NBA-basketballstjernen Steph Curry har på Instagram vist det første glimt af Googles kommende Fitbit-armbånd. I en kort video ses Curry med et skærmløst armbånd i gråt stof med orange detaljer og en spændelås. Videoen slutter med teksten “coming soon” og Googles G-logo.
Armbåndet har ikke noget display og adskiller sig dermed grundlæggende fra Fitbits nuværende modeller som Inspire 3 og Charge 6, der alle har skærme. Man skal helt tilbage til Fitbit Flex 2 fra 2016 for at finde en Fitbit uden display.
Vis dette opslag på Instagram
Alle data i app’en
Uden skærm foregår al interaktion med sundhedsdata via Fitbit-app’en på mobilen. Her benyttes Googles AI-sprogmodel Gemini til at levere personlige analyser af søvn, restitution, fysisk belastning, ernæring og menstruationscyklus.
Blandt de forventede målefunktioner er kontinuerlig pulsmåling, analyse af hjertefrekvensvariation (HRV), måling af blodets iltmætning (SpO2) og hudtemperatur – altså de samme typer sensorer, som man kender fra konkurrenten Whoop.
Abonnementsmodel med basisfunktioner
Ifølge Bloomberg skal armbåndet sælges som et selvstændigt produkt i handlen, men de mest avancerede analysefunktioner vil kræve et betalt Fitbit Premium-abonnement. Grundlæggende funktioner vil dog være tilgængelige uden abonnement, oplyser kilder til nyhedsbureauet.
Modellen minder om Whoops tilgang, men adskiller sig på ét væsentligt punkt: Hos Whoop er selve armbåndet inkluderet i abonnementsprisen, mens Googles nye Fitbit skal købes separat. Whoop koster i dag fra 199 dollars (ca. 1.350 kroner) om året for det billigste abonnement, hvor hardwaren er med i prisen. Fitbit Premium koster til sammenligning ca. 80 dollars (ca. 540 kroner) om året, men hertil kommer altså selve armbåndets pris, som endnu ikke er offentliggjort.
Strategiskifte for Google
Google købte Fitbit for 2,1 milliarder dollars tilbage i 2021, men har siden primært satset på Pixel Watch-serien med styresystemet Wear OS. Populære Fitbit-modeller som Versa og Sense er gradvist blevet udfaset til fordel for Pixel Watch-uret.
Det nye armbånd er en tilbagevenden til den type enkel, passiv sundhedsmåling, som Fitbit oprindeligt blev kendt for. Og tidspunktet er næppe tilfældigt. Whoop vurderes ifølge de seneste finansieringsrunder til en værdi af ti milliarder dollars, og interessen for skærmløse fitness-trackere er vokset markant de seneste år, ikke mindst blandt sportsudøvere og sundhedsbevidste forbrugere, der foretrækker at indsamle data uden at blive forstyrret af notifikationer.
Curry, der er Googles officielle “Performance Advisor”, er langt fra den eneste topidrætsudøver, der bærer den type armbånd. Whoop tæller bl.a. LeBron James, Cristiano Ronaldo og Michael Phelps blandt sine brugere.
Pris og tilgængelighed
Google har endnu ikke bekræftet hverken pris, specifikationer eller lanceringsdato for det nye Fitbit-armbånd. I oktober 2025 bekræftede Google dog, at ny Fitbit-hardware var på vej i 2026, og Currys offentlige teaser tyder på, at en lancering ikke er langt væk.




