Anmeldelse: Marshals: A Yellowstone Story, sæson 1

Det er nu seksten måneder siden, at serieskaberen Taylor Sheridan på patetisk vis dræbte John Dutton (Kevin Costner) i Yellowstone, sæson 5, del II.

Dermed anså vi lenge denne delen av Dutton-klanen som død og begravet.

Men allerede sidste år annoncerede Sheridan og Paramount Studios, at Yellowstone-universet ville leve videre i en ny spin-off-serie med hans temperamentsfulde og uregerlige datter, Beth Dutton (Kelly Reilly), John Duttons højre hånd og svigersøn, Rip Wheeler (Cole Hauser), i hovedrollerne. Men inden The Dutton Ranch har premiere på SkyShowtime senere på året, tilbyder Sheridan & Co endnu en Yellowstone-serie.

Marshals: A Yellowstone Story blev længe annonceret som en prequel-serie til selve moderserien med Kevin Costners karakters søn, Kacey Dutton (Luke Grimes), i hovedrollen. Men den endte mærkeligt nok med at foregå i nutiden.

I dag (2. marts) er der streamingpremiere – men der er desværre ingen grund til at finde cowboyhatten frem, øve linedance eller fylde køleskabet med Bud Light; for denne Yellowstone-spin-off-serie er blevet en sørgelig affære!

 

Farvel til det enkle cowboyliv

Da vi forlod John, Beth og Kayce Dutton, blev Yellowstone-ranchen returneret til de amerikanske indianere, til Thomas Rainwater og Broken Rock Indian Reservation. Samtidig trak Kayce, hans yndige kone Monica (Kelsey Asbille) og deres teenage-søn Tate (Brecken Merrill) sig tilbage til en lille grund i udkanten af den enorme ranch, hvor de kunne leve i fred og harmoni og fortsætte deres traditionelle cowboy-livsstil.

Men da vi møder Kayce igen, har tragedien ramt den lille familie, og han kæmper nu med livet som en ensom enlig far til en oprørsk teenager. Derudover er han usikker på, om Tate virkelig ønsker at fortsætte sin fars enkle livsstil og hårde rancharbejde. Så da han møder en gammel krigskammerat, Pete Calvin (Logan Marshall-Green), ser han muligheden for en ny start.

Den hårdkogte Calvin er US Marshal i Montana og beder Kayce om hjælp til at opspore nogle kriminelle flugtfanger, der gemmer sig på Yellowstone-ranchen. Det ene fører til det andet, og før Kayce ved af det, bærer han pludselig US Marshal-badget.

Han slutter sig til Calvins rå, sjuskede, øldrikkende og skydeglade team og får til opgave at opretholde lov og orden i Montana. Men hans fortid indhenter ham hurtigt.

Generisk samlebånds-trash-TV

Denne præmis kunne have dannet grundlag for en tempofyldt, actionfyldt serie med interessante karakterer og konflikter, med en elegant tråd, der forbinder den med det fascinerende neo-western-univers skabt af Sheridan.

Den eneste forbindelse til Sheridans kreativitet og flair er dog, at han her optræder som executive producer for en serie “baseret på karakterer skabt af Taylor Sheridan”. Det, Paramount i stedet serverer, er et blodfattigt, fuldstændig generisk actionscript skrevet af Tom Mularz samt en retningsløs og uinspireret instruktion af Christopher Chulack (SEAL Team).

Hele serien oser af lavbudget-hastværk og er ødelagt af billigt produktionsdesign, hastig redigering, hule karakterer, gapende huller i plottet og et gennemført generisk, tandløst AI-genereret actionkoncept à la NCIS og lignende middelmådige serier fra moderselskabet CBS.

Stereotype karakterer

Det hører med, at ikke alle Sheridans mange seriekarakterer er lige dybe, reflekterende og unikke. Men de har alle, fra Yellowstone, 1883 til 1923 og Landman, noget fascinerende, en iboende drivkraft og genkendelig vitalitet. Dette, kombineret med Sheridans skarpe pen og flair for underholdende konfliktlinjer, har skaffet ham et enormt streamingpublikum.

