TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
NYHED: LB+ TOTAL UGE - Ingen bindingsperiode! KØB NU

TEST: Nokia X30 5G

Først og fremmest grøn

Nokia X30 5G er den grønneste telefon fra finske HMD, men ydelsen er ikke imponerende.

Af / 24/11/2022 - 12:00
Nokia X30 5G

Home mener

  • Den er ret grøn. Telefonen består primært af genbrugsmaterialer, og Nokia lover tre års opdateringer. Fuld 5G-understøttelse.
  • Bortset fra selfies er kameraerne middelmådige, og zoomen er direkte dårlig. Ydelsen er under de fleste konkurrenter.

HMD Global, der i dag er firmaet bag Nokia-mobilerne, slår kraftigt på miljøvenlighed. Hvilket er både sympatisk og nødvendigt, for der bruges vanvittigt mange ressourcer til de godt 1,5 milliarder mobiltelefoner, der fremstilles i verden årligt. Og hvad skal man med en ny mobil, hvis der ikke er liv tilbage på Jorden?

Nokia X30 5G er således fremstillet med 100 procent genbrugsaluminium, og 65 procent af den anvendte plast er ligeledes genbrugt. Emballagen er også grøn; eller rettere brunt genbrugspap.

Nokia X30 2
Nokia X30 5G er firmaets grønneste og kraftigste telefon til dato. (Foto: HMD Global)

Det understreges også, at telefonen er softwaremæssigt fremtidssikret gennem en garanti for tre års sikkerhedsopdateringer og tre opgraderinger af styresystemet. Telefonen, der leveres med Android 12, skulle altså være up-to-date til og med Android 15. Hvilket burde kunne oversættes til et års længere brugstid end de fleste andre mobiler, inden telefonen ryger til elektronikskrot. Men det betyder selvsagt ikke, at telefonen vil føles moderne og hurtig i hele dens brugstid.

<
>

Tillidsvækkende

Nokia X30 5G giver et tillidsvækkende indtryk, når man pakker den ud. Skærmen er med 6,4 tommer blandt de største i prisklassen, og resten af telefonen er i enten blågråt eller gråhvidt aluminium, som ser ganske eksklusiv ud. Selfiekameraet gemmer sig i en lille cirkelrund udstansning i skærmen, og en fingeraftrykslæser er indbygget bag skærmen. På bagsiden finder man to kameraer og en LED-blitz.

Skærmen har en opløsning på 2400 x 1080 pixel og en opdateringshastighed på 90 Hz. Fuldkommen som de fleste telefoner i mellemstørrelse og -pris. Og skærmglasset er lige så forudsigeligt Gorilla Glass Victus. Her er Nokia/HMD altså helt med på noderne. Skal vi sætte en finger på skærmen (og det er jo sådan, den bruges), er en lysstyrke på 450 nit i underkanten. De bedste mobilskærme i dag er dobbelt så lysstærke.

Annonce
Læs også Gruppetest: Tre mobiler i mellemklassen Man kan godt finde en god smartphone uden at tømme kontoen.

Der er 8 GB RAM og enten 128 GB eller 256 GB lager. Det er helt, som det skal være, og det burde slå til i det meste af telefonens levetid. Nokia X30 5G har plads til to fysiske SIM-kort, men ikke eSIM. Det er heller ikke muligt at udvide lagerpladsen med SD-kort.

OK kamerasektion

Hovedkameraet på Nokia X30 5G er udstyret med optisk billedstabilisering og en 50 megapixel-sensor. Det er helt på højde med dagens standard, og det samme er kamera nummer to, der er en ultravidvinkel med 13 Mp sensor. Det er også helt normalt i mellemprisklassen, at der ikke findes et tredje kamera.

Nokia X30 5G Ice White 3
Der er to kameraer på bagsiden: En 50 Mp vidvinkel og en 13 Mp supervidvinkel. (Foto: HMD Global)

Alt er således som forventeligt, og er man ikke entusiastisk mobilfotograf, vil man sandsynligvis blot glæde sig over, at telefonen tager skarpe, højtopløste billeder uden nogen reaktionstid af betydning. Det gælder også natteoptagelser, som takket være optisk billedstabilisering og kunstig intelligens bliver skarpe og brugbare, selv om telefonen holdes i hånden uden støtte.

