TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Sage Oracle Dual Boiler

Topniveau fra Sage, men de er ofre for deres egen succes

Den nyeste og dyreste model fra Sage beviser igen, at mærket er kongen af de nemme espressomaskiner, som både appellerer til nørden og den dovne espressoelsker. Men hvordan kan den være dobbelt så god, som deres modeller til den halve pris?

Af / 13/12/2025 - 10:47
Sage Oracle Dual Boiler

Home mener

  • Ekstremt nem at bruge. To kedler, så den kan brygge og dampe samtidig. Appellerer både til nørden og til den dovne kaffedrikker. Skøn espresso.
  • Prisen er høj, især når mindre dyre modeller fra Sage tilbyder meget lignende egenskaber.

Hver gang jeg anmelder en ny espressomaskine fra Sage, ender jeg med at skrive meget af det samme: At den igen forbedrer oplevelsen og gør god gammeldags espresso, som normalt kræver en del træning, til en leg. Både en lørdag formiddag, hvor man langsomt perfektionerer sin opskrift med en ny kaffebønne, og en råkold mandag morgen, hvor man bare skal have en velskabt portion koffein NU.

Og at konkurrenterne typisk ikke kan hamle op med hverken brugeroplevelsen eller kaffekvaliteten.

Det var sandt, da jeg anmeldte den gamle Sage Oracle Touch, den mindre Sage Impress Touch og den stadig relativt nye Sage Oracle Jet.

Og nu har de absolut gjort det igen. Men spørgsmålet er denne gang, om den nye Sage Oracle Dual Boiler overhovedet giver mening at kaste penge efter, når de mindre modeller er så gode. Et spørgsmål, som allerede trængte sig på ved den langt “billigere” Oracle Jet.

SageOracleDual_1 SageOracleDual_2 SageOracleDual_3 SageOracleDual_4
<
>
Den ligner til forveksling den gamle Oracle Touch, med lidt mere moderne designsprog. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Old school-indmad

Sage Oracle Dual Boiler er betydeligt dyrere end Jet. Pengene går primært til indmad (selvom brugeroplevelsen også er blevet optimeret). Oracle Dual Boiler bruger, som navnet antyder, kedler i stedet for det mere moderne Termojet-system, man finder i Jet og Impress Touch. Fordelen er, at kedler bør holde en lidt mere stabil temperatur, når de først er varme, og at maskinen kan brygge og dampe samtidigt. Kedler er det mere prøvede, old school-valg, som de fleste espressomaskiner målrettet hobbyister benytter. Til gengæld er de meget langsommere end Termojet, som varmer op på få sekunder. Kværnen fra Baratza er den samme som i Oracle Touch, Impress Touch og Oracle Jet.

Annonce

På brugeroplevelsen får man et dedikeret Manual Mode, som gør det muligt at styre ting som pre-infusion og bloom meget manuelt og man kan se brygningstrykket i realtid. Hvis man ikke vil bruge Manual Mode, ligner det meste sig selv, hvis man er vant til en maskine fra Sage med skærm.

Ligesom den gamle Oracle Touch er maskinen PID-kontrolleret, så du kan vælge temperaturen inden for 1 grads præcision. Den efterhånden berømte automatiske mælkeskummerteknologi følger naturligvis med. Skærmen er en imponerende 5,7” HD-touchskærm. Den bedste og flotteste, jeg nogensinde har set på en espressomaskine. Skulle man sidde med et brændende spørgsmål omkring espresso, er der med garanti en god guide til emnet indbygget i menuen, som man kan se på den flotte skærm.

Sage Oracle dual boiler test
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Endnu flere automatiske egenskaber

Sage Dual Boiler har dog et par nye funktioner, såsom muligheden for, at den automatisk kan ændre kværnindstillingen. Det lyder farligt, tænker man som kaffenørd, men der er tale om små justeringer (og det kan naturligvis slås fra). Når du først har fundet et godt sweetspot til din espresso, kan maskinen selv justere kværnen en tak i den rigtige retning, hvis kaffen en morgen løber lidt for hurtigt igennem. Praktisk, da kaffebønner reagerer på ting som tid og luftfugtighed og derfor typisk har brug for løbende kværnjusteringer. Den automatiske justering holder din kaffe inden for skiven. En særlig gave til par, hvor én person går meget op i kaffe, og den anden ikke orker at sætte sig ind i, hvordan espressomaskinen fungerer.

Derudover kan man nu dobbeltklikke kværn-ikonet og få den til at kværne 5-6 gram kaffe ud. Noget, man altid bør gøre, når man laver en justering af kværnen, og som man normalt klarer ved at starte/stoppe kværnen manuelt. En lille rar ekstra luksus at få det automatiseret en smule!

Derudover kommer maskinen nu med en tilhørende app, så man bl.a. kan tænde maskinen med mobilen. En komplet ubrugelig egenskab på de fleste maskiner, men ikke på denne, da kedlerne skal have tid til at varme op.

SageOracleDual_6 SageOracleDual_7 SageOracleDual_8
<
>
Det er svært at stoppe maskinen, fra at forsøge at nudge dig i den rigtige retning. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Automatisk eller “speedometer”?

