Search
Generic filters
TEST

Vivid Audio Kaya 90

Vivid Audio Kaya 90
TESTVivid Audio Kaya 90
Vivid Audio Kaya 90

Jagten på det perfekte

Nogle højttalere er dyrere end andre. Og desuden latterlig meget bedre.

Lyd & Billede mener

Musikken gengives med en fantastisk renhed og med en dynamik og en evne til at spille højt, der nærmest er uhørt i forhold til størrelsen.
Ikke alene koster højttalerne det hvide ud af øjnene; resten af anlægget skal også matche. Så det er bare med at spare op!
  • Type: 3-vejs gulvhøjttaler
  • Frekvensområde: 35 Hz – 25 kHz (-6dB)
  • Følsomhed: 90 dB / 6 ohm
  • Diskant: 1″ aluminium, konisk rør
  • Mellemtone: 4″ aluminium, konisk rør
  • Basser: 4 x 5″ aluminium, eksponentielt konisk rør
  • Mål: 37 x 120 x 54 cm
  • Finish: Sort pianolak, perlehvid, mat sølv (Oyster Matte), flere på bestilling
  • Web: audionord.se
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 200000 kr

Nogle er villige til at gå længere end andre i deres søgen efter den perfekte lyd. I højttalerfaget er det ægte håndværkskunst. Og med Kaya 90 har britisk-sydafrikanske Vivid Audio givet sig selv en ekstra udfordring. Nemlig at få en relativt kompakt gulvhøjttaler til at opføre sig, som om den var næsten dobbelt så stor.

Lad dig i øvrigt ikke narre af det kompakte ydre, hvert kabinet rummer nemlig hele 90 liter. Men mere om det senere.

Overførsel af energi

Højttalerens opgave er at forvandle det elektriske musiksignal til trykforandringer i fri luft, så øret – og kroppen – kan opfange det. Det er en meget ineffektiv proces. Og den smule energi, der kommer ud, skal forvrænges mindst muligt på vejen, så musikken fremstår med samme grad af tilstedeværelse, som da den blev indspillet.

Hvorvidt du oplever en indspilning fra koncerthallen i München som netop det, afhænger af, hvor nøjagtigt højttaleren overfører den elektriske energi til luften.

Selv om den er langt mindre radikal end sine dyrere Giya-søskende, kræver udseendet tilvænning, for Kaya 90 ligner ikke nogen anden højttaler. Men det er af lydmæssige grunde. (Foto: Vivid Audio)

Formel 1

Det er uhyre vanskeligt, hvilket er grunden til, at det findes højttalere til mange hundrede tusind kroner. Og hvis nogen, selv i high-end-segmentet, siger, at de har lavet den perfekte højttaler, er det enten løgn eller uvidenhed. Det er som at sige, at det er umuligt at forbedre noget på en Formel 1-racer. Det er altid muligt at lave alt fra små justeringer til radikale ændringer for at reducere omgangstiden en smule.

På dette niveau er enhver forbedring så dyr, at der kun er få rundt om i verden, som gør sig det besvær. Det samme gælder for højttalere.

Udfordringer

Alle de bevægelige dele i en højttaler – fra enhederne til kabinettet – er potentielle kilder til forvrængning. Kabinettet skal helst ikke gøre andet end at give lyden volumen, ikke farve den.

annonce

Derfor skal det være så resonansfrit som muligt. Højttalermembranerne skal være superrigide inden for deres virkeområde. Og hvor gør man af energien fra bagsiden af højttaler-enhederne? I det øjeblik lyden herfra blandes med den, der kommer fra forsiden – hvor bagsidens er en smule forsinket – opstår der forvrængning og dynamiktab. Derfor er halvdelen af energien fra enhederne faktisk uønsket.

annonce
Forfra har Kaya 90 næsten feminine kurver. (Foto: Vivid Audio)

Genistreger på rad og række

I jagten på den perfekte højttaler er Vivid Audio gået videnskabeligt til værks. Det er en tilgang, de har taget til det ekstreme i topmodellen Giya G1 Spirit til ca. 500.000 kroner parret. Men gudskelov har den billigere Kaya-serie arvet de samme grundprincipper. Hvilket gør den største – men stadig relativt kompakte – Kaya 90 til en ret speciel højttaler.