Men det kan altså godt gøres bedre, og her er det sandsynligvis AI-billedbehandlingen i kameraet, der er det svageste led. Nokia-testbillederne blev taget samtidig med testen af Google Pixel 7, og der er stor forskel på kvaliteten.

Hvor den lidt dyrere Pixel 7 imponerede med farvestrålende og dynamiske billeder, forekommer Nokia-billederne at være taget i gråvejr, og der er en gullig tone på flere af dem.

 

<
>

Der er også så megen pixelering på digitale zoombilleder, at zoomfunktion lige så godt kunne have været droppet.

<
>

 

På positivsiden laver Nokia X30 5G aldeles udmærkede selfies, og makrobilleder er også helt i orden.

Benchmarks

Hjertet i Nokia X30 5G er en Snapdragon 695 5G, som udmærker sig ved at have en fuld implementering af 5G – og dermed mulighed for høj datahastighed. Det samme kan ikke siges om regnehastigheden, der er mere på det jævne. Hvad man rimeligvis også måtte forvente af en mobil i mellemprisklassen.

Processortesten Geekbench 5 sætter tal på den matematiske regnekraft i processoren. Den kommer ud med en score på 669 i single-core og 1.922 i multicore. Det er et acceptabelt resultat. Og helt tilstrækkeligt til daglig brug i flere år frem. PCMark Work 3.0 simulerer kontorprogrammer og webbrowsing, og den ender med en score på 8.655, som ikke skiller sig væsentligt ud i prisklassen.

<
>

Mindre godt går det for den integrerede grafikprocessor, Adreno 619. 3D-grafiktesten AnTuTu 9 ender med en score på 401.867, hvilket er middelmådigt. Og 3DMark Wild Life slutter med 1.205 – det er mellem halvt så hurtigt og en fjerdedel så hurtigt som lignende telefoner!

Batteritesten med intens simulering af browsing og apps gav et resultat på lige under otte timer. Det er helt efter bogen, og de fleste vil kunne bruge telefonen i et par dage, før den igen skal i opladeren. Her må telefonen til gengæld tilbringe noget tid, da den kun kan oplades med 33 watt. Opladeren må man i øvrigt selv købe, og trådløs opladning er ikke muligt.

Konkurrenter

Hvis prisen vejer meget tungt, og nogle få hundrede kroner er udslagsgivende, må man leve med kompromiser. Men de behøver ikke at være så store. Motorola Edge 30 er et glimrende eksempel på en telefon, der er lidt hurtigere, lidt billigere og endda med bedre og hurtigere skærm.

Nothing Phone (1) til omkring samme pris som Nokia har sit meget specielle design som sit fortrin. Den har også langt hurtigere grafik.

Har man råd til at lægge en fjerdedel mere på disken, kan man til gengæld få den glimrende Google Pixel 7, der på alle måder overgår samtlige mobiler, der er nævnt herover. Både på hastighed og billedkvalitet.

Nokia X30 5
Nokia X30 5G er vandtæt med en IP67-certificering, så den tåler at blive dyppet helt i vand. (Foto: HMD Global)

Konklusion

Nokia X30 5G har nogenlunde det udvalg af features, som man kan forvente af en fornuftig middelklassetelefon. Finnerne får også point for at have tænkt på miljøet i form af genbrugsmaterialer og garanti for tre års opdateringer. Men prisen og ydelsen har svært ved at nå hinanden. Den grundlæggende regnekraft er sådan set i orden til daglig brug, men når det gælder grafik, bliver Nokia’en slået af de fleste konkurrenter – også dem, der koster betydelig mindre. HMD Global fremhæver X30 5G som den bedste Nokia-mobil til dato. Det er muligt, men det bliver næppe den, der generobrer Nokias førerposition blandt mobilproducenter.

Karakter
Nokia X30 5G
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

Nyhed! LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD - 49 kr første måned

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
49 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Apple vs. Android – mobilkrig i mellemklassen?

Forfinet og forbedret – men mere af det samme

Som sædvanlig et godt køb

OnePlus holder kadencen

Meget Pixel for færre penge

God men hypet tablet

Er Xiaomis nye topmobil for dyr?

Mål blodtryk med dit ur

Køb den, hvis du vil være beta-tester

Den bedste mobil du aldrig ser

Honor Magic7 Pro zoomer ind, hvor andre giver op

Oneplus rammer plet med top-of-the-line mobil