Rent optisk er der ikke sket noget siden 2020, hvor forgængerversionen af iPad Air så dagens lys. Den opdaterede iPad Air har samme “gamle” design med skarpe linjer og kanter kombineret med afrundede hjørner, der får tablet’en til at ligne en forvokset udgave af iPhone 4 og iPhone 5 – to klassiske mobiler, der i sin tid stod for noget af det mest ikoniske Apple-design nogensinde.
Skærmen er også den samme, nemlig en Liquid Retina-skærm på 10,9 tommer (med en opløsning på 2360 x 1640 pixel svarende til 264 ppi), og dermed er der stadig tale om en IPS-skærm, hvilket i praksis betyder, at lysstyrken (500 nit) altid opleves som lidt for lav, ligesom kontrast og sortniveau også kunne være bedre. Vi kunne godt have ønsket os, at Apple havde udstyret den nyeste iPad Air med den samme Mini-LED skærmteknologi som iPad Pro.
Intet nyt under solen
Face ID har heller ikke fundet vej til den nye iPad Air. I stedet sidder Touch ID fingeraftrykslæseren samme sted som for to år siden, nemlig i power-knappen, ligesom den nyeste iPad Air ligesom forgængeren har indbyggede stereohøjttalere, der er blevet placeret horisontalt. På den måde får man god stereolyd, ligegyldigt om man spiller spil eller ser video på sin tablet.
Så langt er der intet nyt under solen. Men selvfølgelig byder 2022-modellen også på et par nyheder, ellers kunne Apple dårligt tillade sig at markedsføre den som en vigtig opdatering.
Fartmonster
Og det er først og fremmest, når det gælder hastighed og muskler, at den nyeste iPad Air imponerer. Dels fordi den nu (endelig!) kommer med 5G, og dels fordi den ligesom iPad Pro har Apples egen M1-processor siddende under skærmen.
Eftersom M1-processoren er bygget på en ARM-baseret processorarkitektur (og bl.a. kommer med 16 milliarder transistorer, 16-core Neural Engine samt otte processor- og otte grafikkerner), fungerer den lige så godt under iPadOS som med macOS, operativsystemet til Apples “almindelige” computere.
Og vi skal da lige love for, at også iPad Air er kommet på speed med M1. Hvis vi tager udgangspunkt i benchmark-værktøjet Geekbench 5, så er 2022-udgaven af iPad Air mere end 40 procent hurtigere end forgængeren, og når det gælder den grafiske ydelse, er forskellen endnu større.
Det betyder naturligvis også, at iPad Air er bedre end nogensinde til både billedbehandling og videoredigering. Der er simpelthen ingen ventetid overhovedet, når vi leger med filtre eller justerer farver, og både rendering og eksport af videofiler går lynhurtigt.
Kamerafunktion fra iPad Pro
Og så er der selvfølgelig kameraet. Den nye iPad Air har nemlig et helt nyt frontkamera magen til det på den langt dyrere iPad Pro med et ultravidvinkelobjektiv på 122 grader, som understøtter den I Fokus-funktion, som Apple lancerede sidste forår.
I Fokus (også kaldet Center Stage) benytter ved hjælp af kunstig intelligens det nye front-ultravidvinkelkamera til at følge den person, der taler, når man holder videokonferencer med arbejdet eller bedsteforældrene via FaceTime, Skype eller Zoom. Hvis man befinder sig i midten af billedet, bliver man så at sige fulgt af kameraet op til ca. to en halv meter til både højre og venstre, og effekten fungerer upåklageligt og virker meget naturlig i daglig brug.
Det primære kamera er også ganske hæderligt, og selv om det byder mig en del imod at tage billeder med en tablet, så klarer iPad Air opgaven ganske glimrende, hvilket man kan se eksempler på i billedgalleriet herunder.
Konklusion
Kort og godt er 2022-versionen af iPad Air den bedste af slagsen til dato. Den er meget tæt på at være lige så god som den noget dyrere iPad Pro, og hvis man allerede er Apple-bruger og vant til at begå sig i firmaets økosystem af apps og tjenester, er iPad Air faktisk det mest oplagte valg, hvis man er på udkig efter en tablet lige nu.
Så meget desto mere frustrerende er det, at Apple ikke er gået linen helt ud, for så vidt angår skærmen. Det er helt åbenlyst, at den lækre, slanke og lynhurtige iPad Air fortjener en skærm med Mini-LED. Lad os håbe, at det kommer med næste opdatering.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer