Lumia 900 er den største og dyreste Windows Phone-baserede smartphone fra Nokia, og dermed konkurrerer den med andre flagskibsmodeller som iPhone 4S, Samsung Galaxy S III og HTC One X. På forhånd har kravene til Nokia Lumia 900 altså været ret så klare: Vind eller forsvind. Derfor var vores forventninger ret så store, da vi pakkede Lumia 900 ud af dens blå kasse, og så meget desto større er også vores skuffelse, nu hvor vi kan konstatere, at Nokia Lumia 900 simpelthen ikke har de kvaliteter, der skal til for at blive en succes hos brugerne.
Har brug for en slankekur
Faktisk er vi ret begejstrede for Windows Phone – især i den nyeste Mango-version, som er installeret på Lumia 900 – men mange producenter bygger Windows Phone-modeller, så i denne test nøjes vi med at kigge på de ting, som er specifikke for netop denne mobil. Og her er det så, at vi med beklagelse må konstatere, at antallet af negative observationer langt overstiger antallet af positive!
Selvom vi godt kan lide det afrundede og højglanspolerede design, så er det ikke til at komme uden om, at Nokia Lumia 900 virker meget tung og klodset sammenlignet med konkurrenterne. Den vejer 20 gram mere end iPhone 4S og hele 27 gram mere end Samsung Galaxy III, og tykkere er den såmænd også. 20 gram lyder ikke af meget, men Nokia Lumia 900 kommer til at virke som en mursten i lommen i stedet for et strømlinet high-end produkt.
Vi er heller ikke begejstrede for, at Lumia 900 kun kommer i en udgave med 16 GB hukommelse. Man kan nemlig ikke opgradere hukommelsen med microSD, og 16 GB får man hurtig fyldt op.Små og store irritationsmomenter
Nokias sidste Symbian-baserede smartphone, Nokia N8, udmærkede sig på eet punkt. Den havde et fantastisk kamera, der var klasser bedre end alt, konkurrenterne kunne stille op med. Hvorfor har Nokia ikke gentaget successen med Lumia 900? Vi forstår det ikke, men må bare konstatere, at denne telefon har et halvdårligt kamera, som tager uskarpe billeder. Autofokus virker dårligt, og man kan ikke som på så mange andre smartphones fokusere manuelt med fingeren på skærmen. Ros skal kamera-app’en dog have for at starte hurtigt, når man trykker på den dedikerede kamera-knap.
En fejl, som virkelig, virkelig har irriteret os, er, at man bliver nødt til at indtaste sin PIN, hver eneste gang Lumia 900 har mistet kontakten til netværket. Det kender vi fra ingen andre telefoner. Det hænder jo af og til, at man mister forbindelsen til netværket uden at vide det. Hvis man for eksempel kører i elevator eller går igennem en kælder eller lignende. Alle andre telefoner fanger automatisk forbindelsen til netværket igen, så snart det er muligt. Men Nokia Lumia 900 beder om PIN, og hvis man ikke har set det, så risikerer man at gå rundt i timevis uden at være tilgængelig. Det er simpelthen for dumt, Nokia!
Telefonens værste problem er dog det dårlige batteri. Vi har efterhånden prøvet en del smartphones, og selvom de alle som en sluger en masse strøm, så er det kun med Nokia Lumia 900, vi oplever, at telefonen løber tør for strøm efter mindre end en dags almindelig brug med telefonsamtaler, intersurf, email, etc.
Men den er god som bil-GPS
Det dårlige batteri slår et skår af vores glæde over en af de få ting, hvor Nokia virkelig viser konkurrenterne, hvor skabet skal stå. Nokia Kørsel er en navigations-app, men for at bruge den behøver man ikke være online. Man skal bare downloade det ønskede kort til telefonen én gang, og så er man i grunden lige så godt kørende som med en bilnavigation fra TomTom eller Garmin. Nuvel, app’en er skåret ind til benet. Eksempelvis har man ikke mulighed for at vælge mellem forskellige rutetyper såsom kortest, hurtigst, etc., men Nokia Kørsel er alligevel den bedste navigations-app, vi har prøvet på nogen smartphone. Men husk at tage en oplader til telefonen med i bilen. Ellers må man nøjes med en kort køretur – takket være det dårlige batteri.
Ros skal Nokia Lumia også have for en klar og meget lysstærk skærm. Farverne er så dynamiske, at det næsten bliver for meget af det gode, og både billeder og video står skarpt og flot. I det hele taget kører Windows Phone lynhurtigt på Lumia 900, og man mærker på intet tidspunkt, at denne telefons processor hverken er dual- eller quadcore.
På samme måde som iPad 3 understøtter Nokia Lumia 900 4G/LTE i den amerikanske version, og i Europa understøttes HSPA+ Dual Carrier, hvilket giver en teoretisk datahastighed på op til 42 Mbps. Her er det kun få af konkurrenterne, der kan være med.
Konklusion
Nokia Lumia 900 er helt sikkert blandt de bedre smartphones med Windows Phone, men Nokia er oppe imod stærke konkurrenter som iPhone 4S og Samsung Galaxy S III, og her slår Lumia 900 simpelthen ikke til. De mange irritationsmomenter som den korte batterilevetid og det middelmådige kamera trækker ned i den samlede vurdering, og selvom skærmen er flot og designet modigt, så ændrer det ikke på, at Lumia 900 virker både tung og klodset. Denne telefon er ingen redningsplanke for Nokia.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer