Anmeldelse: Senior Year

Rebel Wilson som en cheerleader, der pludselig vågner op efter 20 år i koma, kunne sagtens være udgangspunktet for en sjov film. Men nej, med Senior Year har Netflix produceret en af de dårligste, mindst engagerende og mindst lattervækkende komedier i lang tid.

Med fare for at fremstå som en mavesur gammel mand, der ikke forstår “ungdommelig” humor, kaster vi os frygtløst ud i det …

Bare så det er sagt: Vi forventer ikke noget dybt mellemmenneskeligt, flerdimensionelt drama af Shakespeareske proportioner, når vi står over for en film med Wilson i hovedrollen. Hvad vi derimod forventer, er letbenet, kald det bare “tanketom” komik med rappe replikker, en vis portion charme, et i hvert fald delvist sammenhængende plot og nogle personer, som vi kan relatere til.

Desværre lever Senior Year ikke op til ét eneste af disse punkter.

Vi befinder os i slutningen af de sorgløse 1990’ere, og Britney Spears brager ud af stereoanlæggene. En af skolens mest populære piger er den fagre Stephanie (Rice/Wilson), og den smilende 17-årige cheerleader-kaptajn hænger ud med alle de “rigtige” piger.

Men under et arrangement i gymnastiksalen går det helt galt, og Stephanie ender i koma efter et voldsomt fald. 20 år senere vågner hun pludselig op i en hospitalsseng – til en verden, der er forandret.

Præmissen med at springe fremad i tiden, eller at teenagere pludselig befinder sig i en voksen krop, er ikke noget nyt tema i film og er ikke mindst perfektioneret af Tom Hanks i Big (1988). Men hvor Big sprudlede af charme og glimt i øjet, er Senior Year plat, uengagerende og decideret kedelig.

Instruktør Alex Hardcastle har placeret sig selv i en uelegant spagat, idet han prøver at kombinere letbenet high school-komedie med grovkornet seksuel humor, der jo er Wilsons varemærke. Noget, som hverken han eller filmen slipper godt fra.

De allerfleste “morsomme” replikker lander desværre på halen, og mens vi ser filmen, kan man høre en knappenål falde til jorden. Det er bestemt ikke latter, der præger vores testpublikum.

Desuden bliver der gjort alt for lidt ud af de muligheder, som præmissen åbner op for, i og med at Stephanie er “sprunget” 20 år frem i tiden. Man nøjes med nogle simple slapstick-replikker om mobiltelefoner og om, at Lady Gaga ligner en letpåklædt udgave af Madonna.

Senior Year forsøger sig ganske vist med lidt mere dybde i form af nogle halvhjertede antydninger af en kritik af kropspres og et overfladisk samfund, men også det løber ud i ingenting.

Personerne er gennemgående stereotype og endimensionelle, og selv de voksne fremstår som ubearbejdede parodier. Det er synd, for Rebel Wilson kan faktisk være rigtig morsom, hvilket hun ikke mindst beviste i Bridesmaids – men nogen leading lady er hun tydeligvis ikke.

Kort opsummeret kan vi sige, at Senior Year fejler fundamentalt, når det gælder en komedies vigtigste opgave: Den er overhovedet ikke morsom. Hvilket er en kardinalsynd! Så bliver næsten to timers spilletid ulidelig at komme igennem. Det er simpelthen pinlig dårligt. Én ynkelig stjerne til denne begrædelige seance.