Anmeldelse: Døden på Nilen

I 1973-versionen af Agatha Christie-klassikeren Døden på Nilen var det Peter Ustinov og Lois Chiles, der portrætterede henholdsvis den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot og den stenrige society-kvinde Linnet Ridgeway, som mødte en ublid skæbne om bord på et luksusskib på Nilen. Legendariske Mia Farrow havde rollen som filmens femme fatale, Jacqueline De Bellefort.

Der er gået fem år, siden Shakespeare-instruktøren Kenneth Branagh kom med sit første remake af Christies klassikere, Mordet i Orientekspressen. En noget blandet oplevelse, der trods et imponerende visuelt udtryk faldt lidt igennem som følge af en tynd historie og et alt for omfattende, søgt intrikat persongalleri. Med Døden på Nilen har Branagh intet mindre end perfektioneret Christie-klassikeren.

Klassisk krimi i mellemkrigstiden

Historien er i bund og grund den samme som før, og vi befinder os stadig i mellemkrigstiden. Plottet er centreret om den flamboyante og meget velhavende society-kvinde Linnet Ridgeway (Gadot), som er veninde med den unge og blændende smukke Jacqueline De Bellefort (fyrrige Emma Mackey fra Sex Education).

Jaqueline er forlovet med hingsten Simon Doyle (Hammer), men han falder pladask for Linnet. Få uger senere er parret blevet gift og tager på en luksuriøs bryllupsrejse til eventyrlige Egypten.

Problemet er bare, at Jacqueline har en kedelig tendens til at dukke op under festlighederne, og, skal vi sige, ødelægge den gode stemning. Nygifte Mr. og Mrs. Doyle hyrer Poirot (Branagh) til at tale Jacqueline til fornuft og om nødvendigt beskytte dem mod stalkeren.

Situationen eskalerer så meget, at Doyle-parret lejer et luksusskib til at tage dem og den brogede flok bryllupsgæster ned ad Nilen for at undslippe en stadig mere pågående Jacqueline. Men så begynder de mystiske mord …

Krimidronningen

Ærkebritiske Agatha Christie udgav imponerende 66 kriminalromaner i løbet af sin karriere og er med over to milliarder solgte eksemplarer (!) den bedst sælgende forfatter nogensinde. Ved siden af den snusfornuftige Miss Marple er den egocentriske, selvhøjtidelige og forfængelige mesterhjerne Poirot hendes mest kendte figur.

Hendes bøger er kendetegnet ved tilsyneladende uløselige mordgåder, som afdækkes lag for lag, hvor man bagefter kan se, at hun har lagt små spor og antydninger ud undervejs. Ikke ulig Sir Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes.

Der er noget forældet og nærmest anakronistisk over Agatha Christies krimier med deres søgte plots, “finurlige” twists og skabelonagtige personer. Heldigvis er Døden på Nilen mindre teatralsk end Mordet i Orientekspressen, men det er stadig en ærkeklassisk krimi, der for nogle nok vil virke lidt for langsom og karikeret.

Personerne træffer alt for ofte lige lovlig søgte og mærkelige valg, bare for at mysteriet kan “gå op”.

Visuelt slående

Scenografien er storslået og medrivende, selvfølgelig godt hjulpet af det episke og historisk unikke landskab, men også de gennemførte kostumer, den overdådige luksusbåd, tidskoloritten, der er ramt lige på kornet, og de swingende bluesrytmer bidrager til en herlig filmoplevelse.

Filmfotografen tager os med på en rejse til en svunden tid, med mange panoramabilleder af den storslåede natur og nogle af verdens syv underværker, men også intime nærbilleder af hovedpersonerne og elegante optagelser gennem bådens mange blyindfattede vinduer, der øger spændingen.

Kenneth Branagh selv, som står for både instruktion og hovedrolle, er en langt bedre og mere troværdig Poirot end David Suchet, der spillede ham i 24 år (1989-2013). Branagh gestalter figuren med pondus og bravur, til tider pompøs, distinkt og fjern, men samtidig kompleks og sårbar.

Det kvindelige ensemble ledes af Gal “Wonder Woman” Gadot, men det er Emma Mackey, der blæser os af banen med en kvinderolle, som oser af sensualitet, begær, beslutsomhed og forsmået usikkerhed. Hvad de casting-ansvarlige tænkte på, da komikeren Russell Brand fik rollen som Linnets eks, fatter vi derimod ikke. Han virker som en fisk på land, der kæmper for at give den karikerede karakter troværdigt liv.

Remake som står solidt på egne ben

Fortællingen udfolder sig i klassisk Christie-stil, på godt og ondt. Men selv om grundhistorien, hovedpersonerne og tidsepoken er bevaret, formår Branagh at puste nyt, frisk liv i historien.

Vi får da også en mere menneskelig Poirot at se end tidligere, som afslører dele af hans indre liv og en charmerende, nølende usikkerhed – samt baggrunden for det enorme overskæg.

Genindspilningen af Døden på Nilen vil appellere til såvel fans af traditionelle Agatha Christie-krimier som filmentusiaster og elskere af en god krimiaften. Det historiske krimi-drama vil underholde og indimellem overraske, godt hjulpet af glimrende skuespillere og et fængende soundtrack. Branagh må hellere end gerne fortsætte med at “modernisere” flere Agatha Christie-klassikere! Fem stjerner.

Døden på Nilen er tilgængelig på Disney+ fra i dag, den 30. marts.