Samsung vaskemaskine 6400 Series AI Wash 9 kg (WW95DG6U85LKU3)

Grøn og effektiv tøjvask

Der er et kapløb i gang om at give husholdningsprodukter AI-funktioner, og i denne maskine giver det virkelig mening

Vaskemaskine Samsung

Vaskemaskinen fra Samsung har et helt klassisk hvidt design med digitalt display. (Foto: Samsung)

Nogle gange viser den perfekte mulighed sig, når man er i gang med at teste en vaskemaskine, og den perfekte mulighed kom, da vi en morgen vågnede op til lyden af hunden, der kastede op i sin seng.

Kunne vaskemaskinen fra Samsung mon klare at fjerne både pletter og den afskyelige lugt? Det afsløres snart. (Og bare rolig, hunden har det godt igen).

App
I SmartThings app’en er det nemt at holde øje med både energiforbrug og status på vaskecyklus. (Screenshots: SmartThings)

Smart med app

Vaskemaskinen installeres af en professionel montør, for det skal sådan nogen jo, men forbindelsen til app’en får vi selv lov til at tage os af. Samsung har sin egen app, SmartThings, som vi efterhånden har testet med en række forskellige produkter fra Samsung, og det der går igen, er, at det altid er nemt og hurtigt at forbinde produkterne til app’en. 

Det gælder også denne gang, hvor SmartThings på få sekunder registrerer vaskemaskinen, beder om login til husets Wi-Fi og umiddelbart efter kan vi gå ind i menuen og på opdagelse i de mange forskellige programmer og funktioner.

Skuffe
I skuffen er der beholdere til automatisk og manuel dosering. (Foto: Pernille Redder)

Energisparer

Samsung har bygget en ny, smart funktion ind i denne vaskemaskine, som de kalder AI Energy Mode. Den indstilles i app’en og går kort sagt ud på, at du fortæller maskinen, hvornår strømmen er dyrest. Ifølge vores energiselskab er det fra klokken 17-20, så det taster vi ind i SmartThings.

I dette tidsrum vil maskinen nu automatisk gå i energisparemode, hvilket bl.a. betyder, at den vasker med koldere vand og Samsungs egen teknologi Ecobubble, og da vi i SmartThings kan se præcis hvor meget strøm (og vand) apparaterne bruger, kan vi også se, hvor meget AI Energy Mode har sparet os for. 

Dette virker som næste skridt i udviklingen af en energieffektiv husholdning, og funktionen er både enkel og genial til alle os, der ikke har det som hobby dagligt at studere elpriserne.

Ren og fin

Uanset hvor smart en app, producenter udstyrer deres vaskemaskine med, så er der naturligvis én funktion, som trumfer alle andre: Kan maskinen vaske tøjet rent?

Ja, der er i hvert fald programmer nok at vælge imellem. Vaskemaskinen fra Samsung kan udsætte tøjet for damp, der fjerner 99,9 procent bakterier, allergener og lugt. Bobleblødgøring, som var det, man i gamle dage kaldte at lægge tøjet i blød, og som foregik i en balje i håndvasken. Nu kan maskinen gøre det for os, men formålet er stadig at opløse de mest genstridige pletter inden selve vasken.

Der er også et AI-program, som ender med at være det, vi bruger allermest i løbet af testperioden. Det er et program, der selv fastsætter temperaturen mellem 40 og 60 grader, og vi oplever det som både effektivt og skånsomt.

Maskinen er udstyret med automatisk dosering, hvilket man hurtigt bliver glad for, fordi det bare går meget hurtigere at sætte vasken i gang. Samsung har endda udviklet en særlig skyllefunktion, som holder skuffen ren og fri for gamle sæberester.

Som en lille ekstra feature, kan man i app’en fortælle maskinen, om den skal bruge en lille, medium eller stor mængde skyllemiddel. Det er også nemt at slå den automatiske dosering fra og dosere manuelt i skuffen, når der er brug for special-vaskemiddel.

Den ultimative test: Vaskemaskinen fjernede både ildelugtende pletter og fik hundesengen til at dufte frisk og ren igen . (Foto: Pernille Redder)

Den store test

Hundesengen med de ildelugtende pletter fik en 60 graders vask med hygiejnisk damp. Et program, som tager 2 timer og 40 minutter, men de er godt givet ud, for da maskinen melder, at den er færdig, er sengen helt ren og velduftende. 

Den store test er bestået.

Læs videre
Exit mobile version