TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Mova S20 Pro

Hvad er vigtigst - materialer eller features?

Der er masser af konkurrence på espressomarkedet, og Mova S20 Pro giver professionelle egenskaber i en billig indpakning. Måske endda for billig.

Af / 14/03/2026 - 09:44
Mova S20 Pro

Home mener

  • Super mange features til prisen. Kan dampe og brygge samtidigt. Nemt at skifte temperatur. Mere brugervenlig end de billigste fra Sage.
  • Kvaliteten af selve materialerne er helt i bund, så godt som alt er plastik.

Ud fra mængden af nye mærker på markedet må espresso siges at være en populær hobby. Og nu vil Mova, som du måske kender fra robotstøvsugerne Mova V50 Ultra Complete og E30 Ultra eller robotplæneklipperen Mova 1000, også have en del af koffeinmarkedet.

At have erfaring med at lave gode robotstøvsugere kan umuligt være en dårlig ting, omend det ikke har helt samme romantiske marketingklang som de familieejede italienske mærker med årtiers erfaring.

Mova vil gerne konkurrere på pris, men samtidig appellere til nye kaffenørder, som ønsker en lang række egenskaber, der tillader dem at eksperimentere mest muligt med espressobrygningen. Et segment med stor konkurrence fra især Sage og De’Longhi.

Mova s20 anmeldelse
Lige som andre maskiner, har den en beskeden smule opbevaring under drypbakken. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Gode features, dårlige materialer

S20 Pro er en klassisk semiautomatisk maskine med ægte espressofilter og det hele. Det stiller nogle krav til både dig og maskinen. Maskinen overholder som udgangspunkt sin del af aftalen. Der er 30 indstillinger på kværnen, hvilket er minimumskravet for at kunne indstille sin espresso korrekt (selvom masser af maskiner på markedet har færre!). Der er en forudindstillet mængde kværnet kaffe og vand, man kan bruge, hvis man vil, men den kan også køres manuelt. På mange måder minder den om de billigste modeller fra Sage og De’Longhi, men der er lidt flere features at lege med her.

En særlig egenskab er, at den markedsføres som en dual boiler. Men der er snarere tale om to moderne termocoils, som lynopvarmer vandet, fremfor gammeldags kedler, som koger det.

Annonce
Læs også TEST: DeLonghi La Specialista Touch EC9455.M DeLonghis nye Specialista Touch tilbyder en nem introduktion til den svære espresso-disciplin, men konkurrenten fra Sage er meget svær at ignorere.

Det betyder også, at der er to pumper i maskinen. Én til bryg og én til damp. Et system, jeg aldrig før har set eller hørt om, men som unægteligt er hurtigere end traditionelle kedler, der tager lang tid om at varme op. S20 Pro er klar efter cirka 30 sekunder. Vil man indstille temperaturen på enten damperen eller bryggevandet (igen avancerede egenskaber i så billig en maskine), kan det meget nemt gøres foran på maskinen. Den kan også dampe mælken automatisk og fortælle, når den ønskede temperatur er opnået.

Umiddelbart lyder det som en historie om det hele til det halve. Så hvor er kompromiset?

Materialerne. Sjældent har jeg set og følt så meget billig plastik på en espressomaskine. Det tager en del af charmen, og selv de billigste maskiner fra Sage og De’Longhi på markedet virker meget mere premium i både udtryk og materialekvalitet. Det er ærgerligt visuelt, men især, når man rører ved maskinen.

MovaS20_3 MovaS20_4 MovaS20_2
<
>
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Nem at bruge

S20 Pro byder på en overskuelig brugeroplevelse. Foran kan man vælge mellem enkelt- eller dobbelt shot-dosis til henholdsvis kværn og brygning. Derudover er der en touchknap til temperaturindstillingen samt en simpel op-og-ned-knap, som styrer flere indstillinger, herunder temperatur og automatiske doser.

Når man har trykket på enten bryg eller kværn, skal man lige trykke igen på en fysisk knap nedenunder. Faktisk meget rart, da jeg alt for ofte har kværnet en masse kaffe ud over det hele efter at have strejfet en sensitiv touchknap. Den runde, analoge trykmåler foran på maskinen er dog ikke til meget gavn. Den viser ikke trykket, men blot en zone kaldet “optimal”.

