TEST: Bang & Olufsen Beo Grace

Så snart jeg åbner opladningsetuiet til Beo Grace, som Bang & Olufsen insisterer på at kalde in-ear-hovedtelefoner og ikke ørepropper, minder det mig om den klassiske Zippo-lighter. Den faste, præcise lukkemekanisme har et klik, der tager mig tilbage til 90’erne, hvor alle gik rundt med en Zippo i lommen – selv dem, der ikke røg. Nu sidder jeg her og åbner og lukker etuiet igen og igen, simpelthen fordi det føles så godt i min hånd.

Beo Grace er poleret aluminium fra øreprop til etui, og det kan man mærke i hånden, længe før man sætter dem i ørerne. Man kan også mærke prisen. Ni tusinde kroner.

Aluminium i alle detaljer

Jeg testede Beoplay EX, som nu er erstattet af Beoplay Eleven, for et par år siden og var imponeret over kvaliteten. Men mens de var lavet af plast med et tyndt lag metal på ydersiden af selve huset, er Beo Grace noget helt andet. Mikrofonstængerne, der stikker ud af ørepropperne, er lavet af massivt, poleret aluminium med B&O-logoet indgraveret på dem. Selve husene er lavet af hård plast, men af den robuste slags. Det føles alt andet end billigt.

Smart etui – men ingen Auracast

Opladningsetuiet i mat aluminium adskiller sig fra de fleste etuier ved en smart funktion: Du kan tilslutte det til en lydkilde via USB-C eller 3,5 mm analog indgang og bruge det som en trådløs sender til ørepropperne. Det er nyttigt i fly, med spilkonsoller eller andre enheder, der ikke har Bluetooth. En gennemtænkt løsning i et segment, hvor de fleste etuier kun oplader.

Etuiet sender til ørepropperne ved hjælp af LC3-codec, som teknisk set er en del af LE Audio-standarden, der også ligger til grund for Auracast. Bang & Olufsen har dog bekræftet, at Beo Grace ikke understøtter denne type transmission til flere enheder samtidigt. Det er sandsynligvis en funktion, der burde være nem at implementere, så det er sandsynligt, at de aktivt har valgt ikke at prioritere den.

NearTap er derimod en fed ny funktion: Du styrer lydniveauet og funktionerne ved at trykke på huden lige foran øret, ikke på selve øreproppen. En lille, men elegant detalje, der i praksis fungerer næsten lige så godt, som hvis de var på selve øreproppen. Som en bonus fungerer det også i regnvejr.

Støjreduktion i topklasse

Støjreduktionen er simpelthen imponerende. Jeg sad i en bil på motorvejen med 110 km/t med Beo Grace i ørerne, og vejstøjen forsvandt næsten helt. Ingen pumpende støj, ingen ujævnheder. Det er den slags støjreduktion, som kun de bedste leverer.

Til sammenligning kan mere generiske ørepropper i samme situation pumpe lidt, når støjniveauet varierer – fordi systemet ikke er i stand til at opfange alle frekvenser lige effektivt på begge sider af hovedet på samme tid. Det sker ikke her. Beo Grace er på niveau med Sony WF-1000XM6, som er benchmark for adaptiv støjreduktion blandt ørepropper. Det siger meget.

Imponerende lyd – til en vis grænse

Lyden er god. Meget god. Men ikke spektakulær. Mellemtonerne er klare og transparente, stemmer og instrumenter præsenteres tæt og intimt – næsten som gode gulvhøjttalere i stuen. Den unge Tenille Townes’ The Acrobat lyder smukt, både guitaren og hendes stemme. Bill Calahans dybe stemme kommer også godt frem i sangen Why Do Men Sing. Diskanten er blødere, end jeg er vant til fra Bang & Olufsen. Ingen skarphed, ingen hårdhed i toppen.

Lydbilledet er lidt smalt. Det læner sig mere mod midten i stedet for at åbne sig. Tori Amos’ Stronger Together gengives med et større lydbillede fra både OnePlus Buds Pro 3 og Nothing Ear (3), som begge koster under to tusinde kroner. Sony-ørepropperne har også lydmæssige fordele. Bassen i Beo Grace mangler også dybde og tyngde. OnePlus-øretelefonerne får bastrommen på Harry Styles’ Aperture til at dunke med mærkbart mere fysiskhed og punch. Mere underholdende at lytte til. Mere liv.

Når jeg alligevel roser Beo Grace med hensyn til lyd, er det fordi de lyder meget godt til akustisk musik, jazz og vokal. Desværre overgår et par ørepropper til 9.000 kroner ikke klart de bedste til 2.000 kroner. Der er simpelthen ikke meget mere at komme efter. Hverken dynamik, rumfølelse eller basydelse forbedres med prisen. Der er mange formidable konkurrenter til en brøkdel af prisen.

