Anmeldelse: Bridgerton, sæson 4, del I

Midt i et verdensbillede præget af begivenheder, hvor det amerikanske statsapparat på åben gade gennemfører regulære henrettelser af sine egne borgere, hvor fascisten i Det Hvide Hus truer med at annektere – eller gå i krig mod – et andet NATO-land, hvor de internationale finansmarkeder er i åbenlys ubalance, og hvor imperialisten i Kreml fortsætter sit blodige korstog i Ukraine, er serien om den eventyrlige, virkelighedsfjerne familie Bridgerton præcis den eskapisme, vi har brug for til at lyse hverdagen op.

Med lanceringen af Bridgerton (2020) blev kostumedrama pludselig moderne og trendy – også blandt unge streamingabonnenter. Det hjalp bestemt, at Londons fine selskab anno 1815 var et “farveblindt” miljø, at skørtekanterne var høje, push-up’en fremtrædende, og at de (udadtil dydige) jomfruer kopulerede hyppigere end kaniner i brunst.

Gennem tre sæsoner har vi fulgt den mondæne adelsfamilie Bridgerton. Anført af enkefru Violet (Ruth Gemmell) og hendes otte (!) børn har de jagtet ægtefæller, rodet sig ud i intriger, hygget sig i sengehalmen og (forsøgt at) finde deres plads i livet.

 

Som vi skrev i vores anmeldelse af sæson 1, er serien en vellykket blanding af Dynastiet, Askepot, Farlige forbindelser og Downton Abbey, med et strejf af Fifty Shades of Grey – i denne sæson udnytter de referencen til Askepot til fulde.

Efter den første sæson frygtede vi, at vi ville få otte sæsoner med det samme plot, kun krydret med nye hovedpersoner fra det vidtforgrenede Bridgerton-stamtræ, og efter den kedelige tredje sæson havde vi lidt afskrevet serien. Hvor tog vi fejl!

Denne gang er det nummer to i arvefølgen, Benedict (Luke Thompson) – en håbløs letsindig type, fritænker og seksuelt frigjort libertiner – der skal smedes i ægteskabets lænker. Under sæsonens første maskeradebal falder han pladask for den gådefulde ”Sølvdame”, som i virkeligheden er tjenestepigen Sophie Baek (en gnistrende Yerin Ha). Med den herligt frisindede dronning Charlotte (Golda Rosheuvel) som begejstret tilskuer er kurtiseringen i gang!

Sophie er resultatet af hendes afdøde fars uheldige sidespring og dermed et “uægte” barn, som under opvæksten er blevet behandlet af sin stedmor og onde stedsøstre i rendyrket Askepot-stil. Lady Aramiat Gun (Katie Leung) har ganske vist givet hende tag over hovedet, tøj og en seng – men konstant behandlet hende som en andenrangs tjenestepige med arbejde for tre.

Da Sophie ifører sig sin krystalprydede maske og sniger sig ind til Bridgertons bal, træder hun ind i en ny verden – og den evige ungkarl Benedict falder hovedkulds. Naturligvis går det ad helvede til! Hun bliver afsløret og smidt ud af sit barndomshjem, hvilket udløser noget, der minder om en regulær hushjælpskrise blandt Mayfairs overklasse. Den nedladende behandling af tjenestefolk er sæsonens røde tråd; ikke mindst har både dronningen og lady Portia Featherington et gammeldags og forkvaklet syn på ”upstairs and downstairs”.

Endnu en gang bliver vi forkælet med et upåklageligt produktionsdesign, der i denne sæson går all in med glitrende pastelfarver, blonder, overdådige blomster og yppige bryster. De må have et kostumebudget på niveau med Imelda Marcos, alt sammen smukt akkompagneret af et forførende, semi-moderne soundtrack.

Selvfølgelig kan serien virke overfladisk, anakronistisk og “enkel”, men den fjerde sæson er den mest troværdige hidtil i serien og byder på det stærkeste plot – som er spændende, flirtende og forførende.

Og selvom der måske er mindre kopulering og færre stive brystvorter, er sæson 4 lige så erotisk som den første sæson, men mere subtil, elegant og velskrevet.

Den legesyge flirt mellem Sophie (der holder sin identitet skjult) og en stadig mere frustreret Benedict er både underholdende og har stærke erotiske undertoner. Fokus på den manglende seksualundervisning på det tidspunkt eksemplificeres af en usikker Francesca Bridgerton og hendes kejtede mand, John. I mellemtiden ser mor Violet ud til at bryde fri og endelig genoptage sit kærlighedsliv i soveværelset. Herligt!

Den befriende humor og normalitet midt i al pomp og pragt legemliggøres af den unge Eloise Bridgerton (Claudia Jessie). Mens alle andre på hendes alder er optaget af at finde en »passende« ægtemand, lære korrekte bordmanerer og hvilke skeer man skal spise med, er hun fritænkende, moderne og belæst. Selvfølgelig finder hun sin soulmate i den intelligente Sophie.

Det er netop Sophies stærke, uafhængige karakter, der giver denne sæson langt mere dybde og resonans end de foregående sæsoner. Når den også byder på legesygt drama, sjove karakterer og subtil erotik, kan man næppe forlange mere af en serie, der ikke forsøger at foregive at være andet end det, den er: et åbenlyst publikumsfrieri i rendyrket candyfloss-form, men samtidig et strålende eksempel på forførende, elegant underholdningsdrama, indpakket i det smukkeste gavepapir.

Den har på eksemplarisk vis genoplivet en forstokket kostumedrama-genre og tilbyder fremragende underholdning. 6 stjerner.

Del I (episode 1-4) får verdenspremiere på Netflix den 29. januar, efterfulgt af del II (episode 5-8), der får premiere den 26. februar. Denne anmeldelse er baseret på alle episoder i del I.