TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: AirPods Pro 3

AirPods for audiofile

AirPods Pro 3 har fået den perfekte blanding af lydkvalitet og støjreduktion.

Af / 13/11/2025 - 12:03
AirPods Pro 3

Lyd & Billede mener

  • Mærkbart bedre lyd og klassens bedste støjreduktion. Spiller længere end før, og tåler mere. Mange smarte funktioner, som mange har god gavn af. Prisen.
  • Ingen understøttelse af lossless lyd. Du får dem kun i hvid.

I fem sekunder føltes det, som om hørelsen forsvandt. Men så hørte jeg min egen puls, og da musikken startede, var det åbenlyst, at der ikke var noget galt med hørelsen. Eller hvad?

Den næsten totale stilhed blev brudt af en usædvanlig harmonisk klarhed, næsten uvant åbent og klart, og Call My Name med Iron & Wine og I’m With Her, klang svævende og rent i øregangene. Efter musikken stoppede, stod det klart for mig:

De nye AirPods Pro 3 har sandsynligvis den bedste støjreduktion på markedet. For i mine ører har det aldrig været så støjfrit med ørepropper før nu. Ikke med Sonys bedste, eller Bowers & Wilkins usædvanligt vellydende ørepropper.

B&W-propperne er mine go-to-propper, og de er altid med på rejser. Støjreduktionen er ikke lige så god som i f.eks. Sony WF-1000XM5, men lyden er meget bedre. Efter testen af AirPods Pro 3, spøger det, om B&W-propperne ikke har fået en afløser. I hvert fald på rejser med tog eller fly. For med de hvide Apple-propper smelter lydkvalitet og støjreduktion perfekt sammen, og ja, Pro 3 er en mærkbar forbedring fra Pro 2.

DSF0565
(Foto: Lasse Svendsen)

Ørepropperne er stadig hvide, men har fået ny udformning og forbedret teknologi på indersiden. I mine ører sidder de bedre, og de nye silikoneproppers udformning er ændret, så de dækker flest ører bedre. Man kan ikke se det, men skumfyldte mikrokugler – hvad end det er – skal give endnu bedre støjreduktion, ifølge Apple. Som siger, at støjreduktionen i Pro 3 er dobbelt så god som i Pro 2.

Annonce
DSF0561
(Foto: Lasse Svendsen)

God pasform er også god støjreduktion, og dem med snævre øregange får glæden af et par endnu mindre propper i XXS-størrelse. Sammen med den aktive støjreduktion er det næsten skræmmende, hvor stille det bliver med AirPods’ene i ørerne.

Denne stilhed, som både er spooky og dejlig på samme tid, betyder også, at musikken kommer bedre frem i øregangene.

DSF0563
AirPods Pro 3 er hørbart bedre end Pro 2, og meget bedre end AirPods 4. (Foto: Lasse Svendsen)

En ny fuldtone-driver – eller enhed – sidder placeret i et nyt akustisk kammer, som skal dæmpe forvrængning og samtidig give dig et fyldigere og klarere lydbillede, også det ifølge Apple.

Som også fortæller, at Pro 3 har pulsmåling indbygget.

Tag pulsen

Små pulssensorer bruger pulserende LED-lys, som opfanger pulsen i de bittesmå blodårer i ørerne, og logger den i motionsappen – eller tredjeparts-apps på iPhone. Der kan man også spore pulsen til flere trænings- eller motionspas, og man kan selvfølgelig spille musik samtidig.

Pulsmålingen er mere vejledende end et værktøj til en træningssession. De små blodårer i ørerne er en større fejlkilde end et træningsarmbånd eller et Apple Watch, som måler pulsen på håndleddet. Og ingen af dem er lige så nøjagtig som et pulsbælte. Men pulsmålingen er smart at have, det er klart.

Så kan man følge med på pulsen, mens man træner, også udendørs i dårligt vejr. Pro 3-propperne er såkaldt IP57-certificeret, hvilket betyder, at de tåler sved og regn lige godt, og man kan skylle dem under rindende vand efter en træningssession.

Apple AirPods Pro 3 lifestyle 01 250909 scaled
(Foto: Apple)

Høreapparat og høreværn

Forgængeren var den første med høreapparat-funktion. Den fungerer sådan, at man åbner Bluetooth-indstillinger i appen og vælger AirPods. Der finder man høretesten, som tager nogle minutter, efter man har startet den, men bagefter får man en høreprofil, hvor EQ er tilpasset eventuelle afvigelser, man måtte have i hørelsen på begge ører.

Der findes også noget, der kaldes samtaleforstærkning, som hjælper folk med nedsat hørelse til at høre samtaler bedre i støjende omgivelser. Jeg er ikke sikker på, om samtalepartnere finder det uhøfligt, at man sidder med ørepropper, når man taler sammen, men det fungerer faktisk fint, så hvorfor ikke?

Læs også Nyhed: Apple AirPods Pro 2 som høreapparat Kompenserer for høretab og forbedrer lyden.

Direkte oversættelse

En anden funktion, som kommer på lokalt sprog, er oversættelse i realtid. Med et par AirPods Pro 3 – og Pro 2 – kan man få direkte oversættelse fra flere sprog, direkte i øret, med en iPhone, som understøtter Apple Intelligence.

