Syv år er gået, siden vi sidst testede en vejrstation fra Netatmo, nemlig Weather station NWS01. Ikke fordi, vi ignorer vejrnørderne blandt læserne eller udviklingen indenfor app-styret måling af lokale vejrforhold. Der har bare ikke har været nye vejrstationer fra den franske smart-home producent. Indtil nu.
Den nye, opdaterede model hedder Weather Station Original 2nd generation. Altså anden generation, næsten samme form. Målene på basen og det eksterne modul er skrumpet lidt. Mere nøjagtigt en halv centimeter i diameter og højde.
Måske ikke det vigtigste parameter, men mindre mål kan gøre det nemmere at placere det udendørs modul og den indendørs basestation. Det skal vise sig at være ret vigtigt.
Teknikken har også taget gevaldige hop fremad siden 2018. Nu kan du stemmestyre og koble vejrstationen på din smart-home-opsætning. Netatmo Weather Station Original har desuden fået to nye målingsfunktioner af UV og pollen. Især det sidste er vi mange, som er glade for. I praksis blev det dog lidt af en blandet fornøjelse.
Design og opsætning
Netatmo Weather Station Original består af en base og et udendørs modul. Vi testede den sandfarvede version. Fra september 2025 kommer modellen også til salg i en afdæmpet grøn farve, som Netatmo kalder Mint.

Det udendørs, batteridrevne modul ligner en miniversion af basen. Den klejne størrelse gør det nemmere at finde en plads i det fri. For præcise målinger må modulet ikke placeres i direkte sol og gerne under et halvtag eller lignende.
Med det medfølgende velcrobånd spændte jeg modulet inde om benet på et etbenet altanbord. Ellers kan du montere enheden på muren. Bagpå er et lille indhak til en skrue.
Basen har samme slanke, diskrete design og passer ind i for eksempel stuens bogreol. Desværre har den nemt ved at tilte, når du under opsætningen skal aktivere enheden med et par tap på toppen med fingeren.
Det aflange lys i siden skal gå fra grønt til at blinke blåt, når enheden er klar til at koble på dit Wi-Fi. Farven er svært at afgøre, medmindre basen står i indirekte lys. Weather Station Original understøtter kun klassisk Wi-Fi, så ingen Matter-integration i denne omgang.
App og smart-home
Du kan anvende Netamos app (Netatmo Weather) og app’en Home + Control. Sidstnævnte er en slags overordnet kommandocentral for enheder fra Netatmos samarbejdspartnere. For eksempel Legrand og Somfy. Begge apps findes også til Android. I denne test anvender vi iOS-versionen.
Jeg havde noget besvær med at oprette en Netatmo-brugerprofil og logge på. Hver gang fik jeg en advarselsmail om, at nogen prøvede at logge på som mig. Kryptisk.

Netatmo Weather-app’en blev vist med et interface på norsk (iPhone) og engelsk (iPad). Jeg fandt aldrig menupunktet, hvor jeg ifølge Netamos hjemmeside kan skifte sprog. Netatmo kender ikke til lignende app-problemer, så det kan være noget specifikt for min opsætning.
Via Home + Control fik jeg vejrstationen på mit Apple Home-netværk. Anvender du iOS, bliver data fra vejrstationen vist under menupunktet Klima.
Jeg fik først stationen på mit Apple Home-miljø, da jeg oprettede en bro ved hjælp af en Apple HomePod Mini. Uden alt for meget teknisk snak så er gevinsten, at jeg med broen kan styre vejrstationen og indhente data fra den, mens jeg er væk hjemmefra.
Du kan også stemmestyre. Jeg testede med Google Assistent og fik et par sjove samtaler med stationen. Den svarede fint, hvad temperaturen (for eksempel) aktuelt var udenfor.
UV og pollen
Netatmo Weather Station Original har som nævnt fået to nye funktioner: Måling af UV- og pollenniveauer. UV-målingen fordeler sig på en skala på 11 niveauer, og app’en fortæller gerne, hvordan du beskytter dig mod solens stråler.
Pollen-målingerne omfatter græs, træer og ukrudt. Tryk på den enkelte måling for at få vist en skala fra 1-4, hvor meget pollen, som svæver rundt i luften, samt en tredagsprognose.

De to nye målerfunktioner supplerer dem, som Netatmo allerede understøtter. Udover temperatur (inde og ude), gælder det luftfugtighed, lufttryk og støjniveau samt CO2 og støj målt i decibel.
Desværre kan det udendørs modul ikke fortælle om støjniveau. Ville ellers være relevant, da kommunen netop i testperioden havde besluttet sig for med trykluftsbor at få opbrudt asfalten neden for min ejendom og lagt ny belægning på.

Du kan få vist målingerne som rene tal eller i en graf. Vend din smartphone på siden, og målepunkter fordeler sig ud over en længere tidsperiode. Det giver især godt overblik på en større tablet-skærm, da du med fingrene kan trække og udvide grafen sidelæns og få vist historiske data.
Nogle målinger kan indstilles til at give en varsling/notifikation, når et bestemt punkt er nået. For eksempel niveauet af CO2 . Er luftkvaliteten indendørs for ringe, kan en god udluftning gøre meget.
Desværre understøtter Netamo ikke varsling, når UV- eller pollen-niveauet bliver kritisk. En af de første dage i testperioden (juni) måtte jeg søge inden for i et supermarked. Tårerne trillede. Øjnene kløede, og næsen løb. Hvad ekspedienten i kassen må have tænkt, er ikke godt at vide.

Jeg tjekkede i app’en. Græs-pollen lå i det øverste røde felt. Netatmo forklarer, at mulighed for varsling af kritiske høje UV- og pollen-målinger ikke er implementeret, men vil blive det, hvis brugerne efterspørger det.
Det er hermed gjort – brugervarsling/notifikation af pollen (og UV)? Ja, tak!
Konklusion
Netatmo Weather Station Original er en fin, lille vejrstation med masser af interessante input om alt fra luftfugtighed til niveau af CO2. Der er masser af data at gå på opdagelse i. For eksempel målinger fra hele verden af blandt andet regn og vindforhold. Måske sidstnævnte mest tiltaler vejr-nørder.
Designet er smalt og stiligt, og du kan nemt have basen stående fremme i bogreolen eller på dit TV-møbel. Altså, ingen øjebæ.
App’en Netatmo Weather virker ustabil (version 3.12.0). Jeg bøvlede med logge ind og få enheden til at levere de data, jeg efterspurgte. Hvorfor interfacet insisterer på at være på norsk på min iPhone (iOS 18.5), fandt jeg aldrig ud af.
Omvendt fungerer app’en fint med en ældre iPad Mini 4 (iOS 15.8.4) i den ældre app-version (3.10.2 (285)). Dog med begrænsninger, da du ikke får UV- og pollen-målinger.
Vejrstationen arbejder fint med Home + Control. Her er designet og udvalget af funktioner mere skrabet. Stemmestyring og bro-funktion fungerer også upåklageligt. Især mulighed for brugervarsling (læs: advarsel) om høje UV- og pollental ville dog være en fordel.
Netatmo Weather Station Original leverer ikke noget, du ikke kan få via en app på din smartphone. Fordelen er ultralokale målinger i realtid, tre-dagsvarslinger og historik vist på for eksempel en graf. Det kan jo være ret praktisk i sig selv.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



