TEST: Soft Collective SC-05

Det er måske ikke så mange, der har hørt om Gunnar Hildén og hans åbne Soft Collective-højttalere, men besøger man hi-fi-messer i Stockholm, har man kunnet følge med.
Det hele startede dog allerede i 2009 med den allerførste egenkonstruerede model – en mere konventionel (nå ja…) kabinetkonstruktion, som via enkle greb kunne konfigureres som enten lukket kabinet, basrefleks eller slavebas.

Frontbaflen bestod af 140 mm tyk CNC-fræset krydsfiner med finérens årer vendt “den forkerte vej”. Den kunne rotere på en stålaksel monteret på en sokkel, der var fyldt med sandsække. Det var med andre ord en tung sag, og selv dengang i starten af højttalerkarrieren var det ikke ligefrem en metervare!

Åbent for alle pengene

Siden da har det udelukkende handlet om åbne konstruktioner, men i starten var de lavet i stål. Model 2 blev en meget kostbar konstruktion i 8 mm vandskåret og bukket stål med en 18-tommer aktiv bas, en 12-tommer elektromagnetisk mellemtone/mellembas og en stor AMT-diskant, specielt tilpasset til montering uden baffel.

Gunnar fortsatte med stålkonstruktionerne i Model 3 og 4, men i en konstruktion der var betydeligt lettere at serieproducere, og med dobbelte stållag med dæmpemasse imellem. De havde fire 10-tommer basser og en fuldtoneenhed pr. højttaler. Disse var (indtil videre) de klart billigste højttalere at producere. Det skal tilføjes, at højttalerne i denne periode gik under det lidt finurlige navn Oido.

Den femte model

Den nye model er således nummer fem i rækken, og navnet er nu ændret til det – formentlig mere kommercielt gangbare – Soft Collective, og selve modellen hedder nu SC-05.

Ifølge Gunnar er denne femte model den næstmest kostbare at producere, og den er nu udført i massivt træ. Den afspejler et mere modent og samtidig mere afdæmpet formsprog med stærk reference til mid-century modern-stilen. Vi ”almindelige dødelige” ville måske kalde det ”less is more”!

Gunnars sans for design og teknik stammer fra hans arkitektuddannelse, suppleret med et år i Ferrara i Italien, som har præget hans formsprog. Interessen for lyd blev for alvor vakt under værnepligten, hvor arbejdet med at opspore svage signaler i støj skærpede hans fokus. Samtidig blev han inspireret af erfarne kolleger, der fremhævede rørteknikkens lydkvalitet – en interesse han har fastholdt siden.

Musikinteressen startede – som for mange andre – i musikskolen, i rockbands og med en storebror som inspiration.

Han forklarer, at det især er arbejdet som arkitekt, der har givet ham redskaberne til at samle sine interesser i færdige produkter. Her arbejder man konstant med at forme alt fra møbler til bygninger og finde nye løsninger, hvor funktion, teknik og form går op i en helhed.

Soft Collective SC-05

Men lad os gå hurtigt videre til testobjektet SC-05. Det første, der slår én, er hvor flotte, diskrete og indretningsvenlige disse højttalere er. De er ikke særligt høje og slet ikke dybe, men de er til gengæld brede. Alligevel føles de hjemme i en typisk, let aflang stue på omkring 25 kvadratmeter.

Selve ”ydersiden”, som man ser med frontstoffet monteret, er udført i massiv, klarlakeret birk, mens de dobbelte bafler, hvor enhederne er monteret, er lavet af birkekrydsfiner. Selvom de ligner konventionelle højttalere, er de i princippet så åbne og baffelløse, som en højttaler kan være, hvilket man tydeligt ser, når front- og bagstoffet tages af.

På forsiden møder man bagsiden af basenheden med den gigantiske ferritmagnet samt dobbelte mellemtoneenheder med lave kurve og bånddiskanten placeret tættest mod midten. Højttalerne er spejlvendte med diskanterne indad. Desuden består højttalerens top og sider af kraftige birkestave med mellemrum for at opnå denne usædvanligt åbne konstruktion.

Gunnar Hildén ønsker ikke at afsløre producenterne af enhederne, men samlet set er der tale om tre forskellige lande/verdensdele: USA, Europa og Asien. Årsagen til hemmelighedskræmmeriet er, at der er brugt meget tid og arbejde på at finde netop disse enheder, og at de desuden passer så godt sammen i denne konstruktion.

En bærende grundtanke er, at højttalerne skal have en naturlig fremtoning rent formgivningsmæssigt (der kom ordet “gestaltning” igen!) og en naturlig gengivelse rent lydmæssigt. I Gunnar Hildéns fortolkning indebærer det lyst, klarlakeret massivt træ med tekstilfronter (både foran og bagpå), og både trækonstruktionen og stoffet er hentet fra Sverige.

