Det er blevet en fast tradition, at Google midt i en modelgeneration lancerer en “a”-model, der skal agere brobygger mellem de dyre flagskibe og de prisbevidste forbrugere. Tidligere år har den vigtigste forskel på a-modellerne og de “fulde” udgaver været en lidt billigere kamerasektion.
Men i år har piben fået en anden lyd. Mens de store Pixel 10-modeller er rykket videre til den nye og markant kraftigere Tensor G5-chip, har Google valgt at lade Pixel 10a køre videre med sidste års motor: Tensor G4. Det svarer lidt til at købe en splinterny bilmodel, blot for at opdage, at motoren er den samme som i forrige års model.
Solid og lækker indpakning
Visuelt holder Google fast i den stil, de introducerede med forgængeren. Den karakteristiske kamerabro, der tidligere stak langt ud fra kabinettet, er forbeholdt de “store” modeller. På a-udgaverne er bagsiden helt flad, hvilket betyder, at mobilen ikke vipper på bordet, hver gang du rører ved skærmen. Det gør mobilen markant mere lommevenlig og giver den et strømlinet udtryk. Som en ny lækker detalje er rammen nu udført i aluminium med en satin-finish, der føles overraskende luksuriøs for en budgetmobil.

Foruden den forstærkede ramme er holdbarheden blevet opgraderet mærkbart. Skærmen er nu beskyttet af Gorilla Glass 7i, hvilket er en stor forbedring fra det efterhånden antikke Gorilla Glass 3, vi fandt på forgængeren. Med en IP68-klassificering er den desuden lige så vand- og støvtæt, som man overhovedet kan forlange i denne prisklasse.
Skærmen: Lidt mere lys til de lyse timer
Skærmen er fortsat en 6,3″ Actua-skærm med en variabel opdateringshastighed på op til 120 Hz. Google pointerer, at den er blevet 11 procent lysere end på Pixel 9a (2.000 nit i stedet for 1.800 nit). Det lyder flot i pressematerialet, men i den virkelige verden er det en forbedring, man skal have laboratorieudstyr for at konstatere. Men et fremskridt ikke desto mindre.

Mere kraft end i fjor? Glem det.
Når vi kigger på de rå ydelsestests, må vi tørt konstatere, at tiden har stået bomstille i maskinrummet. Der er små forskelle hist og her – nogle hurtigere, andre langsommere – men alle er inden for måleusikkerheden. Vi kunne have fået de samme resultater, hvis vi havde gentaget testene på sidste års model.
Pixel 10a leverer for eksempel en score i Geekbench 6 på 3.888, hvilket er en anelse under de 3.967, vi målte på Pixel 9a sidste år. Så konklusionen er klar: Der er absolut ingen vækst i den rå regnekraft.

Sammenligner vi med andre Pixel 10-modeller, for eksempel Pixel 10 Pro Fold, er forskellen markant. Fold-modellen, der er udstyret med den nye Tensor G5, sprinter afsted med en multi-core score på over 5.800. Det er en stigning i råstyrke på omkring 50 procent. Selvfølgelig er der ingen, der køber en fire gange så dyr mobil på grund af en så lille forskel i ydelse. Men samme G5-motor findes i Google Pixel 10, der koster det halve af foldemodellen. Og som sikkert vil falde i pris i de kommende måneder, mens vi venter på Pixel 11.
I år har Google dermed skabt en teknologisk kløft mellem budget og luksus. For første gang køber du en Pixel-nyhed, der ydelsesmæssigt er en hel generation bagud fra dag ét.
Kamera og AI-tricks
Hardwaremæssigt genbruges kamera-sektionen med en 48 megapixel hovedsensor og 13 megapixel ultravidvinkel.
Noget af det mest brugbare ved dette setup er makrotilstanden til supernærbilleder, som udnytter ultravidvinkel-optikken. Hovedoptikkens brændvidder er uændret, og du må undvære den dedikerede teleoptik fra Pro-modellerne. Den AI-baserede superzoom kan strække sig op til 8x digital zoom, og selvom det ikke erstatter en ægte periskopoptik, er billederne overraskende brugbare.
Selvom kamerasystemet stadig er udmærket til prisen, ligger den eneste reelle fornyelse i softwaren. Her får vi nye AI-værktøjer som Camera Coach, der via Gemini-modeller guider dig til bedre kompositioner, og Auto Best Take, der automatisk finder det skud, hvor hver især ser bedst ud på gruppebilledet – og frankensteiner det hele sammen til et enkelt foto.
På 9’er-modellerne kan man godt lave samme slags fotomontage, men det sker ikke automatisk. Medmindre Google senere beslutter at gøre funktionen tilgængelig i en opdatering. At det hardwaremæssigt er muligt, bevises jo af Pixel 10a.
En reel og kærkommen nyhed i a-serien er Satellit-SOS, som vi tidligere kun har set i de dyreste modeller. Det giver en ekstra sikkerhed, hvis du befinder dig i områder helt uden mobildækning.

Nye farver og gammelt batteri
Batteriet er fortsat på 5.100 mAh. I vores stresstest opnåede Pixel 10a en tid på 8:23 timer. Det er markant kortere end forgængerens 10:55 timer. Selvom der altid er en vis måleusikkerhed, tyder det på, at den lysere skærm trækker veksler på kapaciteten. Det ændrer dog ikke ved, at mobilen sagtens klarer en hel dags intensiv brug.
Skulle du have lyst til at matche din telefon med din personlighed, lanceres den i en frisk farvepalette: Obsidian (sort), Fog (grågrøn), Berry (bærrød) og Lavender (blålilla).

Konklusion
Google Pixel 10a er en bundsolid smartphone, der vinder på sin robusthed, det stærkere skærmglas og Googles software-magi. Det er dog en skam, at maskinrummet ikke fik lov at rykke ind i det nye år sammen med resten af familien.
Hvis du allerede ejer en Pixel 9a, er der absolut ingen teknisk grund til at opgradere. Men for dem, der leder efter en kompetent smartphone med syv års garanterede opdateringer og et kamera, der slår over sin vægtklasse, er Pixel 10a stadig et af markedets mest rationelle køb. Vi lander på en flot karakter, der dog er lavere end sidste år. For selv om hardwaren er lige så god som sidste år, har tiden ikke stået stille i den omgivende verden.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!















