Anmeldelse: Nomadland

Flot natur kontra medaljens bagside

Frances McDormand spiller sit livs rolle i årets store Oscar-vinder.
Karakter
Drama
Nomadland
forfatter

Natten til mandag vandt Nomadland tre af de mest eftertragtede Oscar-priser for coronafilmåret 2020: Bedste film, bedste instruktør og bedste kvindelige skuespiller – og det var bestemt ikke nogen tilfældighed eller “hændeligt uheld” fra Oscar-akademiets side.

Læs også
Dansk Oscar-fest Dansk festaften i Hollywood i nat.

Vi nærmer os som regel opgaven med en solid dosis sund skepsis, når rige, succesfulde amerikanske stjerner skal skildre dem nederst på samfundsstigen, for det kan let blive påtaget og opleves som konstrueret og lidt pinligt – men det er afgjort ikke tilfældet med Nomadland!

Chloé Zhao, som også sidder i instruktørstolen på denne næsten dokumentariske film, har skrevet et utrolig intimt, troværdigt og ægtefølt manuskript baseret på en bog af Jessica Bruder.

Grundpræmisset er baseret på en sand historie om en lille amerikansk by i Midtvesten, der brutalt får lukket sin vigtigste virksomhed nærmest fra den ene dag til den anden. Flertallet af indbyggerne bliver arbejdsløse og står på bar bund, og inden der er gået et år, er byen de facto lukket og affolket.

Enken Fern (McDormand) er en af de sidste, der forlader spøgelsesbyen. Barnløs, arbejdsløs og med et CV fuld af diverse småjobs har hun ikke engang mulighed for at leje et sted at bo. I bedste fald kan hun håbe på en førtidspension til at dække sine udgifter til mad.

Fern beslutter sig for at leve et liv på landevejen, konstant i bevægelse i sin gamle rustbunke af en varevogn (“Vanguard”), og kører gennem Det Forjættede Land i sin søgen efter forskellige småjobs, varme, venlighed og en følelse af at høre til.

Annonce

Undervejs ernærer hun sig fra hånden og i munden med kortvarige jobs, bl.a. hos Amazon, hvor de har brug for ekstra (billig!) arbejdskraft til at pakke alle den amerikanske middelklasses julegaver, samt på truck stops og i diverse butikker. Altid på vej til det næste sted, det næste varme måltid og det næste fællesskab.

Et fællesskab finder hun blandt ligesindede på landevejen. Vor tids “nomader”, der mere eller mindre frivilligt lever på kanten af samfundet og er faldet fuldstændig igennem USA’s sociale sikkerhedsnet (som har store huller og mangler).

(Foto: Walt Disney)

Nomadland er produceret som en dokumentarfilm, hvor vi seere bliver en flue på væggen i Ferns ustadige liv. Filmens fotograf er den relativt unge Joshua James Richards, der på eksemplarisk vis både fanger de store, majestætiske landskaber i USA – hvad enten det er redwood-skove, ørken eller prærie – og tager os med ind i Ferns klaustrofobisk trange van.

Det mest interessante aspekt er de mennesker (hvoraf langt de fleste er amatører), som hun møder på vejen, og som har vidt forskellige grunde til at leve i en van/autocamper/campingvogn – altid på vej til det næste stop, til en ny festival eller et varmere sted at tilbringe nogle måneder: “I’ll see you somewhere down the road.

Nogle flygter efter at have mistet kærligheden, andre er draget ud på landevejene som følge af sygdom eller en følelse af ikke at høre til i det “normale” samfund; nogle er anarkister, der elsker det frie liv, mens andre igen er presset ud af samfundet som følge af økonomiske nedgangstider.

(Foto: Walt Disney)

Fern er faktisk et sted midtimellem. Hun bor ganske vist i en varevogn, fordi hun ikke har råd til tag over hovedet og ikke har nogen uddannelse, der kunne sikre hende et godt job. Men samtidig foretrækker hun nomadetilværelsen og livet på prærien frem for at blive “lukket inde” i en kasse i et forstadshelvede med stakit, stationcar og hund.

Frances McDormand er simpelthen suveræn i sin skildring af denne komplekse frie sjæl. Det er et skuespil, som giver os kuldegysninger ned ad ryggen, McDormand (der tidligere har vundet fem Oscars) her brillerer med.

Hendes skuespil er så ægte, subtilt og naturligt, uden antydninger af overspil, at ens hjerne efterhånden bliver overbevist om, at det er en dokumentar, man ser, om denne stolte, stovte kvinde og hendes usædvanlige liv. Selv hævder hun hårdnakket, at hun “ikke er hjemløs, kun husløs”, og der er stor forskel.

Annonce
Nomadland_2 null null null null
<
>
(Foto: Walt Disney)

Men trods et fremragende manuskript, der giver anledning til refleksion, samt blændende fotografering og skuespil i top, stiller vi os noget tvivlende over for instruktørprisen. Nomadland er en meget stærk film, men indimellem halter dramaturgien og fremdriften lige lovlig meget.

Klipningen af og ikke mindst mellem scenerne er til tider lige så flygtig som Ferns omstrejfende liv – lidt for meget uden mål og mening. Det er sikkert med vilje for at gøre filmen mere “dokumentarisk”, men ikke altid lige vellykket.

Fem stjerner til en film, som garanteret ikke vil efterlade dig uberørt.

Nomadland kan streames på Disney+ fra i dag, den 30. april.

(Foto: Walt Disney)

Annonce
Fakta
  • Disney+
  • Release: 30. april 2021
  • Instruktion: Chloé Zhao
  • Med: Frances McDormand, David Strathairn, Linda May, Patricia Grier, Angela Reyes, Carl R. Hughes
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2020
  • Tid: 1:47 timer
IMDB Rating
Nomadland (2020) 107min | Drama | 19 February 2021 (USA) Summary: A woman in her sixties who, after losing everything in the Great Recession, embarks on a journey through the American West, living as a van-dwelling modern-day nomad.
Countries: USA, GermanyLanguages: English

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.
Annonce
Annonce

Læs også