Mere konkret indebærer det også samme funktionsprincip hele vejen igennem og lignende spredningsvinkler i hele frekvensområdet – det vil sige uden overgange fra én typologi til en anden – samt brugen af ”bløde” materialer i samtlige enheder. I begrebet naturlig gengivelse lægger Gunnar og Soft Collective også rørteknik og muligheden for at drive højttalerne med SET-forstærkere (Single-Ended Triode).

Enheder og filter

Enhederne består af en 18-tommer bas, to 7-tommer mellemtoneenheder samt en 2-tommer stor, bånddiskant.

Soft Collective undgår hårde membraner af metal eller endnu stivere materialer, delvist for at kunne anvende flade filtre (lav orden) og derigennem holde følsomheden så høj som muligt og bevare et optimalt transientrespons.

Mange moderne højttalerkonstruktører har valgt den modsatte vej og bruger superstive membranmaterialer og stejle filtre: ”Det mener jeg personligt dræber en del af ”livet” i musikken og gør det desuden umuligt at bruge effektforladte rørforstærkere”, påpeger Gunnar Hildén.

Taler vi om delefrekvenser, ligger de ved 400 og 4.000 Hz, med filtre af første og anden orden (6 og 12 dB/oktav). Der anvendes ingen sugekredse (konjugatled) eller anden linearisering i filteret, hvilket alligevel resulterer i et relativt ukompliceret impedansforløb.

Filteret er hardwired uden printplader med få, men gennemgående både højklassige og kostbare komponenter, som for eksempel den store spole til basfiltreringen med 0,1 ohms seriemodstand og en effektholdbarhed på 3 kW.

Det, der skulle ende med at blive SC-05, blev demonstreret for første gang på HEM i Stockholm 2024, men i en (endnu…) mere endelig udførelse på eksempelvis Warszawa-messen i efteråret 2025.

Forstærkerne under testen har været den kraftige transistorforstærker Hegel H590 og den prisvenlige rørforstærker Cayin Jazz 80. D/A-konverteringen er sket internt i H590 samt med en Volumio Preciso. Både sidstnævnte og Cayin-forstærkeren er kommende testobjekter.

Lytningen begynder

Soft Collective lyder fantastisk åbne, frigjorte og fremstår generelt næsten helt ukomprimerede. De føles virkelig så åbne og uhindrede i lyden, som den helt åbne konstruktion også er! Læg dertil en fantastisk sammenhæng og en næsten perfekt balanceret tonal karakter.

Men det er måske alligevel bassen, der imponerer mest, og hvor uproblematisk den kobler til lytterummet. Eller rettere sagt: hvordan den ikke støder sammen med det normale hverdagsrums sædvanlige begrænsninger med udfasninger og basnoder på stribe i den rumlige frekvensgang. Man kunne sige, at højttalerne spiller med, ikke mod rummet.

Jeg har næppe oplevet et så homogent stereobillede tegnet op foran mig, uden så meget som en antydning af huller eller slip, samtidig med at den dipolære, omsluttende lyd spreder sig i lytterummet.

Medmindre der skal være et hul, naturligvis, som i indledningen på titelnummeret til Deacon Blues fantastiske Fellow Hoodlums med kun Ricky Ross’ stemme i midten og en enlig, akustisk guitar til venstre…

Eller den intime duo-indspilning med kun bas og saxofon med Ron Carter og Houston Person på Now’s the Time/Something in Common, som præsenteres præcis så tæt og intimt, som den i sin tid blev indspillet, hvor ikke mindst basspillet fremstår tydeligt og følsomt.

Jeg er allerede frelst og har set lyset, selvom det selvfølgelig er langt fra første gang, jeg lytter til en højklassisk, åben konstruktion.

De er nærmest helt ligeglade med, hvilken musik de bliver fodret med – fra jazzkvartetter og symfoniorkestre til moderne elektronisk musik med tung synthbas – eksempelvis Baxter Dury (søn af Ian Dury, tjek ham ud!).

Jeg bemærker, at glaslågerne i vitrineskabet ikke klirrer, når den tunge og intensive basgang på Dry Cleanings Anna Calls from the Arctic går i gang, hvilket ellers plejer at være normen med et par ”almindelige” basrefleks-højttalere, som eksempelvis de Rauna Oden, som SC-05 afløste i lytterummet.

Der kommer også et herligt ”swing” over Chuck Prophets seneste album, men også sangen Bobby Fuller Died for Your Sins bliver naturligvis spillet helt rigtigt – rytmisk og generelt engagerende.

