TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Ecovacs Deebot X11 OmniCyclone

Hurtigløber med få fejl

Ecovacs poseløse robotstøvsuger er effektiv og holder fint på batteriet. Kortlægning og stemmestyring er stadig ikke helt i top.

Af / 16/09/2025 - 08:55
Ecovacs Deebot X11 OmniCyclone

Home mener

  • Passerer dørtrin op til 4 cm. Hurtig kortlægning. God plet-rengøring. Støjsvag og effektiv. Ingen støvsugerpose.
  • Lille spildevandstank. Fejl i kortlægningen. Tæpper kan ikke rengøres særskilt. Manuel rengøring af basestationens støvbeholder.

Ecovacs Deebot X11 OmniCyclone skiller sig ud på flere måder. Støvsugerrobotten har blandt andet fleksibel rullemoppe fremfor roterende mopper, en enkel børste-arm og en poseløs basestation.

Ecovacs DeebotX11 setup
Basestationens støvkammer sidder synligt og centralt. Tankene til rent og brugt vand er praktisk nok i forskellig farve. (Foto: Natasja Broström)

Deebot er også en robotstøvsuger med ambitioner. Knap var base og robot pakket ud og sat op, før robotten stak af. Jeg var ved at justere indstillinger i app’en EcovacsHome, da Deebot X11 spurtede over gulvet i spisestuen, hen over et dørtrin og ud i køkkenet.

Nu skal robotter ikke bare sådan stikke af, men jeg er alligevel imponeret. Under flugten forcerede Deebot X11 OmniCyclone lynhurtigt et af hjemmets mest besværlige dørtrin for en støvsugerrobot. Jeg fik først ”fanget” robotten igen ude på køkkengulvet.

Deebot X11 søgte efter basestationen for at orientere sig. Basen udgør startpunktet ved første kortlægning, men var bare ikke tændt endnu og stod for øvrigt i spisestuen. Altså den stik modsatte vej.  

Læs også TEST: Ninja Luxe Café Premier Ninja Luxe Café Premier byder på espresso, filterkaffe, cold brew og automatisk mælkeskummer i én maskine til en overraskende lav pris. Men kan kvaliteten følge med ambitionerne?

Ecovacs TruePass Adaptive-funktion gør Deebot X11 i stand til at forcere dørtrin op til 2,4 centimeter og dørtrin i flere niveauer op 4 centimeter. Det er hermed bevist.

Annonce

Design og opsætning 

Scan QR-koden under robottens flytbare låg for at hente app’en. Skub den røde knap til ”on” (symboliseret med tallet ”1”). Tryk på knappen med vaffelsymbolet (Wi-Fi) for at få robotten på netværket. En kvindestemme fortæller, når processen er fuldført. Alt i alt en enkel og hurtig opsætning, classic style. 

Ecovacs DeebotX11 dustbin
Opsamlet skidt fra robotten. I app’en beder du om en tømning af kammerets øverste del, så det lander nede i bunden af beholderen. (Foto: Natasja Broström)

Som nævnt er basestationen poseløs. Når robotstøvsugeren vender hjem og afleverer en ladning skidt, bliver det suget ind i støvkammeret midt i basen. Indholdet er (mindre delikat) synligt udefra.  

Tankene til rent og brugt vand står i basestationens top, men knap så synlige som hos Deebot X8 Omni og Deebot T50 Omni. Kun tankenes låg er synlige udefra. 

Begge tanke har på låget et symbol for henholdsvis rent og beskidt vand. Tankene og deres hank til at løfte dem op virker robuste. Desværre er de ret små. Hos for eksempel Deebot Omni X8 og Deebot T50 Omni rummer tankene hver 4 liter. 

Ecovacs DeebotX11 soap
Basestationens sidekammer har to beholdere til henholdsvis almindeligt og koncentreret rengøringsmiddel. Begge dele doseres automatisk, alt efter dit valg af rengøring i app’en. (Foto: Natasja Broström)

Med Deebot X11 må du nøjes med en rentvandstank på 3,2 liter og en spildevandstank på 2,7 liter. Sidstnævnte blev fyldt til kanten flere gange efter blot tre dages brug. I praksis efter vask af cirka 100 m2 gulv. Du får dog en advarsel i app’en, før tanken løber over.

Til venstre for basestationens centrale støvkammer sidder rummet til de to beholdere til rengøringsmiddel. Den lille beholder med sort låg er til det koncentrerede middel, og den større beholder til det almindelige middel. 

Ecovacs DeebotX11 robot
Over- og underside af Deebot X11. Design og udstyr ligner de fleste rengøringsrobotter. Hjulene hæver og sænker sig i forhold til forhindringer, som robotten skal passere. (Foto: Natasja Broström)

De to versioner bliver automatisk tilsat, alt efter hvor intensiv din rengøring skal være. Ved dybde-rens tilsættes koncentreret middel. Almindelig rengøring anvender det milde middel. Priserne er 399 kroner for en liter almindelig middel og 299 kroner for 1 liter af det skrappere middel.

