Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: Apple iPad 9,7”

Prisvenlig afpillet iPad

Den nye budget-iPad er hurtigere og billigere end Air 2, som den erstatter.

Skrevet af / 06/06/2017 - 12:00
Apple iPad 9,7”
Jonas Ekelund

Fra begyndelsen gjorde Apple det let for sig selv. De havde mobilen iPhone, tablet’en iPad og laptoppen MacBook. Og så udsendte de nye hvert år. Men de seneste år har Apple afveget fra skemaet. Pludselig fik vi iPhone Plus, iPad Air og Pro samt en MacBook, der lader til at skulle erstatte Air.

Sandsynligvis er der en oprydning i gang, hvor Air bliver skrottet. I stedet får vi iPad og iPad Pro, MacBook og MacBook Pro. Og måske en iPhone Pro til efteråret?

Med det i tankerne virker den nye iPad helt logisk. Man har måske tøvet med at anskaffe sig en Pro, fordi man ikke ville få gavn af alle de smarte funktioner og ikke syntes, at den var de mange penge værd. Men man har heller ikke villet købe den efterhånden forældede Air 2.

Den nye iPad byder ikke på nogen særlige funktioner eller overraskelser og er ganske enkelt en opdatering med nyere teknologi. Men til en lavere pris!

Den fås kun med to lagerpladsmuligheder, 32 eller 128 gigabyte, og enten kun med Wi-Fi eller med 4G oveni. Priserne går fra 3.000 kroner for den mest basale version til 4.200 kroner, hvis man vil have meget lagerplads plus mobildata. Den fås i farverne sølv, grå eller guld, men ikke rosa guld som den nye MacBook Pro.

Udseende og konstruktion

Har man tidligere haft en iPad, så vil man føle sig hjemme. Af udseende er den nye iPad mere eller mindre identisk med den tidligere. Med sit metalchassis og sine pænt afrundede hjørner er det stadig den pæneste tablet på markedet. Den føles både pålidelig og luksuriøs i hænderne.

De ydre dimensioner er de samme som før, bortset fra at den faktisk er lidt tykkere og tungere end Air 2 – men ikke værre end den oprindelige Air.

Udstyr

Skærmen er ligesom tidligere på 9,7 tommer, men med fire gange så høj opløsning som den oprindelige model. Det er en såkaldt Retina-skærm, hvor skærmpunkterne i princippet er usynlige for øjet. Den har ingen af finesserne fra Pro-modellen såsom automatisk tilpasning til det omgivende lys eller udvidet farverum til billedbehandling.

Kameraerne er de samme som på Air 2: Et 8 megapixel hovedkamera og et FaceTime-kamera med beskedne 1,2 megapixel. Nu er foto ganske vist ikke det vigtigste ved en tablet, men de kunne vel have opgraderet FaceTime-kameraet til samme niveau som iPhone 6S. Det gør en stor forskel ved video-opkald.

Lyden byder heller ikke på nogen overraskelser. Den har to rimelig gode højttalere i bunden, men altså ikke den forbedrede lyd med fire højttalere, som Pro-modellen tilbyder.

I brug

Selv om den på papiret er lidt tungere, så handler det kun om et par snese gram. Med et cover på mærker man heller ikke, at den er blevet tykkere. Det er stadig en meget håndterlig tablet, som ikke er besværlig at have med sig. Størrelsen på lige under 10 tommer er en god afvejning mellem skærmstørrelse og bærbarhed.

Fingeraftrykslæseren på hjemknappen er hurtig og præcis, hvilket gør, at både oplåsning og bekræftelse af køb går glat.

Ydelse

Den eneste egentlige opgradering i forhold til Air 2 er indeni. Her finder vi nemlig en A9-processor – den samme som i iPhone 6S. Det er et trin under A9X, der sidder i Pro, og to trin under A10, der sidder i iPhone 7.

Det bekræftes af vores benchmark-tests, der giver værdier et sted mellem Air 2 og Pro. Det er fuldt ud tilstrækkeligt til dagens apps, og der var ikke noget, der virkede langsomt på nogen måde. Noget andet er dog, hvordan det vil se ud om et par år.

En af grundene til, at iPad er blevet tykkere og tungere, formoder vi er for at få plads til batteriet. Det har nemlig større kapacitet, end vi har set i nogen moderne iPads. Vi skal faktisk tilbage til 2012 for at finde en større kapacitet, men på den tid var processorerne ikke nær så energieffektive som i dag.

En foreløbig batteritest viste da også, at den faktisk holdt meget længere end Air 2. Det giver håb om, at den holder lige så længe ved almindelig brug som Pro.

Konklusion

Hvis du ikke har lyst til at betale ekstra for funktionerne i iPad Pro, kan du heldigvis spare en sjat penge nu. Den nye iPad har fået mere ny teknologi end den gamle Air 2 og sælges faktisk også til en lavere pris.

Sammenlignet med Air 2 får du i princippet det samme, men den nye iPad er væsentlig hurtigere. Den er dog også noget tykkere og tungere. Men hvis du kan leve med det og ikke har brug for den nyeste teknologi, er det svært at slå den på pris/værdi-forhold.

quote

picture1 picture2
<
>
(Foto: Producent)

Home mener

Den billigste iPad nogensinde. Fremragende skærm. God batterilevetid. Noget tykkere og tungere end Air 2. Gammel processor og ditto kamera.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top