Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Sony VPL-VW1000ES

Tættere på virkeligheden

Du vil ikke tro dine egne øjne. Opløsningen fra Sonys 4K-projektor giver dig et skræmmende realistisk og knivskarpt billede.

Skrevet af / 28/09/2012 - 00:00
Sony VPL-VW1000ES
Lasse Svendsen

Magen til biografkvalitet har du næppe set tidligere. Denne enorme – og svinedyre – Sony-projektor er nemlig i stand til på avanceret vis at øge opløsningen fra Blu-ray-films 1920 x 1080 pixel til 4096 x 2160. For at sætte det i perspektiv er det forskellen i opløsning mellem 2 megapixel og 8,8 megapixel. Over fire gange så høj opløsning som Blu-ray og HDTV – noget som umiddelbart mærkes.

Detaljeskarpheden er forbløffende høj. Med Sony VW1000ES ser du mikrodetaljer, som du aldrig har set før. Sportsudsendelser som fodbold-EM i sommers flytter hændelsen direkte hjem til dig. Pludselig sidder du på de bedste pladser på stadion, og hvad der er endnu bedre, er at du ikke et sekund savner 3D.

Den enorme opløsning fordelt på et 106 tommers DreamScreen lærred, med hele tre meters betragtningsafstand, skaber en realisme, som du næppe har oplevet magen til. Sony kalder det Reality Creation. Og det er kort og godt fantastisk. Efter at have levet med 4K-opløsning er det en reel nedtur at gå tilbage til almindelig HD, skønt nogle erklærede filmentusiaster vil foretrække det klassiske film-look, som almindelig opløsning og 24 fps giver. Det fine er, at VW1000ES klarer begge dele.

Reality Creation
Da tv-udsendelser, Blu-ray og HD-videokameraer ikke har højere opløsning end 1920 x 1080 pixel, må Sony-projektoren bedrive avanceret processering af almindelig HD, for at de SXRD-paneler, som leverer billedet, skal kunne give dig den høje 4K-opløsning. Pixels er mindre og sidder tættere sammen på Sonys 4K-paneler for at få plads til nok billedpunkter til, at opløsningen kan kaldes 4K.

Projektorens processor opskalerer videosignalets indhold, baseret på mønstergenkendelse, bevægelse og opløsning. F.eks. vil effekten af 4K-processering være meget bedre med HD-kilder end med dvd og almindelig tv-signal i lavopløst SD-kvalitet.

I skærmmenuen har man adgang til en lang række indstillinger. F.eks. Sonys Cinema Black Pro, hvor den aktive blænde (iris) kan hjælpe på sortniveauet. Eller Motion Enhancer, som giver flydende bevægelser uden flimmer, og Smooth Gradation, som kalkulerer graderinger fra sort til hvid og udjævner overgangene. Det er også muligt at vælge Adobe RGB farverum, som faktisk er ganske nyttigt, hvis man bruger Adobe RGB billedfiler fra et spejlreflekskamera til visning på Sony-projektoren. Med 8,85 megapixel opløsning får man vanvittig meget bedre detaljegengivelse, når man ser på foto på lærred. Da er det ekstremt vigtigt at kalibrere projektoren korrekt.

Enestående skarphed
Sony har lavet nogle fejl, som grænser til det utilgivelige på en projektor i denne prisklasse. Der er nemlig ikke noget farvekorrektionssystem (CMS) på VW1000ES. Ufatteligt, men sandt. For dem, der vælger at bruge eksterne 4K videoprocessorer (som koster kassen), er det ikke så kritisk. For alle andre betyder det, at det ikke er muligt at kalibrere farver 100 procent korrekt. Når det er sagt, så er udgangspunktet før – og resultatet efter – kalibrering slet ikke værst. Ikke i det hele taget.

Vælg Reference-opsætningen fra menuerne. De giver dig det allerbedste udgangspunkt og den – før kalibrering – mest neutrale farvegengivelse. Men billedet er lidt blåt; ikke med blåskær, men man kan se et svagt køligt blåstik i hvide dele af billedet. Efter kalibrering (se boks) falder det meste på plads. Også farvebalancen, som selvsagt kunne have været bedre, hvis projektoren havde haft CMS.

