Anmeldelse: Sky Rojo, 2. sæson

I 1. sæson af den fyrrige spanske action-krimi-serie Sky Rojo fik vi at vide, at 40 procent af spanske mænd har købt sig til “glædespiger”. Så det er ikke så underligt, at alfonsen Romeo (Etxeandia) er blevet rig på sin gesjæft med tre bordeller på Tenerife. At han er et udpræget røvhul, er derimod nok medfødt.

Det er en beskidt industri, som belastes yderligere af menneskehandel og fysisk og psykisk mishandling af de involverede kvinder.

 

Slyngveninderne Coral (Sánchez), Wendy (Espósito) og Gina (Prado) bærer alle på en tragisk forhistorie med en dysfunktionel familiebaggrund, som har ledt dem til prostitution. I 1. sæson så vi dem komme halsbrækkende væk fra bordellet, men Romeo og hans to lakajer er stadig på jagt efter dem – og hvad skal de leve af nu?

Serieskaber, manuskriptforfatter og producent Álex Pina har befæstet Spanien som et af de mest spændende TV-serielande med bl.a. Papirhuset (Netflix) og The Pier (HBO). I Sky Rojo er han så inspireret af Quentin Tarantino, at det nærmer sig kopi, men serien er dog så spansk i sin form og tilpas original til, at vi nøjes med at kalde det en hommage.

Meget af 2. sæson fokuserer på Romeos brændende ønske om hævn over Coral, der har svigtet ham, og hans to håbløse lakajers jagt på pigerne. Det ynkelige brødrepar Moíses (Silvestre) – der er hjernen af de to – og Christian (Auquer) – der er totalt impulsiv og uden hjerne – er fanget i Romeos klamme greb og vil gå langt for at adlyde ham og få pigerne tilbage i folden.

Det udarter sig til vilde skyderier og biljagter samt bizarre flashbacks til livet på bordellet. Til sidst kidnapper pigerne en af Ginas mest hengivne kunder for at tvinge ham til at hjælpe dem med at starte et nyt liv. Ubetaleligt underholdende!

Tonen er fræk, men samtidig spøgefuld og sarkastisk, mens persongalleriet er karikeret og stereotypt. Serien kan på overfladen let misfortolkes som plat, vulgær og spekulativ, men hvis man ser bag kulisserne, handler historien om kvinders kamp for retten til bestemme over deres egen seksualitet og deres liv.

Der er brugt meget håndholdt kamera og hurtig klipning. Farverne er skruet helt op og nærmest vulgære, og lyset spiller også en vigtig rolle. Det heftige soundtrack matcher den intense handling, og Sánchez, Espósito og Prado imponerer endnu en gang i de krævende roller.

Pina strækker elastikken lidt for langt denne gang, og historien går indimellem fra helt vild til totalt usandsynlig – efterhånden er der ingen grænser for, hvad personerne slipper af sted med, og hvad de kan tåle. Men hvis du kunne lide 1. sæson, vil du helt sikkert blive underholdt endnu en gang. Fire stjerner.

PS! Hele sæsonen varer kun tre timer og 43 minutter, så den kan let binges på en regntung sensommeraften.