TEST: Cuisinart Tri Zone

Cuisinart Tri Zone er en airfryer i sværvægtsklassen. Med ikke én, ikke to, men hele tre skuffer – eller kurve, som de kaldes i fagsproget.

Jeg betragter mig selv som en ganske habil kok, og jeg laver varm mad i eget køkken langt de fleste dage i året. Og når gadgets er både mit fag og min interesse, er maskinparken i køkkenet ganske omfattende.

Men en airfryer har jeg faktisk ikke. Jeg skal indrømme, at jeg har set med skepsis på airfryernes sejrsmarch. For der er jo i bund og grund tale om en meget lille varmluftovn i en spand, ikke?

Men noget må der vel være om snakken? Det måtte afprøves. Og da nyheden om Cuisinart Tri Zone dukkede op på redaktionen, var anledningen inde til at sætte redaktionens airfryer-jomfru på prøve.

Madlavning i to etager

Cuisinart Tri Zone har, som navnet antyder tre separate afdelinger, der kan bruges uafhængigt af hinanden. I hvert fald næsten, men det vender vi tilbage til.

Apparatet er en næsten terningformet enhed på 42 cm i bredden, 38 cm i højden og 32 cm i dybden. Den optager med andre ord en anseelig del af køkkenbordet. Men hvad gør det, hvis vidundermaskinen kan gøre andre apparater overflødige?

Cuisinart fremhæver desuden, at både non-stick belægningen og metalkabinettet er PFAS-fri, så man slipper for at få maden krydret med “evighedskemikalier.”

På øverste etage finder man to ens airfryer-skuffer på 4,3 liter stykket. De er store nok til at stege en lille kylling i den ene og en solid portion pommes frites i den anden. De to skuffer har et gennemsigtigt vindue og en knap, der tænder lyset, så man kan følge med i bruningsprocessen.

Under dem fylder en lav, bred skuffe hele maskinens bredde. Den er først og fremmest beregnet til at fungere som ovn.

Killer apps

For at en ny teknologi skal blive en succes, skal den have en anvendelse, der for første gang gør livet nemmere for brugeren. En killer app. Da Apple lancerede deres første færdige computer, Apple II, i slutningen af 1970’erne, var VisiCalc, det første regneark, en sådan killer app.

For mikrobølgeovnen var svaret popcorn. Og så kunne det i øvrigt være lige meget, at maskinen havde programmer til både optøning, genopvarmning og grill til sprødstegt flæskesvær.

Hvilket bringer os tilbage til airfryeren. Dens største killer app har været frosne pommes frites. Muligheden for at fremstille sprøde pommes frites, der ikke driver af olie, er det afgørende argument. Og så kan vi altid vende tilbage til muffins og tærter senere.

Kan bruges i flæng

De to airfryer-skuffer har det samme sæt af funktioner. Det er først og fremmest airfrying, men der er også programmer til ovnstegning, grill og bagning. Dertil kommer et dehydratorprogram og funktionen Re-crisp, der kan give halvtrist brød en sprød skorpe igen.

Programmerne kan bruges uafhængigt af hinanden. Man kan også med et tryk på en knap kopiere et valgt program til naboskuffen, hvis man skal tilberede en ekstra stor portion. Endelig kan man også synkronisere programmerne, sådan at de slutter på samme tid.

Ideen er genial, da den giver mulighed for at have al maden perfekt færdig til servering. Desværre virker funktionen kun for de to øverste skuffer, men ikke for det brede ovnrum i bunden. Hvilket i praksis gør synkroniseringen stort set ubrugelig.

Den brede skuffe i bunden har kun tre programmer til henholdsvis pizza, toast og manuel indstilling. Bundskuffen har over- og undervarme, men ingen varmluftblæser. Det gør den egnet til bagning og opvarmning af for eksempel frosne hvidløgsflutes.

Dehydratorfunktionen virker, som den skal, men tørretiden på maks. 12 timer er for kort til hele bær og svampe eller større stykker af frugt.

Ilddåb for førstegangsfryere

Med de indledende manøvrer på plads og bevæbnet med opskrifter fra nettet og et par airfryerkogebøger til erstatning for den i øvrigt nytteløse manual kunne madlavningen begynde.