Uden nogen ægte 4K-film som bedømmelsesgrundlag er det vanskeligt at sige noget sikkert om, hvor godt projektoren lever op til CDI-standarden for 4K’s udvidede farverum, hvor Blu-rays 8 bit farver svarer til sølle 17 millioner farver, mens CDI-standarden støtter drøje 68 milliarder farver fra 12 bit farverum. Med andre ord: Projektoren kan kombinere enestående opløsning med meget bedre definerede farver. I vores test måtte vi nøjes med projektorens interne opskalering af Blu-ray. I sig selv godt nok til at få nakkehårene til at rejse sig.

Blu-ray-film som Resident Evil og Transformers ser spektakulære ud opskaleret til 4K. Den ekstreme opløsning giver en dybde i filmene, som for mit vedkommende er at foretrække frem for 3D-versionerne. Efter en stund savner jeg ikke det dybe sortniveau fra en JVC X70, for hovedet har nok at gøre med den realistiske følelse af at være til stede på filmsættet. En ganske unik realisme faktisk, hvor den høje opløsning forstærker oplevelsen af at se film. Detaljeskarpheden, kontrasten, med flimmerfrit billede og jævne panoreringer, er i absolut topklasse. Man kommer ikke meget tættere på ægte biograf end dette.

I 3D er det meget lidt at sætte en finger på. De aktive briller, som følger med (to par), reducerer lyset fra lærredet en hel del, og Sonys egen 3D-indstilling har kun godt af en justering. Men med farvekorrektion, bedre kontrast og kompenseret lysrefleksion ser film i 3D temmelig spektakulært ud. Det er næppe muligt at se crosstalk – dobbeltkonturer – og Sony-projektoren får virkelig det maksimale ud af 3D på film. En ulempe er, at den høje opløsning viser manglerne i den computergrafik, som er benyttet i filmen, tydeligere end 3D fra almindelige 2K HD-projektorer.

Konklusion
Ser vi bort fra fraværet af CMS, så er manglen på 4K-indhold Sony-projektorens akilleshæl. Der findes kort og godt ikke let tilgængeligt indhold i 4K-opløsning, og man er prisgivet projektorens egen 4K-opskalering, som dog ikke er nogen dårlig affære. For magen til detaljeskarphed og filmoplevelse må man til de bedste digitale biografer for at finde.

Sony VPL-VW1000ES er en milepæl blandt hjemmebiograf-projektorer. En projektor for de få ganske vist, men med billedkvalitet i referenceklasse, enestående skarphed og fortræffelig 3D-gengivelse. Få CMS på plads, Sony, så skal vi ikke klage.

Du må vente på 4K-indhold

Meget tyder på, at man må klare sig uden 4K-indhold, hvis man ikke laver det selv.
For videografer, filmskabere og fotografer er det ikke så vanskeligt at udnytte VPL-VM1000ES’ 4K-opløsning. I hvert fald så længe man kan få afspillet 4K-film fra 4K-kameraer som Canon C500 på billedet her.

Blu-ray med 4K er ikke aktuelt. Man har nemlig brug for en anselige mængde 50 GB Blu-ray-skiver for at få plads til halvanden times spillefilm i 4K. Intet tyder på, at der nogensinde vil komme fysiske skiver med 4K-indhold, da datamængden kræver enormt med lagerplads for at få plads til en hel film. Nettjenester og tv-udsendelser med 4K ligger langt ude i fremtiden. Den kapacitet, der er nødvendig for at distribuere 4K-indhold, eksisterer simpelthen ikke.

Man kan altså afspille det lokalt. Da er en specialbygget pc med lynhurtig harddisk eller SSD-lagring, grafikkort med 4K-støtte og enorm lagerkapacitet helt nødvendig. Men skal man have filmen over på en disk, er det ikke noget, man streamer over nettet eller downloader fra internettet. Endnu.

