I 2009 skrev den maniske instruktør James Cameron filmhistorie med sit teknisk banebrydende mesterværk, Avatar.
3D-teknologien var på sit højeste, alle talte om den, og antallet af 3D-film i biograferne var det højeste nogensinde. På den årlige CES-messe i Las Vegas (2010) var 3D det eneste, TV-producenterne talte om.
Vi indrømmer gerne, at vi blev imponeret og revet med af den visuelt fantastiske film, men vi var også forudseende nok til at skrive i vores anmeldelse:
…hvis vi skræller alt det digitale stads af, så sidder vi tilbage med en ganske ordinær, ja faktisk klichémæssig historie om kampen mellem det gode og det onde ude i en fjern galakse – far, far away.
Cameron lader ikke til at have lagt mærke til vores anmeldelse, men har i stedet fokuseret på de astronomiske billetindtægter, for i de sidste 16 (!) år har canadieren ikke fokuseret på andet end efterfølgere til sit sci-fi-epos. Og ja, vi taler om efterfølgere i flertal – hele fire af slagsen (med dørene åbne for Avatar 6 og 7).

Filmene har hele tiden fået nye premieredatoer, og selv om det bestemt er rigtigt, at coronapandemien udsatte de fleste blockbusters fra at få premiere i biograferne, må vi minde om, at Avatar 2 oprindeligt var planlagt til at få premiere i 2014.
Samme år skrev vi, at optagelserne var begyndt i New Zealand. I efteråret 2020 kunne vi fortælle, at optagelserne var afsluttet, men det var først i december 2022, at den anden film i serien fik premiere, Avatar: The Way of Water.
Den har været længe undervejs, og budgetterne er eskaleret ud af alle proportioner, men efter at den oprindelige film blev den mest indtjenende film nogensinde, har 20th Century Fox givet Cameron frie tøjler til at realisere sit ultimative drømmeprojekt,
Forud for årets julehøjtid kan vi se frem til film nummer 3: Avatar: Fire and Ash.
Nu er den første trailer her!
Mens der gik utrolige 13 år mellem de to første film, skulle vi ikke vente mere end tre år mellem film 2 og 3. Avatar: Fire and Ash kommer i biograferne den 19. december.
Mens vand var det element, der kendetegnede den forrige film, er fokus nu på ild, og den tredje film tager fat et år efter de dramatiske begivenheder i The Way of Water.
Na’vi Jake Sully (Sam Worthington) og Neytiri (Zoë Seldaña) kæmper for at komme sig over det selvdestruktive tab af deres førstefødte søn. Sorgens dybe, mørke tanker overskygges kun af en brændende tørst efter hævn!
Så kommer de i kontakt med en anden Na’vi-stamme, The Ash People, der ledes af den fyrige Varang (Oona Chaplin). Stammen har tætte bånd til Jakes nemesis Quaritch, som bringer konfliktniveauet på det maleriske Pandora til endnu et intenst klimaks.
Filmen er instrueret af James Cameron og produceret af Cameron og Jon Landau. Igen er Cameron hovedansvarlig for manuskriptet.
De fleste af skuespillerne fra den forrige film er med igen.
Rollelisten består af Sam Worthington, Zoe Saldaña, Sigourney Weaver, Stephen Lang, Cliff Curtis, Britain Dalton, Trinity Jo-Li Bliss, Jack Champion, Bailey Bass, Kate Winslet, Giovanni Ribisi, Joel D. Moore, Edie Falco, Brendan Cowell, Jemaine Clement, Filip Geljo, Duane Evans, Dileep Rao og Matt Gerald. Derudover får vi nye ansigter som Oona Chaplin (Varang) og David Thewlis (Peylak).

Og den der lever, har mere at glæde sig til:



