Hvis der er ét ord, der kendetegner Skullcandy, så er det attitude. Fra de billigste hørepropper til kæmpestore DJ-hovedtelefoner er der en uforfalsket rock’n’roll-attitude over de kraniedekorerede produkter. Til gengæld har lydkvalitet og mekanisk udførelse været svingende. Fra små perler som Aviator til kæberysteren Crusher, hvor man bare tænker: “Hvorfor?”
Skullcandy Grind har stadig det karakteristiske logo, men ligner ellers et skridt i en helt anden og mere voksen retning.
Fysiske egenskaber
Skullcandy kalder Grind “back-to-basics hovedtelefoner”. Det kan de have ret i. Med kompakte ørekopper i mørk, røgfarvet plastic og en polstret metalhovedbøjle er de behagelige og lette at have på. Ikke noget pjat, bare et par hovedtelefoner.
Grind er af on-ear typen. Det giver ikke mulighed for samme tryk i bassen eller isolation af støj fra omgivelserne som de større over-ear modeller. Til gengæld bliver man ikke kogt i sommervarmen, og de fylder mindre i bagagen.
På bærbarheden kan man dog se, at Grind er billige. Der medfølger ingen transportpose, og hovedtelefonerne kan ikke klappes sammen. Det giver et lidt billigt indtryk. På den anden side vil jeg langt hellere spare dér end på lydkvaliteten.
De fleste hovedtelefoner til transportabel brug har en kontrol/mikrofon på ledningen. Den mangler på Grind. I stedet styres det hele fra en enkelt knap på venstre ørekop. Ét tryk pauser afspilningen og skifter til den indbyggede mikrofon, to tryk skifter til næste nummer, og tre tryk hopper et nummer tilbage.
Behageligt selskab
Med Skullcandys rygte i erindring var der skruet pænt op på skepsisknappen, da jeg satte Grind på hovedet. Men uden grund. De lyder godt! Lyden er lige så komfortabel som designet, og Grind dækker alle toneområder nogenlunde neutralt. Fra bassen – som for et sæt on-ear hovedtelefoner er dyb og fast – over den behagelige og tydelige mellemtone til den klare diskant. Det betyder, at de kan bruges til alle slags musik.
Vi er stadig i økonomiklassen, og Grind har ikke den opløsning og finkornethed, som man finder hos f.eks. Sennheiser Momentum. Men til en plovmand er det svært at komme i tanke om noget, der tilnærmelsesvis er lige så velkonstrueret. Faktisk er de tæt på at bide de i øvrigt meget vellykkede BeoPlay H2 i haserne. Her er den største forskel materialevalg og forarbejdning.
Konklusion
Skullcandy Grind er ikke et par hovedtelefoner, som du skal vælge for at blive lagt mærke til. Og hvis du vil druknes i dybe basdrøn, er de heller ikke svaret. Den slags har Skullcandy også på programmet, men her er man gået en anden vej.
Grind er derimod helt perfekte, hvis du bare vil have god musik i ørerne på turen og er ligeglad med udenoms gøgl. Sæt dem på hovedet og glem alt om dem.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer