TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Hisense Kølefryseskab (RB3K330SEWE)

Enkelt kølefryseskab med ringe app

Vi kunne godt have ønsket os mere kritisk sans fra udviklerne af app’en til kølefryseskabet fra Hisense.

Af / 07/02/2026 - 10:54
Hisense Kølefryseskab (RB3K330SEWE)

Home mener

  • Et rummeligt og stabilt bygget skab, som holder din mad kold eller frossen.
  • Her må vi fremhæve lydene, som er mere end irriterende.

Et kølefryseskab i den lave ende af prisspektret, som er udstyret med smart home-funktioner og oven i købet ikke er decideret grimt. Det er, hvad Hisense har udviklet – og som vi har testet i en måneds tid i en helt almindelig familie. Lad os starte med at kigge på det helt store selling point: app’en, der forbinder kølefryseskabet til mobilen og dermed internettet.

App med halve opskrifter og ubrugelige funktioner

Søger du opskriften på en langtidsbagt svinebov, kan du få første halvdel af den i ConnectLife-app’en, som Hisense kølefryseskabet forbindes med. Opskriften består i at smøre kødet og fadet med olie, krydre efter smag, tilsætte vand og dryppe kødet under stegning. Ingen information om hvor lang tid den langtidsbagte bov skal stege eller ved hvilken temperatur.

Der er til gengæld også en opskrift på, hvordan man tilbereder blandede grøntsager fra frost i mikroovnen. Bortset fra at selve den del af opskriften, hvor grøntsagerne skal i mikroovnen, ikke er en del af beskrivelsen, men den er måske også til at gætte.

Hvorfor laver producenter apps med så ubrugelige funktioner som en opskriftsamling med halve opskrifter?

Læs også TEST: Samsung kølefryseskab RB34C705DWW/EF Dette køleskab kan meget vel blive den nye standard for, hvilke funktioner et smart køleskab som minimum skal tilbyde.

Det er dog ikke det eneste eksempel på, at ConnectLife-app’en godt kunne have brugt et par uger mere i udviklingsafdelingen, inden den blev sluppet fri i App Store og Google Play.

Annonce

Et andet lettere sært tiltag er nemlig fødevareopgørelsen, som fylder pænt meget på app’ens forside. Her kan vi taste ind, hvad vi har puttet ind i køleskabet og fryseren, fx “1 dåsecola” og “1 brød” og taste sidste holdbarhedsdato ind.

Her må vi spørge: Hvem vil nogensinde gøre det? Det kan kun føre til konflikt, hvis ét familiemedlem møjsommeligt udfylder app’en efter indkøb, men ingen fjerner dåsecolaen fra app’en, når de har drukket den. Nej, hvis det skal være, så giv os et køleskab, der selv scanner sine hylder og altid giver os en opdateret liste. Alt andet virker håbløst forældet.

Skuffer

Køleskabet har to skuffer, hvoraf den ene er en Cool fresh box, som holder madvarerne ekstra friske. (Foto: Pernille Redder)

Brugbare funktioner

Blandt app’ens mere brugbare funktioner er oplysning om den aktuelle temperatur i køleskab og fryser, muligheden for at skrue op og ned (det virker!) og tænde for funktionerne hurtig afkøling, superfrys og energisparetilstand (som andre producenter kalder vacation mode).

Der er én anden funktion, som virker ikke bare relevant, men faktisk decideret nyttig. Et selvdiagnosticeringsprogram, hvor apparatet tjekker, om alting virker. Vi snakker temperaturføler i køleskab og fryser, ventilatorer osv.

Med et enkelt klik kan man bede apparatet scanne sig selv, og det er faktisk ret smart. Men overordnet set er Connect-app’en fuld af funktioner, som de færreste nogensinde vil bruge eller finde nyttige.

HisenseApp

ConnectLife app’en har både brugbare og håbløse funktioner. (Screenshot: ConnectLife App)

Enkelt design

Hvad skal man sige om et hvidt, firkantet kølefryseskab med et digitalt display og producentens logo som eneste udsmykning på lågen? Forslag modtages gerne.

Hisense har valgt et minimalistisk design. Muligvis løst inspireret af Elon Musk. Ligesom Tesla har Hisense nemlig droppet de konventionelle håndtag på køleskabet.

Læs også TEST: Electrolux Kølefryseskab (ENT8MD36B) Er du til minimalistiske køleskabe uden særlige detaljer, der ganske enkelt bare holder maden frisk, har vi måske fundet det, du søger.

I stedet for må man ligesom gribe om selve lågerne for at åbne dem, hvilket ikke helt har det samme swung som Teslas indlagte dørhåndtag. Efter vores mening virker det skrabet og hverken særligt hygiejnisk, elegant eller funktionelt.

