TEST: Mola Mola Perca

Klasse D-forstærkere er i årevis blevet set ned på i nogle hi-fi-kredse, ofte afskrevet som kliniske, kolde og uden sjæl sammenlignet med klasse A- og AB-konstruktioner. Det hollandske firma Mola har imidlertid gjort det til deres mission at vende den opfattelse på hovedet. Med deres Perca-effektforstærker ønsker de at sætte en ny standard for, hvad der er muligt med moderne klasse D-teknologi.

Deres filosofi er klar: En forstærker skal forstærke signalet, ikke tilføje eller trække noget fra. Input skal matches af output, bare med højere amplitude. Og det er præcis, hvad Perca-effektforstærkeren lover.

Bruno Putzeys

Bag Mola Mola står ingen ringere end Bruno Putzeys, som er en nøglespiller i at forfine og perfektionere klasse D-teknologien til brug i hi-fi-forstærkere af høj kvalitet. Han har været hovedudvikleren bag UcD- og Ncore-teknologierne, begge fra moderselskabet Hypex (UcD blev oprindeligt udviklet til Philips, som nægtede at bruge den).

Han er også grundlægger af Purifi sammen med Peter Lyngdorf selv – manden bag HiFi Klubben-gruppen og højttalermærket Dali, og som for nylig har skabt sig et navn med sine egne Lyngdorf-produkter. Med Purifi-forstærkerteknologi, selvfølgelig.

Konstruktion og teknologi

Hvor Kula-forstærkeren er i fuld rackbredde, er Perca kun halvt så bred. Det deler den med mono-forstærkeren Kaluga og DAC’en Tambaqui. Kabinettet er stilfuldt i sølv og mørkegrå, med Mola Molas karakteristiske buede front. Men under det diskrete ydre gemmer der sig et teknologisk kraftværk. Kernen i Perca er Mola Molas egenudviklede Trajectum-kredsløb, den femte generation af deres klasse D-teknologi og en videreudvikling af moderselskabets Ncore-platform.

Trajectum bruger et unikt feedback-system, der sikrer ekstrem linearitet og lav forvrængning uden at gå på kompromis med stabiliteten. Perca er citeret for at måle en total harmonisk forvrængning på utrolige 0,0003% – det er næsten umuligt at komme meget tættere på nul.

Strømforsyningen er også i en klasse for sig og trækker maksimalt 800 W fra lysnettet. Og da klasse D har en usædvanlig høj effektivitet, omdannes næsten alt dette til ren forstærkereffekt. Målt med RMS-metoden er Mola Mola Perca klassificeret til 2 x 150 watt i 8 ohm, hvilket fordobles til 2 x 300 i 4 ohm. Den maksimale effekt er endnu højere.

Dette, kombineret med en dæmpningsfaktor på over 4000:1, skulle være med til at sikre et jerngreb om højttalerne uanset belastningen.

Alligevel vejer forstærkeren kun lidt over 5 kilo, inklusive kabinet og alt andet. Så effektiv er klasse D.

Tilslutninger

På bagsiden af Mola Mola Perca er der både en ubalanceret RCA-indgang og en balanceret XLR-indgang. Ud over en højttalerudgang, selvfølgelig.

Mola Mola har også indset, at folk måske bruger deres effektforstærkere med en forforstærker fra et andet mærke, og også højttalere med forskellig følsomhed. Derfor er der en gain-switch så man kan skifte mellem 22 dB og 28 dB, dvs. en ændring på 6 dB, afhængigt af om forforstærkeren eller højttalerne er særligt følsomme eller ej.

Testopstillingen

For at vurdere lytteindtrykket har den tilsluttede elektronik vekslet mellem Hegel HD30 DAC og P30 forforstærker, Gold Note DS-10 Evo musikstreamer med variabel lydudgang direkte til Perca. Og også Neumann MT 48-interfacet, en af mine nye favoritter. Alle med balancerede forbindelser.

Højttalerne har varieret mellem Bowers & Wilkins 802 D4, de langt mere prisvenlige B&W 603 S3 og de ekstremt overdådige kompakthøjttalere Raidho X1.6. Samt mine egne udgåede Gallo Nucleus Reference 3.5, som stadig er noget af det bedste, jeg har hørt under 70.000 kroner.

Den udsøgte lyd af Mola Mola Perca

Kombinationen af Gold Note DS-10 EVO, den separate PSU-10 EVO-strømforsyning og Mola Mola Perca-forstærkeren giver et meget interessant system. Selvom jeg ikke er en stor fan af brugergrænsefladen på Gold Note-streameren, er lydkvaliteten helt sikkert i top. Og selvom designet er meget forskelligt fra Mola Mola, er de i det mindste i samme bredde.