Opmåling og kortlægning

Det hastige flugtforsøg lovede godt for Deebot X11’s håndtering af nordiske dørtrin og andre drilske forhindringer. For at teste robottens akrobatiske evner åbnede jeg alle døre i testområdet og bad om en kortlægning. 

Området omfatter fem dørtrin af forskellig bredde og højde (mellem to og tre centimeter). Deebot X11 gav aldrig op, men forcerede dem alle. Knap så elegant, som jeg har oplevet med Roborocks AdaptiLift Chassis-funktion, men lige på og hårdt. 

Ecovacs DeebotX11 app map
Kortlægning og komplet rengøring forløb uden problemer. Deebot X11 er ikke glad for dørtrin og smalle stoleben, men udførte opgaven uden at give op. (Screenshot: iOS)

Deebot X11 var cirka 12 minutter om kortlægningen af 82 m2. Imponerende hurtigt, men med et par mangler. Lidt af fordelingsgangen kom (trods et dørtrin imellem) til at tilhøre spisestuen. Køkken, gang og entre blev opfanget som ét rum og måtte adskilles inde i app’en. 

Justeringerne kræver ikke lang tid, men en robot i denne prisklasse bør kunne adskille rum med dørtrin imellem. Deebot X11 skanner omgivelserne med samme AI-kameratype, som Omni X8: AIVI 3D 3.0 (med 3D struktur-belysning). 

Alt i alt gør Deebot X11 dog et bedre stykke arbejde. Omni X8 påstod i sin kortlægning, at mit rektangulære soveværelse var en trekant, og at to rum kan ligge oven i hinanden. 

Stemmestyring og Matter

Ecovacs stemmeassistent Yiko har tre stemmetyper. To kvindelige og en mandlig. Jeg anvendte den mandlige stemme ”Eric” i det meste af testen. Valget af stemme har ingen betydning for funktionaliteten.

Ecovacs DeebotX11 app yiko
Stemmeassistenten Yiko er blevet mærkbart bedre, men ikke perfekt. App’en har også fået en opdatering i seneste version (august 2025). (Screenshot: iOS)

Yiko er mere samarbejdsvillig, end i min test af Deebot Omni X8. Assistenten opfanger forskellige talte kommandoer. Du finder listen over muligheder inde i app’en.

Læs også TEST: Google Pixel 10 Pro XL Grunden til, at Google kun taler om AI, er for at distrahere os fra det faktum, at de ikke har opgraderet mobilen.

Assistenten var ikke altid lydhør. Jeg skiftede app’ens skriftsprog fra dansk til engelsk, så det matchede den engelsksprogede stemmestyring. Skiftet gjorde ingen forskel. 

Eric svarede gerne ”At your service”, når jeg kaldte ”OK, Yiko”, men de ønskede opgaver blev kun udført cirka hver anden gang. Ofte måtte Eric give fortabt, da ”han” ikke forstod min udtalte kommando.

Du kan bruge Apple ShortCuts, Alexa og Google Assistent til assistenten. Ved at koble en Matter-understøttet højttaler på (i mit tilfælde en Apple HomePod Mini), fik jeg Deebot X11 på mit Home-miljø og kunne tale med den uden brug af ShortCuts.

I app’en Home kan du indstille scener og betjene Deebot X11. Det meste er dog også tilgængeligt i Ecovacs egen app, EcovacsHome. 

Ecovacs DeebotX11 app Home
Deebot X11 kan kobles på tredjeparts-apps såsom Apples Home-miljø. Andre muligheder er Google og Alexa. (Screenshot: iOS)

Så længe stemmeassistenten Yiko stadig ikke er 100 procent driftssikker, fortrækker jeg at bestille mine opgaver ved at tappe dem ind i app’en i stedet. Assistenten bliver dog bedre med tiden takket være sin indbyggede AI.

Mopperulle og børste

Ligesom X8 Omni og X8 Omni Pro er Deebot X11 udstyret med Ecovacs fleksible Ozmo-rullemoppe. Modsat i vores test af Omni X8 arbejder Ozmo-rullen hos Deebot X11 uden høje og generende pibelyde. 

I det hele taget er Deebot X11 OmniCyclone en af de mest støjsvage robotter, jeg har testet. På laveste og mellemste sug var robotten så lydløs, at jeg nogle gange blev i tvivl om, hvor den befandt sig.