Tanken er, kan man forstå, at kølefryseskabet skal have “(…) et strømlinet, indbygget look uden behov for specialfremstillede skabe”, for det skriver producenten selv. Den klassiske, hvide køleskabslak leder dog ikke tankerne hen på køkkenskabe, men derimod på, hvordan helt almindelige køleskabe altid har set ud. Hvis Hisense virkelig mente det, burde de have givet kølefryseskabet en anden og mere eksklusiv overflade. (Det er muligt til en lidt højere pris at få køleskabet i klassisk, grå metal)

Håndtag

Lågerne er udstyret med en kant, som med lidt god vilje kan kaldes for skjulte håndtag. (Foto: Pernille Redder)

Skabt til indbygning

Vi lærte engang af en køkkenmontør, at mange producenter laver deres køleskabe præcis 60 cm brede ligesom et køkkenskab, og det gør det svært at få dem ind i en indbygningsløsning. Hisense har sørget for, at dette kølefryseskab er præcis 59,5 cm, hvilket betyder, det kan glide ind i en skabsvæg uden problemer. Sådan.

Indeni er køleskabet udstyret med nogle hylder og et par skuffer, hvoraf den ene giver mulighed for at justere luftfugtigheden med en drejeknap. Endnu en af de funktioner, som de færreste mennesker bruger, men fair nok. Den tjener da et formål.

Fryseren har tre standardskuffer, og så behøver vi ærligt talt ikke snakke mere om den. Den fryser madvarerne og holder en stabil temperatur. Færdigt.

Fryser

Tre rummelige skuffer giver masser af plads til frostvarer. (Foto: Pernille Redder)

Det virkelig irriterende

Vi kommer ikke udenom det. Der er én ting, som vi virkelig ikke bryder os om ved kølefryseskabet fra Hisense. Lyden.

Lydniveauet er af producenten angivet til 35 dB, hvilket er præcist det samme lydniveau, som nærmest alle andre kølefryseskabe har.

Men kan vi blive enige om, at de fleste apparater har en fast, lav summen, som man vænner sig til og ofte ikke bemærker, fordi køleskabet alligevel står inde i en skabsvæg, der sluger det meste af lyden?

Det gælder ikke kølefryseskabet fra Hisense. I løbet af testperioden har vi lært dets forskellige lyde at kende. Det skifter mellem et lavt sus, som virker ganske uskyldigt, til pludselig at sætte ind med en høj summen, der varer nogle sekunder. Det lyder som om, en ventilator eller lignende går i gang, kører et stykke tid og så stopper igen.

Nogle gange følger der et “blob”, som vi ikke kan identificere og så en form for knagen. Så går vi tilbage til det lave sus, og så starter det hele forfra. Blev vi trætte af det? Gæt selv.

Læs også TEST: LG køleskab (GLT71SWCSF) På ydersiden gør køleskabet fra LG ikke det store væsen af sig, men indeni er der et par overraskelser.

Konklusion

Kølefryseskabet fra Hisense er ikke noget dyrt køb, men der findes helt sikkert bedre køb i samme prisklasse. Det kan godt være, du så ikke får en app med, men lev med det og tjek selv temperaturen på apparatet, ligesom vi alle sammen har gjort i årtier. Du kan helt sikkert også finde bedre opskrifter på nettet end i dette køleskabs app. For eksempel nogen, der ikke er cuttet af halvvejs gennem tilberedningen.

Lige så overfyldt med ubrugelige funktioner som app’en er, lige så minimalistisk er selve kølefryseskabet. Ikke engang håndtag kunne det blive til. Men når det er sagt, så gør det, hvad det skal: holder maden kold med en stabil temperatur, og hvis du vil skifte den med app’en, så går det også både nemt og med lynhurtig reaktionstid. Og så er der plads til masser af mad i det rummelige køleskab og i fryserens dybe skuffer.

Vi vil dog primært anbefale køleskabet til hørehæmmede eller til dig, som aldrig tager dine støjreducerende hovedtelefoner af.

Karakter
Hisense Kølefryseskab (RB3K330SEWE)
Basic
Pernille Redder
(f.1977) Journalist på L&B Home. Pernille har arbejdet som journalist og redaktør i TV-branchen siden 2003. Blandt andet på DR, TV 2 Øst, TV 2 Fyn og som redaktør på Copenhagen TV Festival. Pernille skriver ærligt og kontant om alt det, der gør livet som blandt andet husejer og forælder sjovere og nemmere.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Supersmart airfryer forkert format

Ryobi tager kampen op mod sneen

Fire batteridrevne sneslynger: én vinder

Tre objektiver i ét kamera

Vaskemaskinen, der tænker selv

Strøm til letvægts-preppere

Løsningen på et problem der ikke findes

Tæt på perfektion

Solcelledrevet overvågning fungerer

Slip for krus i håret uden varmeskader

Tre rengøringsmaskiner i én

Fremtidens moppe gør rent hus