TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Sarah Cooper: Everything’s Fine

Eklatant spild af komisk talent

Den ellers superbe Trump-imitators nye Netflix-show er en ordentlig maveplasker.

Af / 25/11/2020 - 15:18
Sarah Cooper: Everything’s Fine
Tor Aavatsmark

Da det tilbage i august blev annonceret, at standupkomikeren Sarah Cooper ville få sit eget Netflix-show, var forventningerne høje – så meget desto større er skuffelsen over det færdige resultat.

Mange komikere og skuespillere har parodieret den narcissistiske og enfoldige 45. amerikanske præsident, Donald J. Trump (som stadig ikke har opgivet drømmen om en anden embedsperiode). Men når virkeligheden er så fascinerende outreret og usandsynlig som i den nuværende situation, er komikerne ofte kommet til kort.

(Foto: Netflix)

Da coronapandemien skyllede ind over hele verden, mens manden bag “The Resolute Desk” affærdigede virussen som en almindelig influenza, et påfund fra Demokraternes side og/eller bluff, trådte en ny komediestjerne frem i lyset. Fra sit hjemmekontor begyndte den 43-årige Sarah Cooper at parodiere og efterligne Trump. Ikke ved at fordreje sin stemme eller finde på platte, hårrejsende, fornærmende og dumme ting at sige – nej, hun skar helt ind til kernen.

Læs også Nu kommer Diana i The Crown Med november kommer den første natfrost, og mørket sænker sig her mod nord. Med andre ord en perfekt undskyldning for kvalitetstid foran TV’et.

Cooper brugte ægte optagelser af taler og pressekonferencer med The Donald i fri dressur. Uklippet og ufordrejet lagde hun små lip-sync’ede videoklip på TikTok af en gal mands rallen, mens hun fremstillede Trump ved (bogstavelig talt) at lægge hans ord i sin mund.

Her var der ingen paryk, sminke eller effekter, kun “the Leader of the Free World” i al sin glans. På denne geniale måde afklædte hun præsidenten fuldstændig.

Annonce
(Foto: Netflix)

På kort tid nærmede hun sig 600.000 følgere på TikTok og over 2,1 millioner Twitter-følgere (@sarahcpr). Hvilket selvfølgelig ikke gik upåagtet hen hos verdens førende streaming-tjeneste. Cooper skrev kontrakt med Netflix, og resultatet er Sarah Cooper: Everything’s Fine.

Konceptet i specialshowet er Cooper som fiktiv leder af et arketypisk amerikansk morgen-TV-show med en blanding af nyheder, vejr, reportager, interviews og gæster i studiet. Den røde tråd er coronapandemien, og at 2020 helt generelt er et annus horribilis med utallige tragedier og naturkatastrofer, hvor den altid krampagtigt smilende studievært prøver at formidle, at alt er i den skønneste orden.

(Foto: Netflix)

Så langt, så godt – problemet er bare, at næsten ingen af ​​de mange sketches er i nærheden af at være morsomme. Humoren er så plat, at vi faktisk spekulerer på, om det er en dummy-pilot, som Netflix har lagt ud ved en fejl. Indslagene virker ufærdige og på forsøgsstadiet.

Læs også Corona-boost for Netflix Hjemmekontorer og corona-karantæne giver voldsom seervækst for streaming-giganten.

Det er bestemt ikke gæstelisten, der er problemet, for Cooper får støtte fra stærke navne som Ben Stiller, John Hamm, Helen Mirren, Maya Rudolph (SNL), Jane Lynch, Winona Ryder og Marisa Tomei. Men det ene indslag efter det andet falder fuldstændig til jorden – uden nerve, komisk timing eller ironisk bid.

(Foto: Netflix)

Bage-sketchen med Jane Lynch fra The Marvelous Mrs. Maisel er utroligt, pinligt umorsom. Et andet indslag, hvor Cooper selv er klovn på en udendørsscene, og publikum corona-tidskorrekt nok sidder i deres biler på en parkeringsplads, slår ikke ud til mere end 2 eller 3 på vores latterskala (der går fra 1 til 10). Selv interviewet med Ben Stiller som kunstig intelligens er meningsløst, tamt, uoriginalt og lige så plat som en skolerevy.

Her svigter det konsekvent i alle led, og den ene flove vits følger den anden. Instruktionen ved Natasha Lyonne er usammenhængende, kedelig og rodet, og selv om Cooper har allieret sig med en hel hob af manuskriptforfattere, er resultatet ikke desto mindre chokerende tandløs satire og ikke i nærheden af ​​ hendes eget standup-show eller hendes Trump-imitationer.

(Foto: Netflix)

Det eneste, der redder showet fra den totale katastrofe, er de fire scener, hvor Cooper parodierer Trump. De sidder (relativt) godt, især en absurd monolog på golfbanen og “Grab ’em by the pussy”-dialogen, men som helhed står showet til dumpekarakter. To sølle stjerner.

PS: Drop Netflix-showet og se hellere alle Sarah Coopers herlige Trump-parodier på YouTube. Her er hun i sit es, og hendes mest sete Trump-video, How to Medical, har indtil videre over 20 millioner (!) visninger på sociale medier.

(Foto: Netflix)

Karakter
Sarah Cooper: Everything’s Fine

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 27. oktober 2020
  • Instruktion: Natasha Lyonne
  • Med: Sarah Cooper, Fred Armisen, John Hamm, Ben Stiller, Helen Mirren, Maya Rudolph, Jane Lynch, Winona Ryder, Marisa Tomei
  • Genre: Komedie
  • Land: USA
  • År: 2020
  • Tid: 0:49 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top