Så sidder man tilbage med opskalering fra 2K til 4K. En løsning, der fungerer godt, som vi har set på VW1000ES, og som giver dig enestående opløsning, men ikke fuld udnyttelse af DCI-standardens øgede farverum. Måske er Sony for tidligt ude med en 4K-projektor til konsumentmarkedet, i betragtning af at 4K-indholdet er meget begrænset. På den anden side: De, der er tidligt ude med 4K, er klar til fremtidigt 4K-indhold og kan i mellemtiden glæde sig over en 4K-opskalering, som virkelig trækker fra land og forstærker filmoplevelsen betydeligt.

Kalibrering af VPL-VW1000ES

Af Gorm Sørensen

I den seneste tid har Sony virkelig fået styr på kalibreringssystemet i deres projektorer, og både HW30 og VW95 lader sig kalibrere efter alle kunstens regler. VW1000ES derimod har ikke et kalibrerbart farvehåndteringssystem, noget vi selvfølgelig stiller os undrende over for. Når det er sagt, så stiller VW1000ES alligevel i sin egen klasse, hvad forhåndskalibrering fra fabrik angår.

Farvetemperaturen i den prækalibrerede farvemodus “Reference” er helt lineær, men med en ganske lille overvægt af blåt. Det er absolut acceptabelt. Efter gråskala kalibrering er Delta-E afviklet i snit under 0,5, altså ikke synligt for øjet.

Farverummet derimod er svagt overmættet, og desuden er der en dekoderfejl, som medfører, at der er for lav luminans i grønt. Denne type fejl korrigeres gerne via projektorens CMS, men da VW1000ES ikke er udstyret med en sådan, bliver fejlen mere alvorlig. Mangel på grøn luminans medfører, at sekundærfarverne trækkes mod henholdsvis rødt og blåt. Hvorfor Sony har udeladt CMS, vides ikke, men det er nærliggende at tro, at projektorer på dette niveau gerne kobles til en billedprocessor med CMS.

På trods af fejlen i farvesystemet stiller VW1000ES med referencebilleder, til forskel fra hvad man tidligere har set i hjemmebiograf-sammenhæng. En stor del af grunden til dette er unikt god processering, som udnytter opskaleringen til 4K fuldt ud. Derudover er optikken på referenceniveau og kontrasten ligeså. Sidstnævnte måler lige i underkanten af 19.000:1 i såkaldt on/off-kontrast (sort vs. hvidt testbillede), og det uden brug af dynamisk iris. Placeres projektoren meget tæt på lærredet, falder kontrasten derimod radikalt. Det er, fordi maksimal brug af zoom reducerer kontrasten med næsten 50 procent i forhold til minimal brug af zoom.

Med den dynamiske iris aktiveret er on/off-kontrasten næsten uendelig. Irissen lukker nemlig så langt ned i sort, at lysstyrken på lærredet ikke lader sig måle. I mangel på lab-miljø til ANSI-kontrastmåling må vi nøjes med at konstatere, at den er unikt høj.

Billeddynamikken er kort og godt ekstremt god. Lysstyrken er også usædvanligt høj. Jeg har målt hele 35 fL (foot-lambert) på et tre meter bredt lærred med normal hvid baggrund. Dette er efter kalibrering og uden særligt tab af sortniveau. I økonomimodus gav projektoren ca. 20 fL.

En drøm
På trods af den ganske ekstreme prisseddel findes VW1000ES allerede i hjemmebiografer her i landet. Jeg har haft glæden af at kalibrere op til flere af dem. Da via ekstern billedprocessor, og resultaterne er kort og godt billedgengivelse hinsides noget, man tidligere har oplevet i hjemmebiograf-sammenhæng. Og det før vi i det hele taget har haft adgang til ægte 4K-kildemateriale.


Gamma før kalibrering


Gamma efter kalibrering


Gamut CIE før kalibrering


Gamut CIE etter kalibrering


RGB-balance før kalibrering


RGB-balance etter kalibrering

Lyd & Billede mener

Enestående opløsning Ekstrem skarphed Rigtig god 3D-gengivelse Meget lidt 4K-indhold tilgængeligt Mangler CMS Høj pris

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top