Klar tale – med en hage

Mikrofonstængerne placerer mikrofonerne længere væk fra øret end på almindelige ørepropper. Dette skaber også en større afstand mellem de stråleformende mikrofoner, hvilket gør det muligt for processoren at undertrykke baggrundsstøj bedre uden at skabe problemer for stemmen. Under opkald lyder min stemme tættere og mere “close-mic” end hos flere konkurrenter.

Der er dog en pris at betale. S- og F-lyde lyder digitale og kunstige. Det er ikke irriterende, og opkaldene er fuldt forståelige. Men artefakterne er der, som et resultat af DSP-behandlingen, der skal gøre din stemme tættere, end den fysisk er. Det er ikke en katastrofe, men det er lidt skuffende, at selv et produkt, der er så dyrt som dette, ikke er i stand til at undgå sådanne artefakter.

Det handler ikke kun om ydeevne

Men Beo Grace handler ikke kun om ydeevne. Selvom en Montblanc-pen føles bedre i hånden og skriver bedre end en Bic-pen, er det ikke derfor, stilbevidste forretningsfolk bærer en pen til flere tusinde kroner i brystlommen. En kollega, der aldrig har hørt om Montblanc, vil næppe lægge mærke til den. En pen er en pen. Men en anden kollega – en, der kender til det – vil straks få øje på den.

Et Patek Philippe-ur fungerer på samme måde. Det viser ikke tiden mere præcist end et Casio-ur, der koster et par hundrede kroner. Et billigt digitalt ur er faktisk mere præcist. Men det er ikke pointen. Det er aldrig pointen med den slags ting.

Beo Grace er den samme logik anvendt på ørepropper, med en vigtig undtagelse: lyden er faktisk god. Den er på niveau med de bedste, der koster 2.000 kroner. Men den slår dem ikke. De fleste, der ser dem i dine ører, vil tro, at du har et par ørepropper i. Måske lidt pænere end normalt. Men dem, der genkender det polerede aluminium, det indgraverede logo, mikrofonstammens proportioner – de forstår, hvad det er. For dem betyder det noget. Og det er det, Bang & Olufsen ønsker at formidle.

Der er intet galt i det, så længe håndværket matcher prisen. Og det vil jeg sige, at det gør med Beo Grace. Det bliver en anden måde at tænke værdi på. Problemet opstår, hvis du tror, du køber overlegen lyd. Det gør du ikke. Men du køber noget andet – og for nogle mennesker er det helt rigtigt.

Kan ikke repareres

Der er dog en vigtig forskel mellem Beo Grace og et Patek Philippe: Uret kan repareres af urmagere i generationer. Beo Grace er et Bluetooth-produkt med et forseglet batteri. B&O angiver, at det kan modstå 2.000 opladningscyklusser, før kapaciteten falder til under 80 procent. Det er mere, end de fleste konkurrenter lover, og inden for den treårige garantiperiode vil de udskifte hele produktet, hvis batteriet eller anden elektronik svigter. Der er ingen officiel reparationsmulighed, og hvis du åbner dem selv, risikerer du at beskadige dem.

For et produkt, der koster 9.000 kroner, er det ikke helt tilfredsstillende. Og for et firma, der taler meget om bæredygtighed, efterlader det en lidt bitter eftersmag. Især når vi ved, at Fairphone allerede tilbyder billige, reparerbare ørepropper med Fairbuds.

Hvem er Beo Grace beregnet til?

Det er let at forestille sig, hvem der ville købe disse. En person, der flyver på business class og foretrækker diskrete, eksklusive in-ear-produkter frem for store hovedtelefoner, der ødelægger frisuren. Folk, der klæder sig omhyggeligt, vælger deres kuglepenne og ure med omhu og ønsker samme standard for det, de putter i ørerne.

For dem er Beo Grace et næsten perfekt produkt. Støjreduktionen er i top, designet er gennemtænkt i alle detaljer, og du vil aldrig glemme dit første indtryk.

Men hvis du er i tvivl, er du ikke målgruppen.

Konklusion

Bang & Olufsen Beo Grace er et luksusprodukt i ordets egentlige forstand. Støjreduktionen er blandt de allerbedste, jeg har testet, designet er gennemtænkt ned til mindste detalje, og etuiet med sin trådløse senderfunktion er virkelig smart. Lyden er god og behagelig – men hæver sig ikke mærkbart over det, de bedste øretelefoner til 2.000 kroner leverer. Stemmekvaliteten er klar, med kun en let digital gengivelse af sibilanter.

Ni tusinde kroner giver dig ikke bedre teknologi. Du får håndværk, materialer og en diskret eksklusivitet, som kun nogle få udvalgte genkender. Hvis du ved, at du tilhører denne gruppe, er Beo Grace et fantastisk produkt. Hvis du er i tvivl, findes der andre, der producerer lige så god lyd til en fjerdedel af prisen.