Når det kommer til Marshals: A Yellowstone Story, ved vi knap nok, hvor vi skal begynde med at pille serien fra hinanden. Der er rigeligt at tage fat på …

Kayce og hans hold – Calvin, Skinner (Arielle Kebbel), Cruz (Ash Santos) og Kittle (Tatanka Means) – løser komplekse kriminalsager på hastige 40 minutter, mens sporene belejligt falder ned i skødet på dem, og de springer fra scene til scene med maskingeværet hævet og magasinerne fuldt ladte. Skurkene falder naturligvis som fluer, og om aftenen fejres dagens “fangst” med øl på den lokale bar, mens de beklager sig over for lidt tid med familien.

Det hele er så kedeligt, ordinært, utroværdigt og forudsigeligt fortalt, at vi må tage os til hovedet over, at Paramount skamløst forsøger at hægte serien på Yellowstone-brandet. Karaktererne er stereotype skabeloner, der fyrer klichéfyldt og staccato dialog af som:

I know that sometimes good men have to do bad things.

Logan Marshall-Green opfører sig som en umoden teenager med ADHD, der bærer sin kasket bagvendt og spytter meningsløse peptalks ud. Hans karakter skal lide af PTSD, som han beroliger ved at tage piller.

Da Yellowstone ramte en nerve i tidsånden, var det med en djævelsk blanding af cowboymyter, familieintriger og blodige magtspil. På trods af Sheridans neo-western, noget karikerede karakterer og oppustede konflikter var det større, mørkere og mere kompromisløst end de fleste lineære TV-serier. Dutton-familiens tiltrækningskraft har altid ligget i deres næsten gangsteragtige overbevisning om, at de stod over loven. Det føles derfor næsten som et forkastelig gravrøveri, at den første spin-off ender som en helt almindelig CBS-serie.

Vi kan hverken forholde os til eller tro på de overfladiske karakterer, der hver kun har én egenskab. De er blot brikker i et spil, hvor målet er, at Kayce skal opnå sin ikke så subtile forløsning – at gå fra at være den voldelige Dutton til lovens beskytter.

At skabe gnist i vådt brænde

I Yellowstone var Kayce muligvis den mindst “farverige” af søskendeflokken og dermed den mest almindelige og jordnære, der holdt afstand til de heftige familiekonflikter. Nu skal vi tro på, at han pludselig går fra at være en besindig cowboy, omend fuld af selvhad og vrede, til en hård actionbetjent på et øjeblik – og smider alt det væk, han har brugt hele sit liv på at opbygge.

I et klodset forsøg på at give serien lidt mere tyngde og relevans bringes indianerne og den amerikanske stats og samfundets uretfærdighed over for den indfødte befolkning ind i billedet. Og ja, både Gil Birmingham og Mo Brings Plenty er solide skuespillere, men selv de kan ikke skabe gnister i vådt brænde.

Efter et klodset attentatforsøg på Rainwater (Birmingham) og efterfølgende protester bliver Kayce kastet ud i jobbet for alvor. Opgaven bliver både en ekstern konflikt og en intern terapi med hans urolige familiehistorie som baggrund. Men antydningen af »dybdegående« samtaler mellem Rainwater og Kayce kan ikke redde serien fra katastrofen – de forbliver blot henvisninger til en mørk side, som seriens skabere kun skraber i overfladen af.

Heller ikke de gentagne, små hentydninger til Yellowstone-serien, såsom mysteriet omkring hans brors død og ”togstationen”, skaber nogen form for seriens magi. De føles mere som kommerciel produktplacering.

Marshals kunne have udforsket den spændende friktion mellem Kayces hensynsløse familiearv og hans forpligtelser som ansvarlig US Marshal. I stedet får vi tomme fraser om indre dæmoner, blandet med symbolsk ulvemytologi og bombastiske one-liners.

Serien føles som generisk samlebånds-TV: effektivt, glat, kedelig og åbenlyst forudsigeligt – og fuldstændig blottet for risiko, dybde og substans. To elendige stjerner til denne hån mod Yellowstone-arven.

Marshals: A Yellowstone Story har premiere på SkyShowtime i dag, når den første episode udkommer. Anmeldelsen er baseret på de første tre (af 13) episoder.

PS! Serien er en del af andre tidligere annoncerede nye Yellowstone-titler fra Sheridan, herunder The Madison med Michelle Pfeiffer og Kurt Russell i hovedrollerne. Vi har meget større forventninger til denne, der har premiere den 27. marts.