Anmeldelse: Jo Nesbøs Harry Hole, 1. sæson

I mange år er kriminalromaner af mange blevet betragtet som lidt andenrangs litteratur. Det er efter vores mening heller ikke helt ubegrundet, for der udgives enorme mængder generiske, klichéfyldte, letkøbte og forudsigelige kiosklitteratur-krimier fra forlagene.

Ikke desto mindre topper netop krimierne boghandlernes salgslister år efter år. Og en af de forfattere, der virkelig har formået at fange både publikum og et næsten enstemmigt anmelderkorps, er den norske krimikonge Jo Nesbø (66).

Samlet set har Nesbøs krimier solgt over 60 millioner eksemplarer på verdensplan – oversat til 50 sprog og udgivet i 180 lande.

Multikunstneren har desuden skrevet 13 romaner (1997–2022) om den ambitiøse og ihærdigt retfærdighedssøgende drabsefterforsker Harry Hole hos Oslo-politiet; en mand der kæmper med sine indre dæmoner og et til tider voldsomt alkoholforbrug. I TV-serien spilles han af Tobias Santelmann, kendt fra Exit.

 

Fra Staterne til Oslo

Da vi hørte, at Netflix-bossen Ted Sarandos tilbød et nærmest ubegrænset budget; at den særegne og kompromisløse instruktør Øystein Karlsen (Exit) stod klar – og at de frit fik lov til at lege med det fascinerende krimi-univers omkring Jo Nesbøs Harry Hole – blev vores forventninger skruet helt i vejret.

Oprindeligt planlagde Netflix at lave en amerikansk serie, som foregik i USA, og med amerikanske skuespillere. Heldigvis fik Nesbø dem talt fra den idé. I løbet af 2024 filmede Netflix-holdet on location i Oslo-området samt i Filmparken på Jar. Optagelserne fandt sted på mere end 160 forskellige steder i Oslo, herunder ikoniske Harry Hole-lokaliteter som Harrys stamsted “Restaurant Schrøder” og Frognerbadet.

Nesbø og Karlsen har kendt hinanden i over 20 år og har tidligere samarbejdet om blandt andet Exit og So Long Marianne, hvor Nesbø var en af manuskriptforfatterne. På Harry Hole-serien er Nesbø selv både serieskaber, executive producer og manuskriptforfatter, mens Karlsen har fået Anna Zackrisson med som med-instruktør.

Dog var vi en smule tilbageholdende på grund af, hvad der skete med filmatiseringen af The Snowman (2017) – trods meget dygtige folk både foran og bag kameraet. Men efter at have tilbragt over syv timer i Oslos mørke baggader kan vi glædeligt konstatere, at Jo Nesbøs Harry Hole er noget af det bedste, der nogensinde er produceret inden for nordiske TV-serier – og definitivt den bedste kriminal-serie, med potentiale til at nå et bredt internationalt publikum.

Seriemorder i en glohed hovedstad

Første sæson af denne big-budget Netflix-produktion er hovedsageligt baseret på romanen Marekors (2003), men indeholder også elementer fra Rødstrupe og Sorgenfri.

Nesbøs skarpe pen er kendetegnet ved hans psykologiske indsigt i de mangefacetterede karakterer, et farverigt persongalleri og romaner, der ikke viger tilbage for eksplicit og brutal vold. En stil, som serien på flot vis udlever og udvider.

Vi befinder os i Oslo midt om sommeren, præget af masseferie, stilhed i de snavsede gader og en kvælende hedebølge. Hole er både personligt og professionelt helt nede efter et brud med kæresten Rakel (Pia Tjelta, Made in Oslo) og tabet af en god kollega. Pludselig begynder der at dukke lig op på forskellige adresser i Oslo – alle med en stjerneformet rød diamant og en afskåret finger…

Harrys kollega, den hemmelighedsfulde overbetjent Tom Waaler (Joel Kinnaman, For All Mankind), sættes til at lede efterforskningen af den indviklede seriemordersag. Han er kendt for at bøje lovens grænser, men hans lidt servile chef ser gennem fingre med det på grund af hans gode resultater.

Hole derimod er totalt overbevist om, at Waaler er fuldstændig gennemkorrupt – og at han også står bag det brutale mord på deres fælles kollega. Men når Hole møder op på arbejde beruset, hænger hans troværdighed og allerede skrantende karriere i en tynd tråd.

To besatte mænd

Selve krimigåden, der udfolder sig, er indviklet, spændende og fuld af overraskelser og uventede drejninger. Men det er hele tiden persongalleriet, der bærer serien og driver dramaturgien frem.

Kinnaman er brillant som den iskold-cyniske psykopat, der kun er ude efter at fremme sine egne interesser – uanset konsekvenserne for alle andre. Han skifter med legende lethed fra venlig og tilsyneladende jovial til fuldstændig rabiat galning på et øjeblik.

De to mænd er åbenlyse modsætninger både privat og på jobbet. Den ene fremviser sin rigdom i designertøj og en nypoleret Lotus, mens den ligeglade Hole slentrer rundt i slidte jeans med en cigaretstump i mundvigen og transporterer sig fra A til B i sin gamle Ford Escort.

En af de mest indgroede klichéer i krimi-genren er den ensomme, nedbrudte og stærkt alkoholiserede efterforsker. En kliché Nesbø bestemt ikke undgår. Men med instruktør Karlsen og Santelmanns fortolkning bliver Hole en stærkt menneskelig og relaterbar figur.