Koniske rør = omvendte horn

Det mest specielle ved højttalerne er, at hver højttaler-enhed er monteret yderst i et konisk rør, der går bagud gennem kabinettet. At det er konisk, betyder her, at det gradvis går indad, i modsætning til et højttalerhorn.

Et horn forstærker lyden fra en højttalermembran, ved at membranen arbejder ved højt lufttryk inderst i hornet, mens trykket gradvist aftager, efterhånden som lyden vandrer udad mod mundingen.

For enden af hornet er den akustiske impedans tilpasset luftens bedst muligt, så så lidt energi som muligt går tabt, når lyden forlader højttaleren og går over i et andet medium: Luft. På den måde omdannes en meget større del af forstærkerens elektriske energi til bevægelsesenergi i luften.

annonce

Et konisk rør bag højttaler-enheden fungerer omvendt. Efterhånden som lyden bevæger sig indad i røret, øges lufttrykket. Den mekaniske impedans øges tilsvarende, indtil den til sidst er så langt fra luftens lave impedans, at meget lidt af energien lader sig overføre.

Resultatet er, at lyden dør ud. Der kommer nærmest ikke noget lyd fra bagsiden af højttaler-enheden, som kan forplumre lyden fra forsiden. Resultatet er i teorien en højttaler med meget bedre timing og transientrespons.

Inde i kabinetterne på Kaya 90 er der ingen parallelle overflader. Bag hver højttaler-enhed sidder et konisk rør til at absorbere energien fra bagsiden af enheden. (Illustration: Vivid Audio)

 

Nautilus

Det er det samme princip, som Bowers & Wilkins anvendte i 1993 i deres legendariske Nautilus-højttaler, og som de i dag har videreført i deres dyreste højttalerserier. Og det er ikke tilfældigt, for den ingeniør, der havde ansvaret for at udvikle Nautilus – Laurence Dickie – er nemlig en af grundlæggerne af Vivid Audio.

Den største udfordring ved koniske rør er basfrekvenserne. Når bølgelængden øges, skal rørets længde nemlig øges tilsvarende. På Nautilus blev det løst ved at sno basrøret i en sneglehusform. Deraf navnet. På de største Vivid-højttalere har man ladet røret gå op gennem hele kabinettets højde, komme ud på toppen og derefter sno sig bagud i en spiral. Hvilket giver et meget specielt udseende.

Kabinetterne

Kaya 90 er ikke stor nok til at løse det på denne måde, og Vivid har desuden ønsket at give den et mindre radikalt udseende. Man har derfor valgt at skjule røret inde i kabinettet, hvor det er foldet bagud, rundt om sig selv. Desuden er røret eksponentielt konisk, altså snævrer hurtigere ind, så det kan gøres kortere.

Laurence Dickie har videreført grundideen bag de avancerede Matrix-kabinetter i B&W’s gamle 800-serie ved at have nul parallelle overflader inde i kabinetterne. Den ydre overflade er også buet på en måde, der gør den til en “uendelig baffel”. Det betyder ingen skarpe hjørner, så diffraktion – som især ødelægger timingen af diskantfrekvenserne – forhindres, når lydbølgerne bevæger sig rundt langs overfladen på ydersiden af kabinettet.

Selve formen på kabinettet – og det faktum, at bas-enhederne slår parallelt ud til hver sin side – forhindrer uønskede resonanser. Hvilket igen gør, at kabinettet ikke har brug for så meget masse, tykkelse eller intern dæmpning. Man har derfor kunnet reducere tykkelsen og dermed opnå en intern volumen på 90 liter i et kabinet, der ser meget mindre ud. Desuden er vægten moderate 35 kg pr. højttaler.

