Præcis 136 år, 1 måned og 11 dage før fascisten Donald J. Trump, ulykkeligvis, blev nomineret som præsidentkandidat for Det Republikanske Parti (GOP), blev Andrew J. Garfield (den 8. juni 1880) nomineret til det samme embede af det samme parti.

Samme parti af navn, men ikke af gavn.

Historien gentager sig

I 1880’erne var der kun gået 15 år siden Nordstaterne, med Abraham Lincoln i spidsen, havde vundet den blodige og ødelæggende borgerkrig. Dengang stod GOP for dannelse, anstændighed, respekt for politiske modstandere og store visioner.

Men heller ikke dengang var det et parti for tøsedrenge. Der var magtkampe, intriger og beskidte studehandler om poster og nomineringer. Og pengemagten satte dagsordenen – også dengang. Da landsmødet åbnede i Chicago i juni, forventede alle, at kampen skulle stå mellem tidligere præsident Ulysses S. Grant, James G. Blaine og John Sherman.

Efter utallige afstemningsrunder, hvor ingen kunne samle flertal, trådte pludselig den inspirerende taler Andrew J. Garfield frem fra skyggerne. Den sindige og idealistiske kongresmand fra Ohio blev i den 36. (!) runde nomineret som partiets præsidentkandidat.

Den 2. november samme år vandt den relativt ukendte Garfield (Michael Shannon) en kneben sejr over demokraten Winfield S. Hancock. Han satte sig derefter bag The Resolute Desk den 4. marts 1881. Kun 199 dage senere, efter at være blevet skudt af Charles J. Guiteau, døde USA’s 20. præsident…

Gik amerikanerne her glip af en af deres mest visionære og bedste præsidenter?

 

Kringsat af fjender

Serien skildrer hans korte tid som verdens mægtigste mand og vejen til Det Hvide Hus – hele tiden med den maniske beundrer Guiteau på slæb.

Den mislykkede dagdrømmer og selvudnævnte forretningsmand Charles Guiteau blev besat af Garfield og arbejdede ihærdigt for at få en fod indenfor magtens korridorer. Ikke helt ulig Macfadyens rolle som Tom i Succession, hvor han løj og smiskede sig til positioner og svigerfamiliens gunst.

Guiteau snød sig frem, stjal fra sin familie og gjorde alt for at undgå lovens lange arm. Ud ad til fremstod han som en forsvarer af “almindelige mennesker” og så i Garfield en politisk sjæleven og USA’s “frelser”, der bar bud om håb og reelle forandringer.

En glemt præsident

Mod slutningen ser vi Garfields grådkvalte hustru, Crete (Betty Gilpin), der frygter, at hendes mand vil ende som en fodnote i historien. Mon dog.

Serieskaber Mike Makowsky (Beef, Bad Education) gør et fremragende arbejde med at trække Garfield frem fra glemslen og puster liv i historien om en usædvanlig politiker, samfundspilar, familiemand og krigshelt – samtidig med at han væver hans politiske virke sammen med hans forstyrrede banemand.

Vi ved fra første scene, hvordan historien ender, men et intrikat manuskript, et spændende politisk plot med klare paralleller til nutiden og et stjernegalleri af skuespillere løfter miniserien langt over gennemsnittet.

En godtepose for politisk interesserede

For politisk interesserede byder Death by Lightning på masser af historiske fakta, politiske intriger og rå magtkampe. Samtidig formår serien at lade karaktererne vokse på os.

Garfield er den lidt indadvendte bonde, der trives bedst med familien og praktiske sysler, men som pludselig bliver trukket ind i storpolitikken – på områder, hvor han har stærke meninger. Ikke mindst er han engageret i, hvordan den sorte befolkning er blevet behandlet efter borgerkrigen, og han vil bekæmpe korruption og et ineffektivt statsapparat styret af få oligarker.

Shannon er en karakterskuespiller af de sjældne. Med sit tunge blik og opgivende mimik formidler han Garfields komplekse følelsesregister. Hans talegaver er på inspirationsniveau med USA’s 44. præsident.

Som makker presses han til at stå over for sin diametrale modsætning i visepræsident Chester A. Arthur. Alsidige Nick Offerman (The Last of Us) brillerer som den bramfri boss fra New Yorks politiske maskinrum, som ikke er bange for at få beskidte hænder og gerne opererer i lovens gråzoner for at presse sager igennem. Han bliver seriens komiske afbræk, men også beviset på, at “enhver kan klatre til tops i Det forjættede land”.

Efter år under den korrupte senator Roscoe Conkling (Shea Whigham) har Arthur et bredt netværk i både politik og finansverdenen i New York.

Den ubehjælpelige drabsmand

Mest kompleks – og mindst forståelig – er Garfields drabsmand. Macfadyen leverer en fremragende præstation som den fortvivlede mand, der føler sig svigtet af familie, venner og samfund. For omverdenen er han en konstant “vorte på næsen”, men han har en ukuelig, om end ynkelig, vilje og et brændende, manisk engagement. Fascinerende nok arbejder han på at få udgivet sin bog Truth.

Macfadyens flakkende blik, gestikuleren med armene og hans manglende evne til at “læse rummet” er forbilledlig. Hver dag føles for ham som et nyt slag i ansigtet. En karakter på grænsen til vrangforestillinger, som man gradvist føler mere og mere medynk med.

Et interessant fun fact er, at myndighederne dissekerede Guiteaus hjerne for at finde spor af galskab, men intet usædvanligt blev observeret. I 1969 dukkede hjernen (konserveret på glas) op i hærens medicinske museum…

Told og vrøvl

Referencerne til nutidens splittende politiske miljø er tydelige, om end i mere civiliserede former.

Ikke mindst er ligheden mellem magtpolitikeren Conkling og nutidens korrupte regeringskultur slående.

I 1880’erne kom størstedelen af den føderale stats indtægter fra told, som blev opkrævet ved landets vigtigste havn – New York. Det var herfra Conkling byggede sin magtbase og skaffede sig pengestærke donorer.

Da den progressive Garfield forsøger at frarøve ham denne magt, ender det i et frontalt sammenstød i Kongressen – og Garfield får ikke sine ministre godkendt. Historien gentager sig.

Politisk historietime – med bid

Death by Lightning er blevet en medrivende serie om politisk magt, arrogance, splittelse og hvordan magt korrumperer – set gennem øjnene på en desillusioneret kujon.

Serien tager sig tid til at bygge sit univers op, men når den først kommer i gang, får vi sprudlende dialog, skarpe analyser og et herligt magtspil – toppet med fremragende produktionsdesign og et eminent hold af skuespillere.

Se den for at mindes en begavet, men glemt politiker – og ikke mindst for at sætte begivenhederne i historisk kontekst. Fremragende og oplysende underholdning. Bare det at se Bradley Whitford tilbage i Det Hvide Hus er alene fire timer foran TV’et værd. 5 stjerner til en serie, der virkelig engagerer.