Med et lidt forslået udtryk som en tidligere bokser, der har taget lidt for mange runder i ringen, er den alsidige Santelmann et perfekt match til rollen som efterforskeren, der kæmper med sine indre dæmoner, sit skrantende privatliv og sin søgen efter retfærdighed for ofrene. Hård på ydersiden, men blød indeni. Smerterne og kvalerne dulmer han med alkohol, og bliver dæmonerne for påtrængende, kan han altid bede sin gode ven – taxachaufføren spillet af Kristoffer Joner – om nogle piller, der kan slå ham helt ud.

Samspillet mellem Santelmann og Kinnaman gnistrer. Waaler ved præcis, hvilke knapper han skal trykke på for at komme ind under huden på Hole – som når han udførligt beskriver, hvor fascinerende det er at mærke på et helt frisk lig, mens energien langsomt forlader kroppen.

For dem begge er arbejdet afhængighedsskabende og altopslugende – hver på deres dysfunktionelle måde.

Teknisk brillant

Fra fotografering, forbilledlig lyssætning og klipning til detaljerede rekvisitter (i en tidløs nutid) og specialeffekter imponerer serien virkelig med sin evne til at skabe en stemning af et næsten dystopisk, nedslidt og fordrukket Oslo. Den ser forbandet godt ud – selv om turistchefen i hovedstaden næppe vil gnide sig i hænderne.

Et grelt grøn-gult, sepia-brunt lys gennemtrænger de fleste scener, og især Oslos natteliv fremstår grimt og uindbydende. Nesbø har selv udtalt, at ambitionen var at fremstille Oslo mørkere, end mange er vant til at se. Fotograf Ronald Plante (Reacher) giver hovedstaden et udtryk som en krydsning mellem Detroit-slum og det dystopiske bylandskab i Blade Runner 2049. Her er Oslo ikke blot kulisse, men en karakter i sig selv – konstant badet i skygger.

Som vanligt går Nesbø ikke af vejen for eksplicit vold, og serien indeholder rigeligt af den. Alligevel fremstår den aldrig umotiveret eller voldsforherligende – snarere som en klinisk og kølig observation af, hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden.

Karlsen er ikke en subtil instruktør og maler gerne med bred pensel. Men han har sans for detaljer, for særegne kameravinkler og for at zoome helt tæt ind på personerne – både visuelt og følelsesmæssigt. Sammen løfter han og Nesbø krimi-plottet til noget større, hvor mennesker af kød og blod står i centrum, og hvor vi virkelig kommer til at bekymre os om dem.

Og dette dystre krimiunivers kunne næppe have fundet en bedre musikalsk partner end “mørkets mester”, australieren Nick Cave. Med Cave og Warren Ellis som ansvarlige for seriens originalmusik har Nesbø fundet sine perfekte “partners in crime”. Duoens melankolske musik passer perfekt til Holes univers.

Specialeffekterne sidder for det meste lige i skabet og er på niveau med det bedste fra amerikanske TV-serier og film. Dog skurrer enkelte green-screen-scener fra Harrys terrasse lidt, ligesom nogle skudsår virker lidet overbevisende, og placeringen af en af hovedpersonernes huse midt på centralbanen virker besynderlig. Enkelte figurer fremstår også lidt overdrevent karikerede.

 

Et broget persongalleri

Der er mange mord at forholde sig til og mange sidehistorier, som skal flettes ind i et usædvanligt bredt og mangfoldigt persongalleri – præget af et sandt overflødighedshorn af dialekter.

Her kunne man med fordel have skåret lidt ned på den imponerende rollebesætning, som næsten bliver til en gættekonkurrence i “hvilken skandinavisk skuespiller er ikke med”. Det er ikke altid let at “kill your darlings”, men det er ofte nødvendigt.

Det er dog befriende endelig at se en “normal” politichef, her i form af den rolige Anders Baasmo (Harald og Sonja), som ikke passer ind i klichéen om den råbende, usympatiske chef. Samtidig er Frank Kjosås fuldstændig ubetalelig som den dybt følelsesladede teaterproducer, der mister sit livs kærlighed.

Den alsidige Kristoffer Joner er på sin side som skabt til rollen som den lyssky taxachauffør og dealer for Hole, mens karakterskuespilleren Jesper Christensen leverer tør humor. Og Dagny viser endnu en gang, at hun rummer mere talent end blot at synge fængende popnumre. Desværre får den ellers bundsolide Tjelta lidt for lidt at arbejde med, mens Anne Dahl Torp næppe er set bedre.

Elegant balance

Serien balancerer på elegant vis den intense magtkamp mellem to politimænd på hver sin side af loven, med mange gråzoner, og den intensive jagt på en brutal morder. Alt sammen krydret med et usædvanligt engagerende persongalleri.

Klimakset bliver måske lidt vel spektakulært, men Nesbø har syet en imponerende velfungerende løsning sammen på mordgåden.

Serien er ikke fejlfri, men bestemt noget af det bedste, vi har set inden for krimi-genren. Politifagligt aner man et strejf af Harry Bosch, men i et langt mere brutalt, komplekst og fascinerende univers.

Med enestående produktionskvalitet i alle led og en stjernebesætning, der alle leverer over forventning, har Netflix virkelig skudt papegøjen med Nesbøs værk.

6 svage stjerner til Nesbø, Karlsen & Co. – og vi ser allerede frem til anden sæson.

Serien bliver årets påskekrimi, når den lanceres med ni episoder på Netflix den 26. marts.
Denne anmeldelse er baseret på alle episoder.