Det gigantiske flagskib Giya G1 Spirit har et langt mere radikalt udseende end Kaya 90. Og en pris, der betyder, at du kan glemme alt om den nye bil, du går og savler efter. (Foto: Vivid Audio)

Enhederne

Alle højttaler-enhederne har aluminiummembraner og har deres brydningspunkt langt over delefrekvensen for at opnå så lav forvrængning som muligt i deres frekvensområde. Og alle enhederne har som nævnt hver sit koniske rør, der absorberer energien fra bagsiden af membranerne.

Alle enheder har hver sin tykke og kraftige magnet for bedst mulig kontrol. Diskanten alene har en fluxtæthed på 2,4 tesla, hvilket er ekstremt – over det dobbelte af det normale. Både enhederne og resten af kreationen er lavet af Vivid Audio. Det betyder total kontrol over hele højttalerkonstruktionen.

Nok snak – hvordan lyder de?

Det er fint nok med al den teori, men hvordan lyder højttalerne i praksis? Jo tak, rigtig godt!

Til lejligheden har vi koblet dem til forstærkeren Devialet Expert 220 Pro, storebror til den fantastiske 140 Pro, og streamer musik direkte fra Tidal over Roon via netværket. Devialet har filterprofiler til Kaya 90, men i denne test køres højttalerne uden korrektion.

Magneterne er ret specielle med en ekstrem fluxtæthed for bedst mulig kontrol. (Foto: Vivid Audio)

Live-koncert

Hvis du vil have gåsehud, kan du prøve at høre live-versionen af Susanne Sundførs “Undercover” fra the Barbican i London.

Med Kaya 90 lyder det så stort, åbent og naturtro, at jeg slet ikke savner at være der selv. For her får jeg hele koncertsalen flyttet ind i testrummet, hvor lyden fra klaveret breder sig ud i rummet med et naturligt og klippefast fundament i bunden. Og Susanne, hvis karakteristiske stemme er lige så kraftig, som den er luftig, står midt i rummet og krænger sin sjæl ud.

Hvornår har jeg sidst hørt lyden så ufarvet og levende som her? Det kan jeg ikke huske.

Dårligere bliver det ikke med den klassiske udgivelse La Tarantella: Antidotum Tarantulae med instrumentalgruppen L’Arpeggiata. Kastagnetter og flamenco-guitarer har en fremtrædende rolle på det tredje nummer: “Tarantella napoletana, Tono hypodorico”. Og der er noget magisk ved det stereobillede, som højttalerne tegner op. Ikke alene er lydbilledet bredt; man får også en følelse af højde her. Lyden af kastagnetterne har en udsøgt præcision takket være superb impulsrespons. De hænger i luften og nærmest flyder rundt i rummet.

Den varme klang fra strygerne på Luka Šulićs fortolkning af Vivaldis De fire årstider skildres med både fylde og luft. Masser af luft. Og med en sådan kontrol over såvel de mindste detaljer som de største dynamiske udblæsninger, at det simpelthen er uvant. Hvornår har jeg sidst hørt lyden så ufarvet og levende som her? Det kan jeg ikke huske.

Bas-enhederne slår ud på hver sin side og annullerer dermed uønskede forvrængninger i kabinettet. (Foto: Vivid Audio)

Dybbas?

Jeg har ganske vist hørt kontrabasserne og paukerne i Stravinskijs Ildfluen med Minnesota Orchestra gengivet endnu dybere, men jeg vil alligevel påstå, at Kaya 90 går rigelig dybt. Og den ekstreme hurtighed og evne til at skelne mellem kraftige og svage partier – kombineret med en klarhed i lyden og en evne til at trække sig selv ud af handlingen – er jeg ikke sikker på, at jeg har hørt før. Og så inkluderer jeg både B&W 803 D3, Electrocompaniets The Nordic Tone og Focal Sopra No3. For bare at nævne nogle få virkelig gode højttalere.

Og jeg spekulerer på, om ikke også KEF Blade Two må se sig slået, når vi taler om evnen til at tegne denne type holografisk lydlandskab op. Selv om også de er ekstremt gode til netop dette.