Åbne konstruktioner plejer at have en akilleshæl: dybbas. Ikke her. Okay, de spiller selvfølgelig ikke hele vejen ned i kælderen, men de går rigeligt dybt til, at man aldrig sidder og savner noget i basgengivelsen, som desuden er luftigt omsluttende og ekstremt tilgivende over for rummets begrænsninger.

Skift til rørforstærker

På dette tidspunkt skifter jeg til den relativt prisbillige rørforstærker Cayin Jazz 80, og det lyder mindst lige så godt! En forstærker til omkring en fjerdedel af prisen spiller selvfølgelig musikken – som Gunnars egen favoritplade med Houston Person & Ron Carter, Roxy Musics ”Avalon”, Deacon Blue, you name it – op med krop, varme og storhed, men også med detaljer i musikken, der pludselig løftes frem på en (endnu) mere selvfølgelig måde.

Okay, størstedelen af Hegel-lytningen foregik også uden den nu tilføjede, separate Volumio-DAC, men alligevel – prisforskellen er stadig betydelig.

Basgengivelsen på titelnummeret fra Deacon Blues Fellow Hoodlums var nok lidt strammere og mere strikt holdt med Hegel, men der findes andet her i livet end 100 procent stram bas!

Triode-indstillingen er derimod intet for mig eller højttalerne, da musikken i mine ører næsten helt mister rytmen og tråden. Men det er klart, at med en større, mere bekostet og sandsynligvis 2-delt triode-forstærkning, som under Warszawa-messen, fungerer det også.

At skifte mellem 8- og 4-ohm-terminalerne på forstærkeren er mere ukompliceret, hvor jeg synes, at sidstnævnte muligvis gør, at musikken præsenteres en smule mere skarpskårent, men heller ikke lige så livligt. Men som sagt, disse forskelle er betydeligt mindre.

Lange lyttesessioner

Jeg kunne sidde i en evighed og lytte til Deacon Blue, som gengives så fantastisk tydeligt, klart og rytmisk drivende, men også storslået med SC-05.

Med rørforstærkeren tilkoblet minder oplevelsen mig om en integreret VTL-forstærker og det fokus, den satte på Paul McCartneys basspil. Jeg sætter derfor ”Sgt. Pepper” på, og det passer virkelig som fod i hose. Også her løftes Pauls basspil frem, om end måske ikke lige så kraftfuldt som med VTL og konventionel basrefleks. Der er desuden godt tryk på stortrommen i Lucy in the Sky with Diamonds!

Jeg fortsætter med at spille musik af alle slags, herunder gamle hi-fi-favoritter som både ”Communiqué” og ”Brothers in Arms” med Dire Straits, der præsenteres med al den skarpskårne præcision og størrelse på lydbilledet, som de virkelig fortjener.

Findes der så slet ingen musik, der ikke passer? Eksempelvis er den ekstremt mudrede ”No Sleep ’til Hammersmith” med Motörhead nok ikke førstevalget – men på den anden side: for hvilken højttaler er den det?

Mere ”normal” rock med mere rytmisk drev, som for eksempel Thin Lizzy og The Clashs fantastiske dobbeltalbum ”London Calling”, præsenteres derimod på bedst mulige vis, med takt og engagement i behold.

Jeg kunne tænke mig at drage en parallel til den på visse punkter lignende Audiovector Trapeze Ri. Lignende i den forstand, at også denne bygger mere i bredden og i forhold til konfiguration. Men det er en basreflekskonstruktion, som giver mere tryk i gengivelsen og for eksempel kan spille ”Holidays in the Sun” med Sex Pistols med en brutal kraft, som Soft Collective SC-05 af naturlige årsager ikke fuldt ud kan matche. Det er ikke noget problem at spille denne type musik på SC-05, men musikken præsenteres alligevel lidt pænere og nydeligere.

En lille sidebemærkning til en i øvrigt næsten 100 procent fuldendt konstruktion med yderst få kompromiser i bagagen. De koster en skilling, men giver til gengæld en helt uproblematisk installation, let vinklet et stykke ude fra bagvæggen. Og en helt grænseløs musikgengivelse med luft, en homogent sammenhængende præcision og storhed, men også med rytme og drive intakt.

Konklusion

Jeg vil vove at påstå, at Soft Collective SC-05 er en unik højttaler. Dens åbne konstruktion med dynamiske enheder formår at kombinere præcision, størrelse og luftighed med et rytmisk drive og en basgengivelse, der virkelig imponerer. Ja, især sidstnævnte er næsten svær at forklare, ikke mindst i lyset af den relativt beskedne størrelse, vi taler om her. Det er også et par af de flotteste højttalere, jeg nogensinde har mødt, som virkelig passer ind i almindelige rum – hvilket i høj grad også gælder, hvor godt de spiller med, ikke mod, rummets normale begrænsninger.