DSF0568
(Foto: Lasse Svendsen)

Batteri

Propperne spiller i otte timer på en opladning, to timer længere end på Pro 2, men batteriet i etuiet har 24 og ikke 30 timers batteritid. Det er alligevel nok til, at man kommer et godt stykke på vej under en jordomsejling, før man skal finde en USB-C-port.

DSF0562

Adaptiv EQ og støjreduktion

Med Conversation Awareness (samtaleopmærksomhed) kan Pro 3 dæmpe musikken, når man begynder at tale, og samtalekvaliteten med de indbyggede mikrofoner er glimrende. Det er kun, hvis man befinder sig i meget støjende omgivelser, at støjreduktionen kan give en lidt utydelig samtalekvalitet.

DSF0557

Ude i det fri lægger man ikke så meget mærke til gravemaskiner, busser, der dundrer forbi, eller udrykningskøretøjer med sirener, så det er klogt at være opmærksom, når man bevæger sig i trafikken. Uanset om man går, cykler eller løber. For der er ikke mange af de lyde, vi omgiver os med, som er særligt hørbare, når man har et par AirPods Pro 3 i ørerne.

Superb lydkvalitet 

Apples adaptive EQ tilpasser lyden automatisk, og der findes desværre ingen EQ-indstillinger, hvor man selv kan trimme lydbilledet efter egen smag. For de fleste er det ikke et problem, for lyden lige ud af æsken er fortræffelig. Ja, den er faktisk fuldt på højde med de bedste i tilsvarende prisklasse.

Nogle gange kunne jeg have ønsket mig et lille løft i bassen eller muligheden for at dæmpe diskanten lidt, men det meste af tiden er lydbilledet meget godt balanceret. Der findes en række færdiglavede EQ-valg i indstillinger for Apple Music-app’en, men de fungerer ikke i Tidal-, Qobuz- eller Spotify-app’en.

Selvom Pro 3 endnu ikke understøtter musik i lossless-kvalitet, får man en lydkvalitet, mange die hard audiofile vil blive overrasket over.

Skjermbilde 2025–11–05 kl. 11.17.27 Skjermbilde-2025–11–05-kl.-11.16.28 Skjermbilde 2025–11–05 kl. 11.16.02
<
>
Foto: Lasse Svendsen

Rytmen på Aaron Parks’ Little River er distinkt og tydeligt fokuseret, med fyldig pianoklang, og øregangene fyldes med varmtglødende saxofontoner. Det lyder som et par storvoksne hovedtelefoner, måske uden den mest følelige fysik i bassen.

Men prøv med Tinariwens Chaghaybou, og jeg garanterer, at rytmen får dig op af stolen. Her er det støvede ørkenrytmer kombineret med afri-funk, som det svinger af, og det mærker man. Klangfarven er aldrig skarp eller spids, der er god kontrol på bassen, og vokalen kommer frem i lydbilledet med forbilledlig klarhed.

DSF0564
Et par ekstra små propper, følger med Pro 3. (Foto: Lasse Svendsen)

Den dybe klang i Cigarettes After Sex’ Anna Karenina skaber et stort og rummeligt lydbillede. Og vokalen dukker først op til højre i lydbilledet, siden i midten, og det leder mig til:

Spatial audio, eller rumtilpasset lyd. Som naturligvis også understøttes i AirPods Pro 3. Den er særligt virkningsfuld på film og tv-serier, men også på musik, som understøtter Dolby Atmos. Som man finder både i Tidal- og Apple Music-app’en. Effekten, hvor balancen mellem højre og venstre kanal ændrer sig, når man drejer på hovedet, kan slås fra, hvis man synes, det bliver for meget af det gode.

DSF0562
(Foto: Lasse Svendsen)

Konklusion

Havde AirPods Pro 3 understøttet tabsfri lyd – lossless, som det også kaldes – havde vi ikke haft noget, der trak ned. Støjreduktionen er i topklassen, og nu er lydkvaliteten det samme. Med andre ord, det vigtigste er forbedret. Uden at prisen er gået op. Et par AirPods Pro 3 koster det samme, som AirPods Pro 2 gjorde, og det kan man ikke klage over. For iPhone-brugere er et par AirPods Pro 3 sandsynligvis førstevalget, og denne gang er vi helt enige. Varmt anbefalet.

Læs også Vi kårer: Årets bedste hovedtelefoner 2025-2026 Den bedste lyd er den, du har med dig. Skal du vælge trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion, eller kablede ørepropper med maksimal lydkvalitet? – find de bedste hovedtelefoner og ørepropper til dine behov. Sådan vælger du rigtigt.
Karakter
AirPods Pro 3
Premium
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Nu er budget-propperne blevet ”Pro”

Trådløs hi-fi uden kompromis

Første test af Bowers & Wilkins Px8 S2

Seks hovedtelefoner: God lyd behøver ikke at koste alverden

Studiekvalitet for kræsne ører

Heftig bas - gigantisk etui

Kantede statement-bøffer

Hovedtelefoner til børn

Technics' nye flagskib imponerer stort

AKG-hovedtelefonerne som bliver ved og ved

Tjek AKG’s smarte løsning!

70 timer på budget