Vivid Audio tweeters
Diskanten med aluminium-dome er monteret foran et konisk rør. (Foto: Vivid Audio)

Popmusik

Nogle high-end-højttalere lyder fantastisk på noget musik og kedeligt på andet. Men ikke Kaya 90. Et eksempel er den hårdt komprimerede “Bad To You” med Ariana Grande, Normani og Nicki Minaj. Basrytmerne slår hårdt og fysisk, mens den nærmest brutalt spidse diskant fra de syntetiske lilletrommeslag ikke får lov til at blive så fremtrædende som på en del andre højttalere.

Grunden er ikke, at Kaya 90 holder diskanten tilbage eller runder den af, men snarere at de ikke tilfører egen forvrængning til det, der allerede er der. Resultatet er faktisk rimelig sejt.

Eminems hiphop-klassiker “Without Me” får så meget liv og leben, at jeg bare sidder og smiler fjoget. Okay, der findes højttalere med endnu dybere bas, som får buksebenene til at blafre i højere grad. Vivid er ikke gået ind og har krydret bassen. Men dynamikken i trommerne og klarheden i de hurtige ordspil og vendinger – igen med et større lydbillede, end jeg kan huske at have hørt denne musik med – gør det til vanedannende lytning.

Der findes flere modeller i Kaya-serien, bl.a. to mindre gulvhøjttalere – 45 og 25 – hvor tallet står for volumen i liter. Standerhøjttaleren S15 og centerhøjttaleren C25 er også på vej. (Foto: Vivid Audio)

Konklusion

Kaya 90 er undertegnedes første møde med Vivid Audio. Jeg må indrømme, at jeg ofte har nogle fordomme over for producenter af højttalere i halvmillionklassen. Men da jeg hørte disse til 200.000 kroner parret, kom aha-oplevelserne på rad og række, så jeg blev mindet om, at det simpelthen er dyrt at hoste op med de bedste løsninger.

For Kaya 90 er en juvel af en højttaler. Desværre koster den alt for meget til, at de fleste overhovedet ville tænke på at købe et par. Men til prisen får du en af de mest dynamiske, rentspillende og holografisk korrekte højttalere på markedet.

Man har jo lov til at drømme.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
Log ind for at læse videre.


    Subscribe
    Notify of
    0 Comments
    Inline Feedbacks
    View all comments

    Alternativer til Vivid Audio Kaya 90

     data-srcset

    Topspillende italiensk håndværk

    Ud med den gamle referencehøjttaler og ind med en ny fra den nye generation af Sonus fabers Olympica-serie.

     data-srcset

    Krystalklar og gennemsigtig lyd

    Ordene ‘gennemsigtig lyd’ har aldrig passet bedre på en højttaler i denne klasse.

    (Foto: Argon)

    Fuldvoksen hi-fi uden tråd

    Argons aktive højttalere har fordoblet effekten, antallet af basser – og prisen. Men de er fortsat et godt køb.

     data-srcset

    Ny high-end-reference

    Dynaudio har gjort det igen med Confidence 50, der sætter en ny standard for højttalere i high-end-klassen.

     data-srcset

    Højttaler i himmelklassen

    Danske Audiovector har kastet deres kærlighed på løbende opgraderinger. Vi kan dog ikke tro andet, end at deres high-end 3-serie nu har nået sit klimaks.

     data-srcset

    Trådløs stereo for feinschmeckere

    Disse bittesmå trådløse højttalere lyder større, end de er, og kan være en god erstatning for stereoanlægget.

     data-srcset

    Råfed retrohøjttaler

    JBL’s klassiske bestseller er genopstået som en af de mest festlige højttalere, vi har hørt i lang tid.

     data-srcset

    Her er højttaleren til dem, der vil have mere tryk på uden at give afkald på alle nuancerne og klangfarverne.

    (Foto: Producent)

    KEF’s nye R11 er skræmmende gode og alle pengene værd, selv om de koster en hel del.

    (Foto: Producent)

    Lad dig ikke narre af størrelsen. Disse højttalere spiller forbløffende godt.

    (Foto: Producent)

    Kan nogen få naboerne til at holde kæft? Jeg prøver at høre musik her!