Anmeldelse: After the Hunt

Få skuespillere har sat så markante spor på filmstjernehimlen som Julia Fiona Roberts.

Den 58-årige fra “The Peach State” fik sit store internationale gennembrud i Pretty Woman (1990) og har siden medvirket i blockbusters som Erin Brockovich, Notting Hill, My Best Friend’s Wedding, Steel Magnolias, Ocean’s Eleven og The Pelican Brief.

Hun har været Oscar-nomineret fire gange og vandt den eftertragtede filmpris for sin hovedrolle i Erin Brockovich.

Nu er hun tilbage med den psykologiske dramathriller After the Hunt.

 

Filmen er instrueret af Luca Guadagnino (Call Me by Your Name) og baseret på et manuskript af Nora Garrett. Den dykker direkte ned i hysteriet omkring seksuelle overgreb, antagelser om køns-/racemæssig diskrimination og den aflysningskultur, der har præget amerikanske universiteter i kølvandet på #MeToo (inden Trump kom til magten).

Vi møder den erfarne og besindige universitetsprofessor Alma (Roberts), der underviser i filosofi og etik på det eliteprægede Yale University. Hun er midt i en potentiel forfremmelse og konkurrerer om stillingen med sin yngre kollega, Hank (Andrew Garfield, Under the Banner of Heaven). En kollega, hun har et godt øje til…

Men det virkelige drama begynder efter en sammenkomst med studenterne hos Almas og hendes indignerede mand, Frederik (Michael Stuhlbarg). Her forlader hendes yndlingsstuderende Maggie (Ayo Edebiri, The Bear) festen sammen med Hank – næste dag dukker hun op ved Almas dør i tårer og hævder, at hun er blevet udsat for et overgreb.

Men reaktionen hus møder hos Alma er slet ikke, hvad hun havde forventet. Hun bliver konfronteret af en temmelig kold og skeptisk professor, der vil vide, hvad der faktisk skete den foregående aften.

Temmelig forbløffet, skuffet og bitter styrter Maggie ud ad døren – hvorefter hun beslutter sig for at anmelde Hank og lægger hans karriere i ruiner.

Hank benægter ethvert overgreb, og begge parter kæmper om Almas støtte og gunst. Alle kræver, at hun tager stilling, med den implicitte forventning, at hun vil støtte “offeret”. Hun står selv over for et etisk forvirrende dilemma, der kompliceres yderligere af skjulte begivenheder fra hendes egen fortid.

Guadagnino udfolder en historie, der i princippet er spændende, omend ikke særlig original. Desværre har han gjort den både kedelig, unødvendigt langsom og fyldt med pompøse dialoger og kunstige karakterer.

Samtalerne mellem den akademiske elite er fyldt med klichéer om Kant, Descartes, Confucius og anden namedropping, hvilket føles både kunstigt og unødvendigt fremmedgørende. Almas hele eksistens føles kunstig, da hun virker prætentiøst træt af livet, tilbagetrukket og distanceret. Når det er sagt, leverer Roberts en særdeles stærk præstation som denne komplekse kvinde, men desværre har hun ikke manuskriptet til at hjælpe sig – tværtimod.

Den eneste person, der føles ægte, og som vi seere udvikler en vis sympati for, er hendes ignorerede mand. Stuhlbarg er strålende som den let sarkastiske psykolog, der er den eneste, der ser lige igennem Alma.

Edebiri gør sit bedste med en relativt usympatisk karakter, der fremstår som forkælet og fordomsfuld, men hvad Guadagnino egentlig vil sige med karakteren Maggie forbliver noget af et mysterium. Som mørkhudet kvinde, lesbisk og nu offer, opfylder hun alle kriterierne. I begyndelsen antydes det også, at hvide, heteroseksuelle mænd altid får fortrinsbehandling i akademiske kredse, simpelthen fordi de udnævnes af “deres egne”. Det kan meget vel være sandt, men det er ikke den historie, Guadagnino er interesseret i at fortælle.

Havde den italienske Guadagnino ikke insisteret på at lave en kunstig “kunstfilm” ud af projektet, kunne After the Hunt have været en fængslende historie – det skyldes bestemt ikke skuespillerne. 3 stjerner til den irriterende mængde spildt talent i en film, der allerede før premieren føles lidt ude af trit med sin tid.

Prime Videos streamingpremiere er i dag, den 20. november.