Selvom kedler er meget langsommere end Termojet-systemer, er Sage Oracle Dual Boiler klar til at brygge på kun 3 minutter og 55 sekunder. Herefter er kaffeoplevelsen mere eller mindre identisk med Sage Oracle Jet. Du sætter portefilteret i kværnen og lader maskinen kværne, dosere og tampe bønnerne ned i filteret. Herefter fyrer du portefilteret over i bryghovedet og trykker på kaffeikonet. Du kan naturligvis indstille den ønskede størrelse og bruge stopuret på skærmen til at vurdere, om kaffen løber igennem med den rigtige hastighed (og maskinen skal også nok holde øje for dig og komme med løbende forslag). Kværnen har 45 indstillinger, som styres via skærmen.

Er det lidt for nemt (og det er godt nok meget nemt), kan man skifte til “Manual Mode”, som i kontrast ligner et stort speedometer. Det er primært en visuel forskel, da man selv i det dovne automatiske mode ikke behøver lytte til maskinen, hvis man er uenig. Det er noget af det bedste ved Sage. Automatiseringerne er sjældent begrænsninger.

I Manual Mode har man dog et par unikke muligheder. Man kan eksempelvis styre pre-infusion- og bloom-faser (forskellige versioner af faser med lavt tryk, som foretages, inden resten af skuddet brygges ved de standard 9 bar). En sjov ting at lege med, hvis man har god tid til at tilpasse sin kaffeteknik. Rammer man plet, kan maskinen gemme “opskriften” til næste skud.

Sage Oracle Dual Boiler test
En smuk espresso. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Kaffekvalitet som Oracle Jet

Kaffekvaliteten i både automatisk og manual mode er på samme høje niveau som Oracle Jet. Faktisk kan jeg ikke smage nogen forskel mellem de to, som begge leverer noget af det bedste espresso, man kan få i segmentet af brugervenlige maskiner. Men hvis kedlerne gør en forskel for smagen, bemærker jeg det ikke.

Vil man have markant bedre espresso end Jet, kræver det en dyrere kværn. Kværnen er trods alt den vigtigste del af espressobrygningen. Selvom den gode gamle kværn fra Baratza absolut ikke fejler noget (især til mørkristet kaffe), ville en bedre kværn være en god måde at forsvare prishoppet fra Oracle Jet og skubbe Sage endnu længere foran konkurrenterne.

Mælk i velkendt verdensklasse

En anden ting, som jeg næsten kan kopiere fra en af mine andre Sage-anmeldelser, er den perfekte mælk. Jeg er ikke selv i stand til at dampe mælk med en mere perfekt tekstur (både med mælk og plantemælk), end Sage Oracle kan gøre automatisk. Det er samme system, som man finder på Oracle Jet og den gamle Oracle Touch. Temperatur og tekstur sidder lige i øjet, og man glemmer hurtigt, at ingen fuldautomatiske, kun visse semiautomatiske og alt for få baristaer kan ramme samme niveau.

Sage Oracle Anmeldelse
Samme automatiske mælkeskummer som i Oracle Jet. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Konklusion

Sage Oracle Dual Boiler er den absolut bedste maskine fra Sage nogensinde. Og det siger ikke så lidt. Men prisen er godt nok høj. For siden lanceringen af den gamle Oracle Touch har Sage introduceret et væld af maskiner med 90 procent af de samme fordele til en brøkdel af prisen. Sage Oracle Dual Boiler beviser, at de ikke har opgivet de gamle espressodyder, men stadig kan bygge maskiner målrettet entusiaster. Men en entusiast ville absolut købe den billigere Oracle Jet og en hardcore espressokværn oveni. Så er der både til dovne morgener og ægte nørderi.

Den ellers gode kværn er maskinens svageste led, og det er svært at se, hvorfor man skal betale så meget ekstra for kedler, når en bedre kværn vil gøre en markant større forskel. Det ændrer ikke på, at brugeroplevelsen er bedre i Oracle Dual Boiler end i Jet, så hvis penge ikke er en udfordring, er den nok den bedste semiautomatiske maskine på markedet, der også er fantastisk nem at bruge og leve med.

Karakter
Sage Oracle Dual Boiler
High End
Lasse Torp Hansen
(f. 1996): Journalist på L&B Home. Lasse er udgivet i bl.a. Bil Magasinet, Børsen Pleasure, Brugte Drømmebiler og Filmmagasinet Ekko. Lasse viste sig desværre at være en ret tarvelig akademiker, men til gengæld vældig god til at videreformulere de universelle sandheder, som holder ham vågen om natten: Såsom det faktum, at elbiler tit deler designfilosofi med gamerudstyr, og at Erna i krig har samme plot som Find Nemo. Hans primære besættelser er biler, kaffe, tech, design, og film.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Praktisk madlavning i højden

Kamera med alsidigt lys

Kan DeLonghi skubbe Sage af tronen?

Fast objektiv og P&T-objektiv i ét kamera

Futuristisk rengøring med droneteknologi

Et lille skridt for brugeren - et stort skridt for Hue-universet

En rigtig ninja i køkkenet

Stilfuld smart dørlås

Hele tre ting på en gang

Smart sikkerhed i al slags vejr

Bagt, sprødt og næsten som i Italien

Rengøring fra allerøverste hylde