Anmeldelse: Fountain of Youth

Sidste år leverede den noget ustabile britiske instruktør Guy Ritchie (Lock, Stock and Two Smoking Barrels) en kvasi-dokumentarisk røverhistorie, der foregik under Anden Verdenskrig. 

Den uhøjtidelige The Ministry of Ungentlemanly Warfare var en meget underholdende vinkel på en relativt ukendt hændelse fra krigen – med Henry Cavill i spøgefuld topform.  

Nu er briten rykket til Apple TV+, har fået et betydeligt større budget og forsøger sig med en moderniseret up-tempo-version af Indiana Jones. Nogle vil måske kalde det en homage til den klassiske film med Harrison Ford i sin glansrolle, mens andre, der er mindre diplomatisk anlagt, muligvis vil vælge det lidt mindre flatterende ord: rip-off.  

 

Fountain of Youth er en film, som det er svært at have noget direkte imod, ikke mindst fordi den drengede John Krasinski (Tom Clancy’s Jack Ryan) charmerer i rollen som Luke Purdue. Et umodent legebarn i en mands krop, som har viet sit liv til at videreføre sin fars jagt på uerstattelige historiske artefakter.  

Nu er han blevet finansieret af den stenrige og dødssyge milliardær Carver (Domhnall Gleeson, Harry Potter). Nu går turen på en spektakulær jordomrejse i jagten på den sagnomspundne Ungdommens Kilde. Fra skjulte tråde i gamle malerier og støvede museer til gådefulde stjernebilleder graver flokken sig gradvist tættere på den forjættede kilde – med på holdet, omend noget modvilligt, kommer Lukes søster Charlotte (Natalie Portman, Lady in the Lake) og hendes søn, smartass’en Thomas.  

Det giver sig selv, at vores venner ikke uhindret kan sætte kursen mod målet for skattejagten. De jages af Interpol under ledelse af den ulasteligt klædte Abbas (Arian Moayed), og selv de inderste cirkler i Vatikanet har en (bremsende?) finger med i spillet – deres spydspids er den temperamentsfulde enmandshær Esme (Eiza González, 3 Body Problem).  

James Vanderbilt står bag manuskriptet og har uden blusel hentet ‘inspiration’ fra førnævnte Indiana Jones-franchise samt film som The Mummy, National Treasure, Romancing the Stone og et strejf af Tomb Raider. Bevares, der er ikke noget galt i at lade sig inspirere af andre film, men bring i det mindste noget nyt til bordet og følg ikke formlen til punkt og prikke.  

Værre end at kopiere andre eventyrfilm er, at plottet er for forudsigeligt og gentagende, og at de småsjove one-liners ikke rammer plet, men ofte forekommer indøvede og små. Det er begrænset, hvor mange gange det er underholdende at se Esme og hendes bavianflok ‘pludselig’ overraske Luke & Co, hvorefter der følger middelmådigt koreograferede kampscener.  

Når det er sagt, er Fountain of Youth på ingen måde en helt igennem elendig filmoplevelse – hvilket ikke mindst skyldes indsatsen fra en solid flok skuespillere. Vi ser Portman i en for hende ret usædvanlig rolle, hvor hun overrasker positivt. Og den legende, drillende kemi mellem Portman og Krasinski er absolut spot on.  

Men vi har svært ved at købe Lukes stadigt mere naive holdning. En person, som måske nok er lidt af kæltring, men som faktisk har sit moralske kompas på plads.  

Carver er til gengæld en af filmens mest interessante karakterer, og Gleeson stortrives i rollen som en lettere storhedsvanvittig og gennemforkælet finansfyrste. Desværre får vi kun korte glimt af Stanley Tucci, en fascinerende karakter, som kunne have kastet mere lys over mysteriet – men måske han får en mere fremtrædende rolle i efterfølgeren?  

3 stærke stjerner til en film, der nok snarere vil appellere til et lidt yngre publikum end til en gnaven midaldrende anmelder. Kort opsummeret, en charmerende, men ikke lydefri omgang eskapisme.  

Fountain of Youth har streamingpremiere på Apple TV+ i dag.