Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Sveriges Forrest Gump stråler

Robert Gustafsson er exceptionelt god som Sveriges svar på Forrest Gump i denne meget vellykkede drama-komedie.

Publiceret 09/07/2014 - 14:15
Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt
Tor Aavatsmark

Allan Karlson (Gustafsson) er tvangsindskrevet på et trist plejehjem, efter at han har brugt en kraftig sprængladning til at dræbe en ræv, der stjal hans høns og slog hans kat ihjel. Da han skal fejre sin hundredårsdag på behørig vis, finder han pludselig ud af, at det gider han ikke. Så han tager sine tøfler på, klatrer ud ad vinduet og går sin vej.

Med sine begrænsede midler kommer Allan ikke så langt, men mere end langt nok til at lave ravage. Og da han falder over en kuffert med 50 millioner, som tilhører en motorcykelbande, begynder tingene at eskalere.

Til sin nye ven Julius (Wiklander) fortæller han – over en dram eller tre – om sit bemærkelsesværdige liv. I ren Forrest Gump-stil har den enfoldige Allan været tæt på eller involveret i mange af de største politiske begivenheder i forrige århundrede. Han var en del af the Manhattan Project, mødte Truman, spionerede for russerne, mødte Stalin, var meddelagtig i Berlinmurens fald osv.

Det er blevet en usædvanlig feelgood-film med farverige og charmerende personer, suppleret af et frisk og originalt manuskript. Og Robert Gustafsson imponerer i sin skildring af Allan fra nyfødt til hundredårig – mimik og kropssprog sidder lige i skabet. Desuden har vi aldrig set bedre sminkning på film; Gustafsson ser virkelig 100 år gammel ud, og der er lagt meget energi og mange penge i glimrende special effects og scenografi.

Det eneste, vi kan finde at trække ned for, er at filmen efterhånden bliver lidt ensformig og repetitiv, plus at der er klemt lige lovlig meget ind på de knap to timer, så vi indimellem halser af sted. Men alt i alt en meget vital hundredårig. Fem stjerner!

Lydkvaliteten (dts-MA 5.1) på Blu-ray’en er simpelthen fremragende, og billedkvaliteten rigtig god. Bonusmaterialet består af en god bag-om-filmen.

Karakter
Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Fakta:

  • Release: 30. april 2013
  • Instruktør: Felix Herngren
  • Medvirkende: Robert Gustafsson, Iwar Wiklander, Mia Skäringer, David Wiberg, Ralph Carlsson, Jens Hultén, Alan Ford
  • Genre: Komedie
  • Land: Sverige
  • År: 2013
  • Tid: 1:54 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top