Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: The Batman

Dystopisk flagermuseunivers

At fylde skoene ud efter Christopher Nolan og Christian Bale var en enorm opgave – men Matt Reeves & Co. lander solidt på fødderne.

Publiceret 18/04/2022 - 09:20
The Batman
Tor Aavatsmark

I sidste ende blev det Matt Reeves (Abernes planet: Opgøret), der fik ansvaret for at instruere Batmans “genopstandelse”. Reeves står også bag manuskriptet, som dykker dybt ned i Batmans alter ego Bruce Waynes baggrund og motiver.

Bruce Wayne/Batman er DC-superhelteuniversets mindst superhelteagtige superhelt. Han er aldrig kommet sig over det brutale mord på sine forældre og har svoret at vie sit liv (og sin enorme rigdom) til at bekæmpe ondskab og uretfærdighed i sin elskede Gotham City.

Men trængte denne franchise virkelig til endnu en reboot efter hele 11 Batman-film, inklusive en spektakulær trilogi (2005-2012) fra mesteren Christopher Nolan?

Det korte svar er ja. Selv om The Batman ikke ligefrem tilføjer noget chokerende nyt til genren, er det en solid film, Reeves og Pattinson præsenterer, hvor hovedpersonen får mere dybde og personlighed end i de tidligere film.

Men dem, der stadig forbinder den kappeklædte hævner med flagermuseører, fejende kappe og måske den komiske 1960’er-version med Adam West, vil nok have svært ved at genkende det dystopiske univers, Matt Reeves præsenterer i årets film.

Mørket har sænket sig over Gotham

Flere højtstående samfundsstøtter bliver brutalt taget af dage i Gotham, en beskidt by både visuelt og mentalt. Her florerer korruption, bandekriminalitet og moralsk forfald; og både korrupte politikere og politifolk sælger deres tjenester til højestbydende.

Denne dystre, dystopiske version af New York har aldrig set mere grå og trist ud – det regner konstant, og himlen er mørk, i bedste fald ildevarslende skarlagensrød. Da man finder beskeder til “The Batman” i den bunke af lig, der tårner sig op, bliver Bruce Wayne og hans alter ego ubønhørligt trukket ind i miseren.

Den eneste, han kan stole på, er den altid loyale, renskurede politimand James Gordon (Jeffrey Wright, Westworld).

De to herrer aner konturerne af en sammensværgelse, hvor trådene leder til byens førende gangster, Pingvinen (en uigenkendelig Colin Farrell), ejeren af den slibrige natklub The Iceberg Lounge. Her møder Batman også den gådefulde Selina Kyle (Kravitz), som gerne vil bistå Batman og spinder forførende i sin tætsiddende kattedragt … Mjav!

Sporene peger tilbage til Waynes fortid, hvor hans milliardærfar og dennes kreative forretninger kan have noget at gøre med det kollaps, der truer Gotham.

Andy Serkis (Ringenes Herre) har overtaget rollen som Bruces loyale butler og sjælesørger, Alfred (en rolle, der i mange år blev spillet af Michael Caine). Men heller ikke hos ham sidder de rappe replikker løst længere.

The Batman 7
The Batman (Foto: HBO Max)

Blændende grimsmukt

Visuelt minder Reeves’ version af Gotham meget mere om Blade Runner 2049 end de tidligere mere tegneserieinspirerede filmversioner.

Kulisserne er mastodontiske, nedslidte skeletter af faldefærdige betonbygninger. Der er stadig en antydning af den tidligere blomstrende industriby, men nu oser den af forfald og nedgangstider (a la det virkelige Detroit) med mange kvarterer, hvor politiet ikke kommer.

Regnen dominerer, både vejrmæssigt og mentalt. Byen er overbefolket af desillusionerede indbyggere, der efterhånden har givet efter for håbløsheden.

Det hele understøttes af en sort og orange lyssætning, som bærer præg af, at dommedag er lige om hjørnet, samt et voldsomt, brutalt soundtrack fra Michael Giacchino. Den svævende fotografering af Greig Fraser (Zero Dark Thirty) trækker os ind i dette fordærvede univers.

The Batman 5
The Batman (Foto: HBO Max)

En menneskesky, humørsyg Batman

Efter at Michael Keaton, Val Kilmer (gud bedre det!), George Clooney, Christian Bale og senest Ben Affleck har iklædt sig Batman-dragten, faldt valget denne gang noget uventet på den lettere anæmiske Robert Pattinson.

