(Denne artikel er opdateret den 22. august 2025:) I den oprindelige version af denne test skrev vi, at Ajax Doorbell ikke kunne indstille uret korrekt, men efter at have geninstalleret den, kan vi konstatere, at det sagtens kan lade sig gøre at justere tidszonen og dermed vise det korrekte klokkeslæt. Om det oplevede problem skyldtes en bug i den tidlige software (der er kommet ny, opdateret software siden vores test), eller at undertegnede overså, at man for at kunne justere uret først skal »frakoble« Ajax Doorbell, er vi ikke sikre på, men uanset hvad beklager vi det skete og publicerer en ny version af denne test. Bedømmelsen ændres ikke af dette, og det bedste ville selvfølgelig have været, hvis tidszonen automatisk blev indstillet korrekt fra starten – som det er sket med de smarte dørklokker, undertegnede tidligere har testet.
Ajax Systems er en international teknologivirksomhed, grundlagt i Ukraine i 2011, og Europas største producent af sikkerhedssystemer med over fire millioner slutbrugere og 290.000 PRO-brugere i 187 lande. Virksomheden tilbyder helhedsløsninger til beskyttelse af hjem og virksomheder i alle størrelser, og produktporteføljen omfatter ikke færre end 180 kablede og trådløse enheder til indbrudsbeskyttelse, videoovervågning, brand- og livssikkerhed samt komfort og automatisering.
I slutningen af marts i år lancerede de Doorbell, som kan bruges præcis, som den er, men når den kombineres med andre Ajax-produkter, får den flere funktioner og en bredere vifte af anvendelsesmuligheder. Når den f.eks. er tilsluttet en Ajax NVR (alternativt betaler et månedligt gebyr for Ajax cloud-lagring), kan man f.eks. gemme videoklip og bruge den som overvågningskamera med AI til at genkende mennesker, kæledyr og køretøjer.
Ajax Doorbells primære kommunikationskanal er Wi-Fi med en oplyst rækkevidde på op til 500 meter uden hindringer og op til 30 meter gennem betonvægge. Hvis Doorbell er en del af et Ajax-system, er den stadig forbundet med Ajax-hubben, selv om Wi-Fi-forbindelsen er afbrudt, takket være backup-kommunikationskanalerne – radioprotokollerne Jeweller og Wings. Begge er proprietære protokoller, der er designet til at opdage interferens og jamming, med indbygget frekvensspring for forbedret beskyttelse. Så der er både tale om livrem og seler – hvis dørklokken vel at mærke er en del af et større system …
Producenten anbefaler professionel installation af alle systemenheder, foretaget af Ajax’ officielle partnere og installatører.
Installation
Ajax Doorbell leveres med diverse skruer, monteringsadaptere til vinkling venstre/højre 25 grader og op/ned 10 grader, Bellkit (for tilslutning til eksisterende dørklokke) samt et klistermærke med teksten This space is under surveillance.
Det var nemt at installere produktet, selv om det var lidt trangt at få plads til kablerne (jeg brugte den eksisterende strømforsyning til min Netatmo Smart Video Doorbell, og eftersom det var en midlertidig og ikke en permanent installation, brugte jeg en samlemuffe, som jeg måtte skære midt over for at få plads til den). Efter at have downloadet Ajax Security System-app’en og oprettet en konto kom den todelte adgangskode (seks cifre hver) via SMS og e-mail, og så var det bare at tilføje dørklokken til app’en ved at scanne QR-koden på bagsiden af dørklokken (så jeg var nødt til at frigøre den, scanne, derefter fastgøre ledningerne igen og skrue den fast), og alt fungerede perfekt med det samme.
Efter et par minutter kom der en meddelelse i app’en om, at der var kommet en opdatering til enhedens firmware, og fem minutter senere kom der en meddelelse om, at firmwaren var blevet opdateret. Præcis som man ønsker, at det skal fungere.
En smart detalje er det indbyggede batteri på 600 mAh, som giver op til to timers driftstid i tilfælde af strømsvigt, og som har endnu en funktion. Hvis dørklokkens temperatur falder til under det optimale niveau, aktiveres den automatiske batteriopvarmning for at opretholde en stabil drift af enheden.
Anvendelse
Ringes der på, lyder der et signal fra dørklokken, og man får en notifikation og kan se, hvem der er ved døren og tale med den besøgende – det fungerer som sædvanligt. Mit indtryk er, at Ajax Doorbell reagerer meget hurtigt, det tager ikke engang et halvt sekund, fra der ringes på, til notifikationen lander på mobilen. Og når man klikker på notifikationen, åbner app’en også meget hurtigt (det tager mindre end et sekund).
Til sammenligning kan det nævnes, at da undertegnede i sin tid købte og installerede Netatmo Smart Video Doorbell, (som lå i samme prisklasse, før den udgik af sortimentet), tog det ca. tre sekunder, fra nogen trykkede på ringeklokken, til der kom en meddelelse på mobiltelefonen, og når man klikkede på meddelelsen, gik der igen ca. tre sekunder, før man kunne se, hvem der stod ved døren. Ajax Doorbell er altså betydeligt hurtigere.
Menuen i app’en virker logisk, og i Remote Control er der en tilstand, der hedder Panic, som får en alarm til at lyde i mobiltelefonen, men ikke ved dørklokken.
På plussiden er, at Ajax Doorbell fås i fire farver – hvid (RAL 9003), grå (RAL 7004), grafit (RAL 7024) og sort (RAL 9005).
Konklusion
Ajax Doorbell er en videodørklokke af høj kvalitet med en førsteklasses billedkvalitet, som kan bruges, som den er – med få funktioner og til en relativt høj pris.
Hvis den kombineres med en række andre Ajax-produkter, får den flere funktioner, der forbedrer både brugeroplevelsen og sikkerheden.