Ecovacs DeebotX11 mop
Måske ikke så tydeligt, men Ozmo-moppen skyder ud for at rengøre inde i indhak og hjørner. Her under en radiator. Gulvvasken er fin, men har nogle gange et lidt ujævnt forløb. (Foto: Natasja Broström)

Ozmo-mopperullen skyder sidelæns ud efter behov, så robotten får gjort rent rundt om for eksempel møbler. Ikke alle kanter blev fulgt lige jævnt. Blandt andet lavede robotten nogle sære udsving langs fejelisten ude i køkkenet. 

Moppen roterer med 200 omdrejninger i minuttet modsat robottens køreretning. Samtidig bliver vand og rengøringsmiddel tilsat, mens en indbygget skraber fjerner skidt og snavs for hver rotation. 

Efter kortlægning bad jeg om komplet støvsugning og gulvvask på mellemniveau. Det vil sige en sugestyrke på middel og en middel mængde tilsat vand til gulvvask. Skalaen for vandmængde har 50 trin. 

Robotstøvsugeren brugte 2 timer og 27 minutter på at gøre 82 m² rent. 

Ecovacs DeebotX11 coffee
Halvfugtigt kaffegrums udfordrer en rullemoppe, da snavset kan blive gnedet rundt og ikke samlet op. Deebot X11 løste dog opgaven perfekt. (Foto: Natasja Broström)

Deebot X11 roterende sidebørste har én arm og ikke flere som for eksempel hos Dreame. Børsten er heller ikke fleksibel, så den skyder ikke ud for at nå ind under lave mellemrum mellem gulv og møbler.

Børste og moppe-rulle gjorde dog et godt stykke arbejde. Basens støvkammer blev synligt fyldt. Det samme blev tanken til brugt vand. Lidt af en ulækker, grønlig suppe. 

Ecovacs DeebotX11 Cyklone
Robotstøvsugerens navn henviser til cylinderen øverst i basestationens støvkammer. Her bagsiden af kammeret, som skal tages ud af basen for manuel rengøring. (Foto: Natasja Broström)

Cola/kaffetesten blev erstattet med halvfugtigt kaffegrums drysset ud på køkkengulvet. I første forsøg støvsugede robotten på laveste niveau og med minimal tilsætning af vand. Flere steder gned Deebot X11 bare grumset rundt uden at fjerne det.

Halvvejs satte jeg robotten på pause og justerede suget til næsthøjeste niveau. Jeg bad om dobbelt rengøring af området (to overkørsler) og med niveau 22 på vand. Alt grums forsvandt. Tilmed uden synlige efterladte striber fra rullen. Absolut godkendt. 

Ecovacs DeebotX11 dustbin1
Tøm først øverste del af basestationens støvkammer i app’en. Frigør hele kammeret fra basen. Bunden i kammeret åbner med en fjeder ved tryk på den blå knap. (Foto: Natasja Broström)

På vej tilbage til basen skulle robotten passere to dørtrin af forskellig højde. En anelse efterladt grums fra mopperullen kunne spottes ved begge trin. Under testen af X8 Omni blev der synligt efterladt en langt større bunke.

Konklusion

Ecovacs Deebot X11 OmniCyclone er generelt en grundig og smidig støvsugerrobot. Kortlægningen lader noget tilbage at ønske. Ikke alle rum og områder vist i app’en matcher virkeligheden.

Ecovacs Ozmo-rullemoppe og AI’en er forbedret. Robotten kommer som regel fint rundt om genstande og forhindringer. Samlet får du en udmærket rengøring uden for mange svinkeærinder.

En poseløs basestation er en synlig forandring for en robot i Deebot-serien. Du slipper for at betale for poser, men skal manuelt tømme og rengøre kammeret. Det kan støve lidt.

Stemmeassistenten Yiko er heller ikke så villig, som jeg kunne ønske, men dog betydelig bedre end i min test af Deebot X8 Omni.

Vi har altså at gøre med en robot, som leverer fin rengøring, men alligevel ikke skiller sig væsentligt ud i forhold til lignende modeller i samme prisklasse.

Karakter
Ecovacs Deebot X11 OmniCyclone
High End
Natasja Broström
Natasja Broström (f. 1971): Journalist på L&B Home. Natasja begyndte på Politikens IT-tillæg i 1990’erne. Herfra gik turen via fagblade, magasiner og aviser, hvor Natasja skrev om blandt andet it og nørdkultur. Fra 2002 har Natasja været på Datatid Techlife, siden IT-journalist inden for smart living og brevkasseredaktør på Alt om Data.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Et lille skridt for brugeren - et stort skridt for Hue-universet

En rigtig ninja i køkkenet

Stilfuld smart dørlås

Hele tre ting på en gang

Smart sikkerhed i al slags vejr

Bagt, sprødt og næsten som i Italien

Rengøring fra allerøverste hylde

Overvågning med Wi-Fi og 4G

Ny Hue-lampe giver endnu mere smæk på farvespillet

Samsungs supersugekraft

Pletternes værste fjende

Indbrudstyvens værste fjende