Pattinson er bedst kendt fra de sødmefyldte vampyrteenagefilm The Twilight Saga. En serie, hvor vi ikke ligefrem kan sige, at vi blev blæst bagover af hans evner som skuespiller.

Men efter at have sat vampyrkarrieren i bero har Pattinson truffet nogle kloge valg og er vokset som skuespiller. Noget, der kulminerede i den rystende The Lighthouse. Hans alsidighed som skuespiller fik vi en prøve på i form af det kyniske, selvretfærdige røvhul af en præst i den ubehagelige dramafilm The Devil All the Time.

Pattinsons anæmiske, lettere androgyne ydre klæder den nedtonede, humørforladte, menneskesky version af Batman. Væk er den flamboyante playboy, rigmandssønnen Bruce Wayne, som bl.a. Christian Bale skildrede. Vi ser for os, at Pattinsons version tilbringer flere timer på en briks hos sin dybt bekymrede psykolog end på natklubgulve.

Mordet på hans forældre, som han som ung dreng var vidne til, har altid været et centralt element i Batman-sagaen – det er netop det, der er hans bærende drivkraft. Men i The Batman er det også det, der piller ham ned (mentalt). Han er tynget af ansvar, frygt og selvforagt, og tvivler på hvert valg, han træffer.

Manden er tydeligvis dybt traumatiseret; han kan ikke komme videre og har det svært med mellemmenneskelige relationer. I denne verden er der ikke plads til skæg og ballade, heller ikke af den beske slags. Pattinson er et glimrende valg til at portrættere en Batman i en så sårbar sindstilstand. Hans lidt ynkelige “undskyld-jeg-er-her”-udseende klæder figuren til fingerspidserne.

The Batman 2 The Batman 3 The Batman 9 The Batman 4
<
>
The Batman (Foto: HBO Max)

Et plot man glemmer

Persongalleriet og deres mørke personligheder spejles af en dyster stemning, der af og til balancerer hårfint på kanten af parodi. Vi forstår fuldt ud, at Batman føler behov for at hviske midt på en politistation, men når næsten enhver scene, selv tete-a-tete med Catwoman på et øde tag, foregår med en bidsk hvisken, kan det kamme over i det parodiske og selvhøjtidelige.

Filmens svageste punkt er faktisk selve plottet. At moralsk fordærvede kriminelle forsøger at tage kontrol over byen, er hverken originalt eller særlig spændende. Faktisk er det noget, vi har set gang på gang i lignende film, og hurtigt glemt. Heldigvis bidrager en afskyelig Pingvinen stort til underholdningen; garanteret en person, Trump ville kalde et geni!

Tempoet falder lidt for derefter for alvor at tage fart, idet en rablende The Riddler (Dano) bidrager med en passende dosis infam “genialitet”. Samtidig bliver Catwoman Batmans vigtige bindeled til det menneskelige aspekt og den, der holder ham ved sine fulde fem.

The Batman 6
(Foto: HBO Max)

Det menneskelige aspekt

Filmen virker aldrig kedelig, men næsten tre timers spilletid er stadig i overkanten. Her kunne Reeves & Co. med fordel at have taget et par runder mere i klipperummet.

Det er det desillusionerede persongalleri og den iboende ondskab, der fascinerer mest i denne udgave af Batman, og på det plan svigter filmen ikke. Ofte fremstår den mere som en dystopisk thriller end en klassisk superhelte-actionfilm.

The Batman er blevet en meget anderledes film end Nolans Dark Night-trilogi, men ikke dårligere. Mindre actionfyldt og mere fokuseret på det menneskelige plan, men nogen opløftende film er det bestemt ikke. Fem stjerner.

The Batman havde biografpremiere den 4. marts og får streaming-premiere på HBO Max den 18. april.

thebatmanposter
(Foto: HBO Max)

Karakter
The Batman

Fakta:

  • HBO Max
  • Release: 20. april 2022
  • Instruktion: Matt Reeves
  • Med: Robert Pattinson, Zoë Kravitz, Jeffrey Wright, Colin Farrell, Paul Dano, John Turturro, Peter Sarsgaard, Andy Serkis, Jayme Lawson
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2022
  • Tid: 2:56 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top