkomedie? Eller måske en parodi? De, der husker Adam West som Batman fra 1960’erne, vil nikke genkendende til plot (eller mangel på samme) og special effects i Aquaman – så slemt er det!

Med et utrolig usammenhængende og uinteressant plot er det kun filmens special effects, actionscener og karakterer, der kan redde Aquaman. Men filmen fejler på så at sige alle planer. De digitale effekter ser usædvanlig kunstige ud, og det virker slet ikke, som om Patrick Wilson og Willem Dafoe – hvad HELVEDE laver han i sådan en film?! – er under vand. Undervandsscenerne i Find Nemo ser hundrede gange mere ægte ud, og undervandsverdenen imponerer meget mere i Star Wars: The Phantom Menace.

Amber Heard (Foto: Fox/Paramount)

Midtvejs i filmen forsøger man at spice handlingen op med et strejf af Indiana Jones. Her får vi også filmens bedste (og sjoveste) scene, i en landsby på Sicilien. Trods en irriterende idiotisk ærkeskurk, Manta, bydes der på sej og underholdende action. Men ak, intet varer evigt.

Amber Heard er en fryd for øjet og skaber en god dynamik over for Momoas havnesjover af en superhelt, og han har da komisk talent. Hvis han så bare havde fået et mere intelligent manuskript og nogle bedre replikker, kunne det faktisk have været underholdende. Sarkasme og selvironi kan fungere rigtig godt i superheltegenren – se bare den utrolig sjove Deadpool – men Aquaman er ikke sjov, den er en gang infantilt, irriterende pjank. To chokerende ringe stjerner. Bliv på land!

<
>
(Foto: Fox/Paramount)

Lydsporet (Dolby Atmos) er upåklageligt på 4K-udgivelsen, med superb surround-lyd. Billedkvaliteten er god, men indimellem præget af lidt for meget støj. Hvis du orker, kan du hygge dig med hele 13 features om indspilningen af dette makværk.

Karakter
Aquaman

Fakta:

  • 4K  UHD BD
  • Release: 27/4 2019
  • Instruktion: James Wan
  • Med: Jason Momoa, Amber Heard, Willem Dafoe, Patrick Wilson, Nicole Kidman, Dolph Lundgren
  • Genre: Actionkomedie
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 2:18 timer
 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top