Mova espressomaskine test
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Kaffe og mælk

Når man brygger sin espresso, bliver man positivt overrasket over, at displayet foran, hvor man indstiller temperaturen, fungerer som et stopur under brygningen. Det gør det ekstra nemt at holde øje med, om kværnen er indstillet korrekt, og om kaffen løber, som den skal. Derudover har maskinen justerbar pre-infusion, hvilket gennemvæder kaffen med vand, før pumpen slår helt til. Det er nemt at ændre, hvor mange sekunder pre-infusion man ønsker, direkte foran på maskinen. Igen en fed nørdefunktion, som dog er ret udbredt, om end sjældent så brugervenlig.

Espressoen (Black Death fra Riccos, som vanligt) løber flot og sirupstykt ud i den ønskede hastighed med minimalt besvær. Der mangler intet på smagen, som er klassisk intens og krydret med en god lakridsagtig eftersmag. Klart bestået, selvom mere lysristede bønner løber ind i problemer med en kværn, der kun har 30 indstillinger, hvor man har brug for mere præcision. Til prisen er det meget svært at forvente mere på smagen, og når brugeroplevelsen er så god, som den er, har Mova gjort det ret nemt at komme i gang med at brygge god espresso.

Læs også TEST: Ninja Luxe Café Premier Ninja Luxe Café Premier byder på espresso, filterkaffe, cold brew og automatisk mælkeskummer i én maskine til en overraskende lav pris. Men kan kvaliteten følge med ambitionerne?

Når man damper mælken automatisk, er der dog et par udfordringer. Primært fordi den ikke stopper, når temperaturen er opnået, den blinker blot med en lille lampe, og så skal man selv nå at stoppe maskinen, før mælken brænder på. Ret irriterende om morgenen. Man kan heller ikke følge temperaturen stige løbende, men må blot vente på, at maskinen melder, at den er klar. Der er desuden ikke tale om en egentlig automatisk damper, og man må selv, med god teknik, holde damperen korrekt og teksturere mælken. Lader man den klare det selv, får man bare varm mælk uden nogen tekstur. Det eneste maskinen hjælper med, er at måle temperaturen.

Espressomaskine Mova
Sådan ser det ud, hvis man overlader dampningen til maskinen, og ikke ser lampen blinke. Kogt mælk ud over det hele. (Foto: Lasse Torp Hansen)
Læs også TEST: Wilfa Volo Automatic Wilfa bevæger sig ind på espressomarkedet med en fuldautomatisk maskine i den billige ende.

Konklusion

Mova S20 Pro overrasker virkelig positivt på både performance og brugervenlighed, især til prisen. Den er faktisk et oprigtigt godt alternativ til de billigste maskiner fra Sage og De’Longhi, som for mange er indgangsbilletten til at begynde at lave espresso. Det eneste minus – og det er et ret stort et – er de tarvelige materialer.

Det er virkelig ikke særligt lækkert at skulle interagere med så billig plastik, når man står og laver en luksuriøs kop kaffe. Det tager noget ud af fornøjelsen, for ikke at nævne bekymringer om langtidsholdbarhed. Men er det performance til prisen, man er ude efter, er Mova S20 Pro en god kandidat.

Karakter
Mova S20 Pro
Premium
Lasse Torp Hansen
(f. 1996): Journalist på L&B Home. Lasse er udgivet i bl.a. Bil Magasinet, Børsen Pleasure, Brugte Drømmebiler og Filmmagasinet Ekko. Lasse viste sig desværre at være en ret tarvelig akademiker, men til gengæld vældig god til at videreformulere de universelle sandheder, som holder ham vågen om natten: Såsom det faktum, at elbiler tit deler designfilosofi med gamerudstyr, og at Erna i krig har samme plot som Find Nemo. Hans primære besættelser er biler, kaffe, tech, design, og film.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

AirTag på steroider

Flot rengøring for pengene

Få den bedste robotstøvsuger i mellemklassen

Idiotsikker dyrkning af krydderurter

Luksuriøse bobler

Govee Table Lamp 2 Pro x Sound by JBL: Fantastisk lys! Ok lyd …

Espresso og airfryer i vildmarken: Her er batteriet, der ikke giver op

Billigt i indkøb – dyrt ejerskab

Vasker og tørrer i ét hug

Altid den rigtige temperatur

Lavpris luksus?

Når pletter og dyrehår bare skal væk