Sammen skaber de et meget større lydbillede end normalt. Specialprojektet The Ghost of Johnny Cash, som lyder præcis som Johnny Cash, men ikke er Johnny Cash, lyder enormt og lækkert på Simon & Garfunkel-coveret The Sound of Silence. Vokalen går langt ned i basregistret, men uden at B&W 802 D4 på nogen måde får lov til at lyde oppustet i bassen. Den er stram, neutral og ekstremt luftig.

Saxofonen på Markus Phillippes Pink Panther-fortolkning er, som om den står i rummet, med alle tonerne hængende foran mig som fysiske byggeklodser i et hologram. Det er en mærkelig følelse at få noget til at lyde så ærligt og åbent.

Kombinationen af Hegel HD30 og P30 gør stort set det samme, med en lidt større gengivelse af mellemtonen. Lidt mindre varme, men samtidig endnu mere fokus på midten af registeret i vokaler og instrumenter. Det er ikke nat og dag, det handler mere om de små forskelle – og det afhænger af din smag og dine præferencer, hvad du bedst kan lide.

Festlyd

Bassen er bundsolid, når Twenty One Pilots spiller op til fest med emo/hiphop/techno-perlen af en sang, Overcompensate. Og når der skrues op for lyden, stiger dynamikken i takt med lydniveauet. Forstærkeren gør præcis, hvad den skal: Forstærker lyden uden at tilføje noget ekstra. Det betyder, at lyden er den samme uanset lydniveau.

Man skal være temmelig brutal for at mene, at 150 watt ikke er nok, for det er ikke noget problem at fylde rummet med “drengerøvs-atmosfære” og en længsel efter ølkrus. Samtidig lyder det altid helt rigtigt.

Elvis

Elvis Presley kommer til live som aldrig før, når In the Ghetto strømmer ud af Raidho X1.6. Hvad de mangler i dyb bas, gør de op for i mellembasenergi og en opløsning i vokalregisteret, som kun få kan matche. Forstærkeren får det hele frem, og man bliver draget ind i teksten om børn, der får de dårligste kort i ghettoen, og forældre, der gør deres bedste.

Min egen Gallo Reference 3.5 lyder også helt fantastisk, med en magisk åbenhed, som kommer af, at ingen af enhederne er i et firkantet højttalerkabinet eller deler samme kabinet. Og med en næsten 360-graders omnidirektionel diskant, der skaber en enorm scene.

B&W 603 S3 yder også sit bedste, selv om det her bliver ret tydeligt, at kabinettet ikke er så stift og dæmpet som nogle andre. Det er ikke så rent og stramt, og bassen er ikke så lineær. Men det lyder stadig godt, og ingen af lydene er forstærkerens skyld.

Konkurrenter

Prisskiltet på Mola Mola Perca er ikke lavt. I samme klasse finder vi for eksempel Hegel H30, som stadig er på lager i nogle butikker. Selvom den er designet til at spille bedst i mono, yder den også 350 tunge watt pr. kanal i stereo. Og den lyder virkelig godt og kan drive alle slags højttalere. Den er kraftigere og kan tordne af sted med endnu højere lyd mere konsekvent end Perca, men den har ikke den samme gennemsigtighed ved normale lydtrykniveauer. Og det er det vigtigste.

Yamaha M-5000 har en smukt opløst og luftig lyd og en neutral tonestruktur. Den er tung og flot, selv om Perca har en særlig smuk aluminiumsfinish, som er svær at kopiere. Men Perca har endnu mere at byde på sammen med mere tunge højttalere.

Lad os ikke glemme kraftværket Rotel Michi S5. 500 watt skræmmende sjov, og den lyder også ekstremt godt. Igen er det den overlegne gennemsigtighed, der er Percas største trumf, da den ikke kan matche Rotel på ren muskelkraft. Det betyder også, at hvis du har højttalere med ekstremt lav følsomhed, eller hvis du bare er typen, der gerne vil spille vildt højt, så er Michi (eller Hegel H30) et bedre valg. Men til de fleste andre formål er jeg fristet til at sige, at jeg holder på Mola Mola Perca. Så god er den.

Konklusion

Mola Mola Perca er en af de mest åbne, vellydende effektforstærkere, du kommer til at høre . Intet musikalsk landskab er utilgængeligt, ingen følelsesmæssig dybde er uopnåelig. Dette er lyd, der bevæger og beriger, i en sand fejring af musikkens kraft.

Der er noget ved den enorme opløsning og hastighed, og dens evne til bare at “forsvinde”, som er ekstremt vanedannende. Du kan derfor også tydeligt høre forskel på lydkilder og forforstærker, men uanset komponenterne yder de deres bedste – netop fordi forstærkeren er så forbandet neutral og opløst.

Lad dig ikke narre af den lave vægt: Højttalerne er også helt under kontrol, og der er noget særligt ved den måde, forstærkeren simpelthen strækker lydbilledet ud på et supertæt lærred med en helt genial placering af de forskellige objekter og byggesten i lydbilledet.
At Perca koster under 100.000 kroner, er næsten utroligt.