De fleste opskrifter begynder med ”opvarm airfryeren til (for eksempel) 180 grader.” Men Cuisinart Tri-Zone har ingen forvarmningsfunktion. Programmerne giver kun mulighed for at indstille tid og temperatur. I nogle tilfælde endda kun tid. Man må derfor ty til den gammeldags metode: Giv maskinen nogle minutter på bageprogrammet, før maden skal ind, og håb på det bedste.

Vend aldrig tilbage til ovnen

Første øvelse var naturligvis pommes frites. Fra dybfrost til gyldenbrune tog processen 18 minutter. Og resultatet var så tilfredsstillende, at jeg godt kan forstå, at mange er blevet så forelskede i teknologien. Selvom en airfryer i princippet er en lille varmluftsovn, giver den ekstra høje lufthastighed i det lille lukkede rum en så meget bedre og sprødere tilberedning, at der ikke er nogen vej tilbage til de slatne ovnfritter, når først man har prøvet det.

Men nu var målestokken ikke ovnen, men rigtige triple cooked pommes frites fra frituregryden. Jeg kan lige akkurat nå at varme frituregryden op og give fritterne de to gange stegning ved henholdsvis 130 grader og 185 grader på den tid, som det tager at tilberede en portion i airfryeren. Og det fedtfattige alternativ er stadig ”kun” smagsmæssigt 90 procent i mål ved direkte sammenligning.

Næste øvelse var en komplet servering med ovnstegt lammeculotte, bagte rodfrugter og hvidløgsflute. Rodfrugterne og lammet i hver sin airfyer-skuffe blev perfekte, mens fluten i den brede ovnskuffe skulle have et par minutter ekstra, inden skorpen var perfekt. Men alt i alt rigtig vellykket – for en begynder. Men minuspoint til Cuisinart for at have glemt at synkronisere den sidste skuffe.

Perfekt pizza

Den store ovnskuffe er med 30 cm i bredden og dybden er skuffen lige akkurat stor nok til at rumme en rigtig 12” pizza. Det skulle selvfølgelig prøves. Og her overraskede Cuisinart Tri-Zone positivt. Pizzaprogrammet varmer kun op til 230 grader, hvilket er i underkanten (en rigtig pizzaovn rammer 500 grader!). Derfor tog bagningen hele 22 minutter – inklusive tillægstid. Men resultatet var værd at vente på. Bunden var sprød under hele pizzaen, og toppen havde de rigtige brændte pletter. Resultatet var måske nok tættere på deep pan pizza end napolitansk ditto. Men resultatet var bestået med glans. Givet vist takket være de to meget tætsiddende varmelegemer over og under bradepanden.

Efter at have brugt Cuisinart Tri Zone i nogle uger, er der ting, som jeg nu bare finder nemmere og mere praktiske at lave på den måde. Og muligheden for at tilberede tre ting på en gang er en stor bekvemmelighed. Det trækker dog lidt ned, at de to skuffer og bradepande fylder hele opvaskemaskinen op. Og er én af airfyer-skufferne først snavset til, er der ingen vej udenom. Begge skuffer skal nemlig være i maskinen, før den kan startes.

Re-crisp-programmet har vist sig som en investering i daglig livskvalitet. Et optøet rundstykke fra fryseren bliver på fem-seks minutter tryllet tilbage til noget, der minder om duftende friskbagt.

Konklusion

Cuisinart Tri Zone ser frygtindgydende ud, når den gigantiske maskine pakkes ud. Men den er i virkeligheden ganske simpel. Glem alt om særlige programmer til bestemte fødevarer eller finesser som forvarmning. Men de ting, som den kan, gør den faktisk glimrende. Herunder selvfølgelig pommes frites, der ikke kan måle sig med den ægte, friturestegte vare, men er uendelig meget bedre end noget, der kan laves i en gammeldags ovn.

Hjemmelavet pizza blev overraskende god og sprød i ovnskuffen, og ovnstegte retter i de to airfryerskuffer er nem og sund hverdagsmadlavning.

På minussiden tæller en ubrugelig manual, der end ikke forklarer de mest basale ting omkring airfryeren og dens brug. Og Cuisinart må tage sig sammen og lave et synkroniseringsprogram, der virker på alle tre skuffer.

På positivsiden tæller den virkelig rimelige pris. Og med tre skuffer i stedet for to har Cuisinart Tri-Zone et markant forspring i våbenkapløbet på køkkenbordet.