Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Loewe Bild 7 55

OLED i luksusklæder

Hvor meget luksus-OLED får man for 43.000 kroner, og er det smart nok?

Skrevet af / 28/06/2017 - 14:11
Loewe Bild 7 55
Mikael Hansen

Det tyske luksus-brand Loewe behøver ingen nærmere introduktion. Ligesom B&O servicerer de en speciel målgruppe, der foretrækker underspillet elegance og luksus frem for de nyeste teknologiske landvindinger. Ligesom i moderne byggeri er de foretrukne materialer glas og stål. Her er motoriserede vægophæng og fiffige højttalerløsninger.

Det er elegant, og det er luksuriøst. Men prisen er også derefter. Vores testmodel på 55 tommer koster i danske kroner 42.995. For mindre end en tredjedel kan man få LG’s prisvindende B6, der stadig bruges som reference. Er Bild 7 pengene værd?

Loewe Bild 7 55: Design

Kigger vi først på designet, er det tydeligt at se, at Loewe er noget helt andet end LG, Sony og Samsung. Panelets ramme er af metal og har et diskret Loewe-logo i højre hjørne og det klassiske Loewe-øje i bunden. Øjet fungerer som tv’ets LED-pære samt modtager for IR-signaler. Farven skifter alt efter tv’ets funktion og modus.

Bild 7 er uhyggelig tyndt, men noget stritter ud i bunden. Det er den indbyggede soundbar. Når du tænder tv’et, hæver panelet sig på elegant vis og afslører den. Når du slukker igen, får du gardineffekten, præcis som vi kender det fra B&O, mens panelet glider tilbage og skjuler soundbaren. Det er meget elegant, omend det tager nogle sekunder længere, end vi kunne have ønsket.

Der findes flere slags fødder og vægophæng til Bild 7. Nogle er motoriserede og lader dig dreje tv’et fra fjernbetjeningen. Desværre er sidstnævnte ikke så elegant og veldesignet som tv’et. Den er meget lang, dækket med meget små knapper og føles gammeldags og billig. Layoutet virker ikke helt logisk, og den er især svær at bruge, når lyset er slukket.

I brug

Det lidt tunge indtryk fra fjernbetjeningen går desværre igen i menuerne, som ikke altid er logisk sat op, hvorfor man ender man med at bruge lang tid på simple handlinger. Eksempelvis skal man ind under Tilslutninger for at vælge ekstern lyd frem for soundbaren og kan ikke tilgå dette under de almindelige lydindstillinger.

Også billedindstillingerne er bøvlede at finde rundt i, og der er slet ikke så mange muligheder, som vi ellers er vant til fra high-end-modeller. Indstillingerne tilgås lettest via HOME-knappen, hvorfra du også har direkte adgang til alle dine kanaler, diverse indgange og apps. Herinde finder man også optagefunktionen DR+. Den fungerer overraskende godt og giver dig 1 terabyte at optage på.

Som noget specielt for Loewe kan du med deres Loewe App til smartphones og tablets danne forbindelse direkte til tv’et. Herfra kan du programmere, se gemte optagelser eller bare streame live-tv. Det er smart!

Hvor er mine apps?

Hvor vi er vant til Netflix, Amazon, HBO og lignende streaming-tjenester indbygget i de fleste tv’er i dag, må vi hos Loewe nøjes med et meget lille og meget ringe udvalg af apps. Det skyldes, at de insisterer på at bruge deres eget OS. Du kan se koncerter med Berliner Philharmoniker, streame lidt fra YouTube eller høre musik fra Tidal. Det er stort set det. Jo, så er der også apps til Twitter og Rejseplanen, men hvad skal vi bruge det til?

Vi spurgte naturligvis Loewe om dette, og svaret var desværre, at det er app-producenterne, der vælger, om de vil være til stede på de forskellige platforme. Loewe er ganske enkelt for små i deres øjne. Det samme gjaldt i øvrigt B&O, som af samme årsag har skiftet til Android. Her står Loewe stadig ude i kulden, og den slags koster point.

Lyd og billede

Heldigvis hiver Loewe mange af de tabte point hjem igen, når det kommer til billedkvaliteten. OLED er kendt for et urimelig godt sortniveau, og Bild 7 er absolut ingen undtagelse. Rent faktisk har tv’et et af de flotteste billeder, vi længe har set.

Det dybe sortniveau er virkelig sort og går ikke ud over detaljerne i skygger, hvilket ellers kan være et problem på en del OLED-skærme. Det fremgår tydeligst under visning af HDR-indhold, hvor lysstyrken skrues helt i vejret. Selv i de mest kontrastrige scener formår Loewe at bevare detaljerne i de mørkeste områder. Billedet stod knivskarpt, uden nævneværdig støj og med naturlige farver.

Almindeligt 4K-indhold så ligeledes godt ud, særligt når man slår de fleste billedprocesseringsteknikker fra. Støjreduktion er ikke nødvendigt, når opløsningen er i orden. Også opskalering af SD- og 1080p-indhold klarer Bild 7 på fin vis, uden at der introduceres for meget støj og pixelering.

Denne skærm er skabt til at se film på. Gamerne er dog ikke glemt, og den særlige “gamer mode” gør det ligeledes muligt at spille på skærmen uden alt for meget input lag.

Det sidste, vi skal omkring, er lyden. Med en indbygget soundbar giver det sig selv, at Bild 7 har langt bedre lydkvalitet end de fleste andre OLED-tv’er på markedet. Soundbaren er på 2 x 60 watt og kan både spille højt og dybt. Desværre skal man skrue ganske højt op, for at den virkelig kommer til sin ret. Ved lav volumen virker den en anelse indelukket og hul. Når vi kommer op over de 50, lyder den meget bedre.

Konklusion

Loewe Bild 7 55 er et interessant tv med mange gode sider, hvoraf billedkvaliteten er den primære. Billedet står skarpt med flotte mørke toner, som OLED-teknologien er kendt for. Sort er virkelig sort.

Prisen taget i betragtning er der dog stadig et par ting, der ærgrer os. Fjernbetjeningen har tydeligvis ikke fået samme opmærksomhed som tv’et, menuerne er tunge og bøvlede, og apps er der stort set ingen af. Som modvægt har Loewe indbygget optagefunktion og en app-løsning, der gør det let at dele og programmere indhold direkte fra din smartphone.

Sammenlignet med LG B6 kan det dog være svært at retfærdiggøre den højere pris, hvis man ser på billedet alene. Loewe står flot, men det gør LG også og det til under en tredjedel af prisen. Hertil er LG mere brugervenligt og har langt flere apps at boltre sig i. Vil du have et OLED-tv i luksusindpakning, har Loewe dog stadig det stærkeste kort på hånden, og har du råd, er Loewe Bild 7 55 derfor stadig et godt valg.

picture2
<
>
Bild 7 har både til gården og til gaden. Den indbyggede subwoofer stikker ud fra bagsiden.

Lyd & Billede mener

Bild 7 har et imponerende billede, der kan være knaldsort og detaljerigt på samme tid. Dertil er det pakket umådelig pænt ind. Menuerne er sløve og forvirrende at finde rundt i. Loewe insisterer på at bruge deres eget OS, hvilket betyder alt for få apps.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top